Midt på scenen falder hun sammen.
Den ene sang er lige slut, mens den næste starter og sætter et tempo og en stemning, som burde få mundvigene til at stige til vejrs. Men hun ligger helt stille på scenegulvet.
To mænd må komme hende til undsætning og bære hende hen over scenen, hvorefter de klæder hende af, afslører et nyt sæt tøj indenunder og giver hende jakke og sko på.
Hun træder frem på scenen igen med et kropssprog, der spørger: "Hvad skal jeg her?".
Hvad hun skal her? Verdensstjernen Taylor Swift står på scenen i Friends Arena i Stockholm. Foran over 60.000 mennesker. Hun skal underholde.
Pludselig kommer der liv i hendes krop igen. Hun tager et fast skridt frem og starter med ordene: "I can read your mind, she's having the time of her life, there in her glittering prime", som kommer fra sangen "I Can Do It With a Broken Heart".
Scenen udspiller sig lidt over to timer henne i Taylor Swifts maratonkoncert, som varer over tre timer, og som hun fredag aften besøgte Stockholm med – og det hele er skuespil.
For som hun synger i sangen: Hun kan sagtens stå dér og underholde, også selv når hun har et knust hjerte.
Taylor Swift har lært svensk
Denne weekend har Stockholm besøg af en musiker i en helt anden kaliber, end de er vant til. Taylor Swift spiller nemlig sine første koncerter nogensinde i Sverige, og fredag aften startede det hele til et jubelbrøl, der kunne gnave sig gennem marv og ben.
- Der findes store koncerter, og så findes der det her, lyder det fra det svenske medie Expressen efter koncerten.
Og allerede efter de første to sange under fredagens koncert er hovedpersonen selv mundlam. Denne aften og dette publikum er helt særligt, fortæller hun flere gange i løbet af det over tre timer lange maratonshow.
- Velkommen til 'The Eras Tour', lyder det på et amerikansk klingende svensk fra Taylor Swift.
- Jeg er fuldstændig blæst bagover. Jeg har aldrig spillet i Stockholm før, og at mit første show ser sådan her ud. Wow. Tak!
Det sidste ord kommer igen ud på svensk, og det bliver hverken første eller sidste gang, de svenske fraser forlader Taylor Swifts mund i løbet af koncertens tre timer.
Der har aldrig været så mange mennesker til en koncert i Friends Arena, som der er fredag aften – så det skal gøres ordentligt.
Drømte sig væk til Sverige
Til 'The Eras Tour' tager Taylor Swift sit publikum med gennem sine mange æraer. Æraer, der har været definerende for en 18 år lang karriere, og som har hver sin stemning, kostumer, sange og album.
Der er 'Speak Now'-æraen, hvor hun træder ud i en stor, lilla balkjole. 'Red'-eraen, hvor hun uddeler en sort hat til et enkelt særligt heldigt medlem af publikum. Fredag aften er det en lille pige klædt i pailletter fra top til tå og med tallet "13" skrevet på kinden. Det tal, der er Taylor Swifts yndlingstal.
Så er der 'Folklore' og 'Evermore'-æraerne, som på europaturnéen er blevet slået sammen til en enkelt æra, selv om det spænder over to album, og mens Taylor Swift står inde i den hytte – den såkaldte 'Folklore'-hytte, hun formår at fragte mellem hver eneste arena – forklarer hun, at mens hun skrev 'Folklore', drømte hun sig hen til en hytte i en skov netop i Sverige.
Og så er der den splinternye æra, som tilhører albummet 'The Tortured Poets Department', der udkom for godt en måned siden. Den halve time, som æraen varer, kalder Taylor Swift for sin favoritdel af koncerten.
Til hver koncert synger hun også to numre akustisk – ét på klaver og ét på guitar – som ikke er på setlisten. Det er de såkaldte "surprise songs".
Fredag aften fremfører hun et mashup af 'Gorgeous' fra 'Reputation'-albummet og 'I Think He Knows' fra 'Lover'-albummet på en akustisk guitar, hvorefter hun sætter sig ved klaveret og synger 'Peter' fra det nye 'The Tortered Poets Department'-album.
- Når du lytter til de her sange efter i aften, så håber jeg, at I vil tænke tilbage på de minder, vi skabte sammen i aften, siger Taylor Swift, inden endnu en sang på den 45 numre lange setliste går i gang.
To minutter lang klapsalve
At tage til en Taylor Swift-koncert er på mange måder som at træde ind i en hemmelig klub.
Fankulturen er særligt stærk, og det er ikke mange, der ikke har klædt sig ud i aften. Enten som en æra, en sang eller et kostume, som Taylor Swift selv har haft på før.
I en hemmelig klub har man ritualer, og det betyder for eksempel, at der under sangen 'Delicate' bliver råbt "1-2-3, let's go bitch", og at publikum efter sangen 'Champagne Problems' kæmper om, hvilken by der kan huje, klappe og juble af Taylor Swift i længst tid. Fredag aften varede klapsalven i over to minutter.
En klapsalve så høj og fuld af kærlighed, at hovedpersonen selv må tage sig til brystet og trække vejret dybt en ekstra gang, inden hun selv bliver nødt til at stoppe bifaldet. Publikum har ikke tænkt sig at stoppe lige foreløbig.
'Det er en alternativ virkelighed'
Heller ikke veninderne Mie på 33 år og Ellen på 31 år.
- Det var en fuldstændig magisk oplevelse, lyder det fra dem efter koncerten.
De er begge taget hele vejen fra København til Stockholm for at opleve Taylor Swift og 'The Eras Tour', fordi den ikke kommer forbi Danmark.
- Det var virkelig rørende at mærke, hvordan Taylor Swift elsker at stå på en scene. Hun er bare til stede, og man er ikke i tvivl om, at hun er vild med at give os oplevelsen af hver æra af hendes karriere, fortsætter de.
Den fornemmelse går igen hos 27-årige Simone, som efter koncerten er decideret tom for ord.
- Det var som at blive transporteret hen til et magisk rige. Det er en alternativ virkelighed. Det gør, at man er helt overvældet. Det er helt uægte, at hun står foran én, siger Simone.
Simone har camperet ude foran Friends Arena i mange timer forud for koncerten, så hun kunne sikre sig en ståplads helt oppe foran – men det har været det hele værd.
Hun kalder nemlig aftenen for den bedste koncert, hun nogensinde har været til.
Taylor Swift spiller også lørdag og søndag i Stockholm, inden 'The Eras Tour' fortsætter til Portugal og Spanien.