Ny programserie stiller skarpt på identitetstyveri på nettet

6. marts kl. 21.30 på DR3: I ’Mit liv er stjålet’ møder Sisse Sejr-Nørgaard en række danskere, hvis identitet er blevet stjålet og misbrugt på internettet.

En programserie om identitetstyveri på nettet. Journalist Sisse Sejr-Nørgaard bestemmer sig for at gå på opdagelse i den mindre fede side af vores liv på de sociale medier og nettet både på egen krop og hos nogle af dem, der har været udsat for misbrug. (Foto: © DR Ung, Type 2)

Danskerne har i flere sammenhænge førertrøjen på, når det handler om anvendelse af internet og digitalisering sammenlignet med andre EU-lande. I gennemsnit er 91 procent af danske familier på internettet, og mere og mere foregår online både i hjemmet, i skolen og på arbejdspladsen. Men det online univers har også en skyggeside, som en række danskere har mærket på egen krop.

Identitetstyveri et stigende problem

I DR3’s nye programserie ’Mit liv er stjålet’ dykker Sisse Sejr-Nørgaard ned i identitetstyveriets dystre verden, hvor hun får et indblik i, hvilke konsekvenser det har for de mennesker, der bliver udsat for forbrydelsen. Antallet af ofre for forbrydelsen er stigende, og især online identitetstyverier fylder mere og mere i kriminalstatistikkerne.

”Med ’Mit liv er stjålet’ vil vi gerne sætte spot på konsekvenserne af vores digitale liv. Internettet er jo en fantastisk verden af muligheder, men har desværre også givet mobbere og svindlere et hav af muligheder for at misbruge andres identitet. Ved at vise hvordan online identitetstyveri påvirker ofrenes liv, og ved at værten Sisse Sejr-Nørgaard sætter sit eget digitale liv på spil, håber vi, at seerne selv vil tænke mere over hvilke digitale fodspor, de har lyst til at efterlade derude” siger Trine Skovgaard, redaktør på DR3.

Dan Rachlins billede misbrugt i hele verden

Identitetstyveri rammer bredt; det er ikke kun den smukke, unge pige, hvis ansigt bliver photoshoppet ind på kroppen af en kvinde i en pornofilm eller bedstemoren, der ikke gennemskuer e-mail-svindel, som udsættes for identitetstyveri.

I DR3’s nye programserie ser seerne mange facetter af identitetstyveri, som rammer alle typer af mennesker. Blandt andre møder seerne den kendte vært og DJ, Dan Rachlin, hvis billede bruges over hele verden til såkaldte ’lovescams’ mod ældre single-kvinder, der søger efter kærligheden online. Dan Rachlin oplever, hvordan hans billede pryder datingprofiler over hele verden, som kontakter ældre kvinder med henblik på at franarre dem penge. Og da Sisse Sejr-Nørgaard først dykker ned i sagen, er den mere kompleks end som så.

Udover at møde danskere, hvis identitet er blevet stjålet, forsøger Sisse Sejr-Nørgaard sammen med to IT-eksperter at finde svindlerne bag skærmen for at prøve at forstå, hvad der får mennesker til at misbruge andres identitet online.

Prøver det på egen krop

For at få en dybere og autentisk fornemmelse af hvordan identitetstyveri foregår og føles, prøver Sisse Sejr-Nørgaard på egen krop, hvor nemt det er for kriminelle netsvindlere at få fuld afgang til hendes digitale liv. Hun lader to IT-eksperter udsætte hende for et potentielt cyberangreb for at undersøge, hvor sikker hun i virkeligheden er. Sisse Sejr-Nørgaard tester også, hvor anonym hun selv er i hendes færden på internettet, og hvor tilgængelig hendes hemmelige adresse er for potentielle svindlere. Og resultatet foruroliger programmets vært.

Første afsnit af ’Mit liv er stjålet’ har premiere på DR3 den 6. marts kl. 21.30 eller på DR TV fra 5. marts.