P3 Missionen har fokus på mikrohandlinger: 'De har en ekstrem stor effekt'

Mikrohandlinger kan være mange ting, og det kan til tider virke banalt, men de har faktisk en kæmpe betydning, når det kommer til trivsel. P3 sætter fokus på mikrohandlinger og uddeler en onsdagssnegl.

(Foto: © Illustration: Oliver Seppo, DR)

Give en forlomme, holde døren og sige godmorgen.

For nogen kan det virke som helt banale gode manérer, men det kan faktisk spille en stor rolle, når det kommer til trivsel.

Derfor vil P3 – som del af P3 Missionen – hylde de små mikrohandlinger i hverdagen, der kan gøre en forskel for, hvordan vi har det.

Det sker i dag, hvor De 17% tager initiativ til at overbringe en stor nybagt onsdagssnegl til en dansker, der på grund af en veludført mikrohandling har gjort sig fortjent til den.

Onsdagssneglens rejse til modtageren vil finde sted fra onsdag den 26. april i dagtimerne og vil involvere flere P3-radioprogrammer samt social.

Kort sagt er mikrohandlinger, når man gør noget enten positivt eller negativt for hinanden i meget små skalaer. Det kan være små ting, man gør i hverdagen, der har en stor betydning for, hvordan du selv og andre omkring dig har det.

Det fortæller Lars AP, der er stifter af bevægelsen 'Fucking Flink', som blandt andet har lavet en undersøgelse om, hvordan det påvirker folk, når vi udfører positive mikrohandlinger for hinanden.

- Det er for eksempel at give en forlomme, når du står i Netto til den person bagved dig, der kun har en liter mælk i hånden, når du har kurven fuld af indkøb, uddyber Lars AP.

Forsker: Det kan have en kæmpe effekt

Charlotte Meilstrup, der forsker i mental sundhedsfremme på Københavns Universitet ved institut for psykologi, er enig.

Hun lægger desuden vægt på, at der i Danmark godt kunne være større opmærksomhed på, hvordan mikrohandlinger påvirker folk.

Mikrohandlinger kan nemlig hjælpe med at skabe nogle rammer for hinanden, der gør, at man trives bedre – hvis gjort rigtigt.

- Det er små ting, man gør i hverdagen, som har en kæmpe effekt. Der er sikkert mange, der laver mikrohandlinger helt uden at tænke over det, fortæller forskeren.

Men mikrohandlinger er ikke nødvendigvis positive.

Man kan nemlig både gøre negative og positive mikrohandlinger. En negativ mikrohandling kan være, at man dytter hårdt i hornet på vej på arbejde, ikke får inviteret sin kollega med til frokost eller glemmer at svare "godmorgen" tilbage.

Stor betydning for trivslen

Og selvom det kan lyde banalt og til at overkomme, kan det faktisk have store konsekvenser for ens trivsel.

- Det hober sig op i løbet af dagen, så hvis man får en masse negative oplevelser, kan det blandt andet resultere i dårligere søvn og på den måde dårligere trivsel generelt.

- På samme måde kan en masse gode oplevelser i løbet af en dag resultere i, at man sover bedre, har mere overskud og generelt en bedre trivsel, fortæller Charlotte Meilstrup.

En positiv mikrohandling kan ifølge Lars AP blandt andet ske, når du går ned i kiosken:

- Du går i kiosken for at købe en rulle mentos. Du finder pakken, går op til disken, svinger kortet over terminalen, den bipper, og du er klar til at gå. Men hvis du lige dér i det korte øjeblik får øjenkontakt med personen, der betjener dig og siger "ha' en god dag", når du går, så giver du ekspeditenten en følelse af at være socialt integreret i situationen.

- Vi mennesker er jo flokdyr, så det at føle sig socialt integreret i flokken har en ekstremt stor effekt på os. Den effekt giver du ekspedienten. Men effekten smitter jo også af på dig selv. Så bare med et smil og en lille hilsen har du skabt en "dobbelt whopper-effekt". Det er det, positive mikrohandlinger kan.

Trivsel smitter

De positive mikrohandlinger har derfor en stor betydning for vores hverdag. Det giver måske meget god mening, at det altid er dejligt, når ens ven eller kollega tager en kop kaffe med til en eller spørger, om man vil følges på arbejde.

Men det virker faktisk også den anden vej rundt.

- Vi ved, at når man selv gør gode gerninger for andre mennesker, påvirker det ens egen mentale sundhed i en positiv retning. Det giver nemlig en god følelse hos en selv, når man hjælper andre mennesker, forklarer Charlotte Meilstrup.

God trivsel fører blandt andet til, at man sover bedre om natten, har en bedre fysisk sundhed, og at man generelt har en bedre følelse i kroppen.

Det kan også have en betydning for, om man tager en uddannelse, man gennemfører, ogman får et arbejde, man er glad for.

- På den måde kan de her mikrohandlinger påvirke hele vores samfund på mange forskellige parameter, uddyber Charlotte Meilstrup.

Hun understreger, at rammerne og strukturerne omkring os har en stor betydning for vores trivsel. Vi påvirker hinanden, og omgivelser påvirker os, men selvom det betyder meget, at man er opmærksom på, hvordan man kan hjælpe hinanden, har man også selv et ansvar for at trives godt. Man bliver nødt til at sige det højt og række ud til andre, hvis man mistrives eller selv lave nogle positive mikrohandlinger for andre, selvom det kan føles uoverskueligt.

Det kan nemlig være nøglen til at få det bedre.

- Trivsel smitter, og mistrivsel smitter. Vi har en kæmpe betydning for hinanden. Vi er blevet mere og mere individorienteret, hvor man skal være sin egen lykkes smed. Nu skal vi tænke det mere som, at vi er hinandens lykkes smed.