K-popstjerne undskylder for at have en kæreste: 'Jeg ved, hvor skuffede mine fans er'

Den sydkoreanske popstjerne Karina fra gruppen Aespa er kommet i modvind, efter det er kommet frem, at hun har en kæreste.

Karina fra Aespa har på Instagram undskyldt for, at hun har en kæreste. (Foto: © Andy Kropa, Andy Kropa/Invision/AP)

Kærester er no-go, hvis du er popstjerne i Sydkorea.

Det har k-popstjernen Karina fra gruppen Aespa fået at føle, efter det i sidste uge kom frem, at hun har et forhold til skuespilleren Lee Jae-wook.

Og den nyhed har popstjernes fans reageret meget kraftigt på.

Så kraftigt, at nogle fans har sendt lastbiler med elektroniske skærme hen til SM Entertainment, som er det bureau, der står bag Aespa. På skærmene står der:

"Er den kærlighed, du får fra dine fans ikke nok?".

"Hvorfor vælger du at forråde dine fans?".

"Vær sød at undskylde direkte, ellers vil du se, at dit musiksalg bliver faldende, og at der er tomme sæder ved koncerterne".

Det skriver blandt andet CNN og BBC.

Og 23-årige Karina har altså taget ordene fra de oprørte fans til sig, for hun har nu postet et håndskrevet brev på Instagram, hvor hun blandt andet udtrykker sin "oprigtige undskyldning" til dem, der har støttet hende gennem karrieren.

Hun lover desuden at "vise mere modenhed og arbejde hårdere" fremover.

I brevet skriver hun også:

- Jeg ved udmærket, hvor skuffede mine fans, som har støttet mig, er nu, og hvor ulykkelige I er, når I tænker på de minder, vi har sammen.

- Jeg vil gøre det bedre for mine skuffede fans nu. Jeg har altid været oprigtig over for jer, og hver eneste af jer er enormt værdifuld for mig.

Fans dedikerer sig 100 procent

Men hvorfor al den ballade over noget så uskyldigt som at have en kæreste, tænker du måske. For det vækker jo nærmest aldrig forargelse i den vestlige verden, når en popstjerne har en kæreste.

Det forholder sig dog helt anderledes i Sydkorea, fortæller Signe Lilja, der er kulturformidler med speciale i koreansk fan- og popkultur.

Hun forklarer, at fans i Sydkorea ganske enkelt er vigtigere for økonomien i underholdningsindustrien, end man er vant til herhjemme.

- Der er nærmest en usynlig kontrakt, som går ud på, at kunstnerne skal dedikere hele deres kærlighed og opmærksomhed til deres fans.

Det skyldes ifølge Signe Lilja, at fans gør et kæmpestort arbejde for at promovere k-popstjerner. Musikselskaberne skal bare lancere en ny single eller video med stjernerne, og så tager de mange fans ellers over med pr-arbejdet.

- Det er et slags samarbejde, hvor det for fans handler om, at deres idoler skal blive de største – vinde priser, slå rekorder og så videre.

- Fans afholder også "fødselsdagscaféer" og får kæmpestore plakater sat op midt i Seoul, når stjernerne har fødselsdag.

Og det er altså derfor, mener Signe Lilja, at det kan provokere nogle fans, at k-popstjerner som Karina får en kæreste.

Karina (yderst til venstre) sammen med resten af Aespa, der er kæmpestore i Sydkorea. (Foto: © Amy Harris, Amy Harris/Invision/AP)

Hun uddyber også, at det kan mærkes helt nede på bundlinjen, når popstjernerne fortæller om et forhold.

Aktiekurserne hos musikselskaberne falder nemlig bogstaveligt talt, hvilket blandt andet kunne ses i 2018, da stjernerne Hyuna og E-Dawn begyndte at date.

Godt for Taylor Swift med kæreste

Signe Lilja peger på fankulturen omkring Taylor Swift som én, der på nogle måder kan sammenlignes k-pop-fankulturen.

Swifts fans rejser verden rundt for at opleve popstjernens koncerter, laver vennearmbånd og er sågar begyndt at strømme til amerikansk fodbold, efter Swift blev kærester med NFL-spilleren Travis Kelce.

En ung Taylor Swift-fan til kamp med Kansas Chiefs, som Swifts kæreste Travis Kelce spiller for. (Foto: © Brad Rempel, Ritzau Scanpix)

Men hvor et kæresteforhold har medført negativ opmærksomhed for k-popstjernen Karina, har det været positivt for Taylor Swift, påpeger Signe Lilja.

- Det har jo været en love story – godt for Taylor, godt for Travis, og de har genereret millioner af dollars til NFL.

Derfor håber hun også, at det snart bliver mere legitimt for k-popstjerner at have kærester.

Og noget tyder da også på, at der er nye tider på vej. For der står ikke længere i k-popstjernernes kontrakter, at de ikke må date og have kærester – det gjorde der for få år siden.

- Man er simpelthen begyndt at se på det vestlige publikum. Og musikselskaberne har fundet ud af, at der er et kæmpestort, internationalt publikum, som er ligeglade med, om popstjernerne har kærester eller ej, siger Signe Lilja og kommer til sidst med et opråb:

- Lad nu folk have kærester! Det skal simpelthen normaliseres.