Den adopteredes stemme høres sjældent i debatten, men en ny radiodrama-podcast - 'Når jeg engang kommer hjem' - giver plads til den adopteredes oplevelser.
Den vestlige verden har tit den opfattelse, at adoption er en god gerning; man redder små fattige forældreløse børn fra kummerlige skæbner på børnehjem. En barsk realitet er, at mange af de børn, der bliver adopteret rent faktisk har forældre, som bliver lovet løbende kontakt med deres børn - noget, som i realiteten sjældent sker. Mange adopterede oplever at skulle stå i taknemmelighedsgæld til deres adoptivforældre, og desværre er der også eksempler på racisme inden for familien.
Så er der hele aspektet med adoptionsselskaberne. Adoption er ikke kun en barmhjertighedsgerning, det er også en regulær forretning. Tidligere talte man om at finde forældre til de forældreløse børn. Nu taler man om at finde børn til de barnløse forældre. Det vender op og ned på både retorik og magtforhold og gør, at fattige forældre, der kan have svært ved at forsørge deres børn, bliver lokket af såkaldt børnehøstere til at afgive deres børn, med løftet om, at børnene kan få fine uddannelser i vesten og senere komme tilbage og forsørge familien.
Er selv adopteret
Historien er skrevet af Joan Rang Christensen, som selv er adopteret fra Korea. Hun er meget aktiv som adoptionskritiker og arbejder på synlighed omkring problemerne og kæmper for basale menneskerettigheder. 'Når jeg engang kommer hjem' er ikke en afdækning af en objektiv sandhed - det er et kritisk debatindlæg.
Udover Lee og journalisten møder vi igennem podcasten både adoptivforældre og afgivende forældre, adopterede og børnehøstere, psykologer, præster og adoptionsbureaudirektører.
Historien er instrueret af Samanou Acheche Sahlström, som senest har instrueret den omtalte og roste spillefilm 'I dine Hænder'. I rollerne høres blandt andre Josephine Park og Ann Eleonora Jørgensen.
Første afsnit af 'Når jeg engang kommer hjem' kan høres på DRs radio-app, som podcast eller på her fra mandag den 14. marts.