I bybilledet står menneskeformede lys og brænder: Se her, hvordan de er blevet til

I forbindelse med P3 Missionens kampagne "Hvad gør dig glad?" står fem menneskeformede lys rundt omkring i landet og smelter. Men hvordan er de blevet til?

Måske du er stødt på dem rundt omkring i landet? De brændende, menneskeformede lys.

Det kan også være, du har undret dig over, hvad det dog er for noget? I så fald kan du få svaret nu.

Fem steder i landet - Aarhus, Esbjerg, Odense og to steder i København - står der nemlig brændende lysfigurer, der forestiller unge mennesker.

Ideen er at symbolisere, hvad der i yderste konsekvens kan ske, hvis ikke vi styrker unges mentale trivsel og forsøger at forebygge mistrivsel.

- Mistrivsel er en uhåndgribelig størrelse. Derfor vidste vi meget hurtigt, at vi gerne ville lave en fysisk manifestation, som kunne være med til at konkretisere problemet for folk, forklarer Clara Prior-Knock, der er kreativ direktør hos reklamebureauet Uncle Grey, der står bag lysene.

Installationen er en del af P3 Missionens kampagne "Hvad gør dig glad?", der i løbet af 2023 skal sætte fokus på, hvordan unge mennesker har det, og hvad vi kan gøre ved det.

De smeltende statuer har dog ikke været helt uproblematiske at producere.

- Der har været mange bump på vejen, forsikrer Clara Prior-Knock.

- Først skulle vi lave en silikoneform, der havde samme størrelse som et menneske. Så skulle formen fyldes op med 100 liter flydende paraffin, som så efterfølgende skulle tørre.

- Tog vi dem ud for tidligt, blev de helt deforme. Vi risikerede også, at de ville knække, hvis de fik frost. Så jeg kan nok godt afsløre, at der er blevet lavet væsentlig flere end de fem, der i øjeblikket står rundt omkring i landet.

Øverst i videoen kan du se, hvordan det gik til, da de gigantiske lys blev produceret.