De er flyttet hver for sig, og der har været utroskab. Men tv-parret er stadig kærester

Katrine og Noah fra 'Døm vores forhold' tror på en fremtid sammen.

Der er sket mange ting for Noah og Katrine, siden optagelserne til 'Døm vores forhold' sluttede. (Foto: © Jonathan Morgan (DR))

2023 har mildt sagt været et begivenhedsrigt år for Katrine Skov-Hansen og Noah Sturis.

I løbet af årets første seks måneder flyttede de sammen, lukkede deres ellers åbne, polyamorøse forhold og var med i P3's reality-serie 'Døm vores forhold'.

Og siden optagelserne sluttede for et halvt år siden, er der sket flere markante ting i deres parforhold.

Døm vores forhold

For i efteråret flyttede Katrine nemlig ud af Noahs lejlighed. Det skete kort tid efter, at hun havde kysset med en anden fyr til en fest.

Men parret er stadig kærester og drømmer om at bruge resten af livet sammen.

Forvirret?

For at forklare det hele skal vi lige skrue tiden tilbage til i sommer. For allerede dengang besluttede Katrine og Noah sig faktisk for, at de skulle flytte fra hinanden. Selvom Katrine på det tidspunkt kun havde boet hos Noah siden februar.

Noah forklarer:

- Vi blev enige om at flytte fra hinanden, fordi jalousien stadig fyldte meget - selvom vi var flyttet sammen, havde lukket vores forhold og bearbejdet det gennem 'Døm vores forhold'.

Jalousien ulmede især hos Katrine, når parret var ude sammen til fester.

For der opstod indimellem situationer, hvor Katrine følte, at Noah flirtede med andre kvinder, men hvor han ikke selv mente, at der var tale om flirteri.

- Det kunne være, at der var en god veninde, der fortalte et eller andet, og så satte jeg hånden på hendes skulder. Det opfattede Katrine som flirtende, siger Noah.

Et kys i byen

Desuden havde parret aldrig planer om, at Katrine skulle bo permanent hos Noah i København, da hun flyttede ind hos ham i februar 2023.

Flytningen var nemlig et markant skifte for Katrine, der stammer fra Mols og har størstedelen af sine venner og familie i Aarhus, hvor hun også har studeret.

- Den oprindelige tanke var, at Katrine kom til København og kunne være i min lejlighed, indtil hun fandt et sted at bo. Så vi kunne have hver vores liv og være sammen, men uden at smelte helt sammen, siger Noah.

Katrine havde ikke den største omgangskreds i København, da hun flyttede til byen, så parrets håb var også, at hun ved at bo alene kunne blive mere selvstændig og lande godt i hovedstaden.

Katrine og Noah læser de løfter op, de vil give til hinanden i sidste afsnit af 'Døm vores forhold':

Men så faldt en bombe hos parret, kort tid inden Katrine som planlagt skulle flytte ud af Noahs lejlighed i starten af oktober.

- Jeg kom til at kysse med en anden i byen, siger Katrine.

Kysset handlede ifølge Katrine ikke om manglende kærlighed til Noah, men om manglende kærlighed til sig selv.

- Jeg faldt ned i et hul af bekræftelse, som jo i virkeligheden er en stor udfordring i mig, fordi jeg søger andres bekræftelse meget. Den aften i byen blev den bekræftelse demonstreret i et kys med en anden, siger hun.

Forhold skulle være modgift mod utroskab

Det var da heller ikke så meget selve kysset, som sårede Noah. Men mere det, at Katrine i halvanden uge løj om, hvorvidt det havde fundet sted. Og først erkendte kysset, efter Noah havde spurgt ind til situationen mange gange.

- Det var en rigtig træls episode på mange måder. Jeg fik det at vide, dagen før hun skulle flytte ud, og det var ret hårdt, siger Noah.

Noah og Katrine mødte hinanden gennem Alternativet, som de begge er medlem af og blev forelskede under Roskilde Festival sidste år, da de boede i samme camp. (Foto: © Dr)

Han måtte derefter tænke over deres forhold, mærke efter og tale med Katrine om episoden. Men han endte med at tilgive hende.

- Jeg tænke meget: Hvordan skal jeg stole på hende igen nogensinde? Men det kunne jeg sagtens finde frem, og jeg har meget tillid til hende lige nu. Jeg går i hvert fald ikke og er bekymret for, at der er ting, som hun holder skjult, siger han.

- Noah endte heldigvis med at tilgive mig, fordi det ligger så naturligt til ham at være tilgivende og give folk en ekstra chance, tilføjer Katrine.

Parret, der tidligere har levet i et helt åbent forhold, hvor de både kunne have sex med og date andre, lever for tiden i det, de kalder et "semi-lukket polyamorøst forhold". Forstået på den måde at de - som par - dater og bruger tid sammen med folk, hvilket for eksempel kan ende ud i trekanter.

Så hvorfor kan et kys i byen være sådan en bombe for Katrine og Noahs forhold, tænker du måske...

- Fordi vi har en aftale om ikke at gøre det. Vores relation skulle være en modgift mod utroskab, siger Noah og fortsætter:

- Tanken er, at man tager de her samtaler i forkøbet. Hvis man synes, at nogle er søde, snakker man om det. I stedet for at prøve at lukke ned for det mentalt, som man kunne gøre i et klassisk, monogamt forhold, hvor man så måske ender med at være utro til en julefrokost. Og så går fra hinanden.

Katrine supplerer:

- Det er et forsøg på at italesætte nogle af de følelser, som jo er meget naturlige i et parforhold.

Parret arbejder derfor fortsat på tilliden til hinanden.

Efter Katrines kys i byen fandt Noah endda på sin egen parforholdsøvelse, som gik ud på, at Katrine skulle give ham en række grunde til, hvorfor hun var værd at blive sammen med.

Det skulle overbevise Noah om, at han skulle blive i forholdet. Katrine kom frem til 101 forskellige grunde.

'Jeg glæder mig til, at vi flytter sammen igen'

Status i dag er altså, at Noah og Katrine i øjeblikket ikke bor sammen, men stadig er kærester.

To af de tre andre par i 'Døm vores forhold' mener, at Katrine og Noah skal åbne deres forhold igen. Det er dog endnu ikke sket 100 procent. (Foto: © Dr)

Flytningen er tydeligvis svær for dem at tale om, selvom parret stadig ser en fremtid sammen:

- Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg synes, det er væsentligt hårdere, end Noah gør. Jeg glæder mig i hvert fald til, at vi flytter sammen igen, siger Katrine.

Hvornår det sker er ikke sikkert. Men Katrines lejemål slutter til foråret, og parret regner med at flytte sammen igen på et tidspunkt.

Og Katrine kan da også se fordele ved at bo hver for sig i en periode:

- Vi har jo ikke prøvet at være i det her parforhold, uden at det var langdistance eller at bo sammen. Så det var nu, vi skulle prøve det. Bare at være et normalt, ungt parforhold, hvor man ses tit, men ikke bor sammen, siger hun.

Er I sammen resten af livet?

- Ja. Jeg kan i hvert fald ikke se mig selv være sammen med andre end Noah. Jo, i perioder, men ikke forever-agtigt. Der kunne jeg ikke forestille mig andre, siger Katrine.

- Det kan jeg heller ikke, siger Noah.