En måneds fodboldfest står for døren, når EM i Frankrig snart fløjtes i gang. Nogle af verdens største fodboldstjerner er samlet og vil tryllebinde millioner af mennesker med deres utrolige fodboldevner.
Men spillernes stjernestatus er ikke kommet af sig selv. Bag de imponerende skud, frække afleveringer og præcise tacklinger ligger timer og atter timers slid på træningsbanen. Udover talent kræver det ekstremt hårdt arbejde at nå den absolutte top. Et arbejde, som starter tidligt i livet.
DR Ultra har i næsten et år fulgt hverdagen hos nogle af de største danske unge fodboldtalenter, der alle drømmer om at komme på landsholdet, blive berømte fodboldstjerner og synge den danske nationalmelodi, mens tusinder, endda millioner af mennesker fra hele verden ser med.
Et indblik i hverdagen
Christian, Benjamin, Anton, Jacob, Mads og Rasmus drømmer om at repræsentere Danmark ved vigtige EM- og VM-kampe. De drømmer om at kunne leve af det, de elsker allermest – nemlig at spille fodbold.
”Drengene vi følger står måske på tærsklen til det professionelle fodboldliv, og vejen mod det mål starter i en ganske ung alder. Vi vil gerne give vores seere et reelt indblik i det store arbejde, som er påkrævet for at blive en af de ganske få, der ender på landsholdet. Derfor følger vi dem, både når det går strygende, men også når en skade eller et nej-tak til fester spiller ind på, hvordan det er at være ung og ville være fodboldstjerne”, siger redaktør på DR Ultra Jonas Kryger Hansen.
Tidligt op og ingen klassefest
De unge håbefulde fodbolddrenge er allerede godt på vej mod deres drøm. De er blevet udvalgt til at spille for DBU's U-16 landshold. Dansk Boldspil Union – med landstræner Per Holm i spidsen - er den organisation i Danmark, der udvælger og træner de spillere, der til sidst ender på det danske landshold.
Men det kræver disciplin at blive professionel fodboldspiller. De seks drenge skal præstere. Også når de er trætte eller sultne. Der er ikke noget, der hedder klassefest eller mormors fødselsdag, hvis det ligger oven i en træning. Der er ikke tid til at feste, sove længe eller bruge hele weekenden på sin Playstation ellers bliver man valgt fra.
Nogle af drengene bliver valgt fra, mens andre kommer igennem nåleøjet. Vi er med til drengenes sejre og nederlag – når de scorer og bliver skadet. I løbet af 11 afsnit følger DR Ultras seere drengene i tykt og tyndt på vej mod drømmen om at blive fodboldstjerne.
'Jeg vil være fodboldstjerne' sendes på DR Ultra hver mandag til torsdag klokken 19.30 i perioden 23. maj - 8. juni. Programmerne vil også kunne ses på dr.dk og på Ultra-app’en.