Det var en smule angstprovokerende for journalistpraktikant Youssef Pries Ayoub, da han gik til sin chef på DR Fyn i februar i år.
- Det er jo ikke en typisk praktikantopgave at dække Tour de France, så jeg skulle lige tage mod til mig, inden jeg spurgte hende, om jeg kunne være med til det, smiler han.
På det tidspunkt havde Youssef Pries Ayoub været journalistelev og lavet radio på DR Fyn i et halvt år. Og der var bare en opgave forude, som han brændte for at dække journalistisk: At tre etaper af Tour de France - verdens største cykelløb - i år bliver kørt i Danmark.
- Jeg følger altid med i Touren og har stort set fjernsynet tændt hele juli. Selvfølgelig følger jeg konkurrencedelen, men der er også noget fascinerede ved de flotte billeder og ved at følge tilskuerne langs ruten, siger Youssef Pries Ayoub.
Til hans egen store overraskelse tog det ikke mange minutter, før hans chef på DR Fyn, Anne Stolpe, svarede ja. Youssef troede så, at han skulle dække Tour de France og stemningen omkring cykelløbet for P4 Fyn. Men kort tid efter gav hun Youssef en gedigen overraskelse, da hun pludselig vendte tilbage til ham om Tour de France-dækningen:
- Har du lyst til at dække Touren alle tre dage og gøre det for P4 til hele landet? Jeg blev helt tavs, og jeg gav hende straks et rungende ja, beretter Youssef Pries Ayoub.
Skal fange folkestemningen
Det er så her, vi er nu. Når DR sender ’P4 elsker Touren’ fredag, lørdag og søndag fra klokken 12.15 til 15.00, ’er P4 ’klar til at omfavne den stramme lycrabuks og tage del i folkefesten sammen med hundredtusindvis af danskere’, som det hedder i DR’s programoversigt. Og det er blandt andre Youssef, der er det.
- Jeg har tre kasketter på, når vi skal dække Touren i Danmark: Jeg skal være livereporter, producer og runner. Planen er ikke, at vi skal dække den sportslige del – det gør DR Sporten. Vores dagsorden er at tage temperaturen på folkestemningen, og hvad det er for en oplevelse. Det er fantastisk at se, hvordan nogle, der måske normalt ikke følger sporten, bliver fanget ind af de store begivenheder og bliver en del af fællesskabet om dem. Vi så det også sidste år med fodbold-EM, siger Youssef Pries Ayoub.
Det er nogle af de entusiaster, og nogle af de gode historier om dem, han skal være med til at fortælle i programmerne. Det kan for eksempel være den husejer i Sønderjylland, der har malet sit hus prikket som en bjergtrøje, nogle af dem, der har skabt noget særligt i anledning af Touren i Danmark, eller nogle af dem, der står i timevis langs landevejene for at få et sparsomt glimt af tour-feltet.
- Thomas Dinsen, som skal dække tour-vinkler på P4 Fyn, oprettede et Word-dokument med ideer, og han tog mig under sine vinger, så vi kunne ’braine’ på Touren. Vi har også allerede lavet en del historier. Som for eksempel da Tour de Frances direktør, Christian Prudhomme, var i målbyen Nyborg, eller da fynske børn skabte nogle helt særlige Tour-T-shirts, fortæller Youssef Pries Ayoub, der fortsætter:
- Det er fedt at være en del af festen, og i det hele taget var det jo aldrig givet, at der overhovedet ville komme tre etaper af Tour de France til Danmark. Så er det er superfedt at være kommet på holdet, siger Youssef Pries Ayoub, der blandt andet skal line kilder op og selv være livereporter i løbet af dagene.
Stejl læringskurve
Youssefs egen læringskurve har været stejl som journalistelev i DR det seneste år, og han er nærmest selv blevet overrasket over, hvor vild han er blevet med at sende radio. Youssef Pries Ayoub læser journalistik på Syddansk Universitet (SDU), og undervejs i sin uddannelse har han haft studiejob på TV 2’s udlandsredaktion.
- Skal jeg være helt ærlig, havde jeg slet ikke skænket radio en tanke, da jeg skulle til at søge praktikplads. Men jeg endte med at søge en praktikplads på DR Fyn, og jeg kunne bare mærke, det var et sted for mig, da jeg kom til samtale. Der var en helt særlig kemi, og jeg er virkelig blevet vild med at sende live, siger Youssef Pries Ayoub.
Selv om det langt fra er noget, man som journalistelev er sikker på, har Youssef undervejs fået chancen for at være nyhedsoplæser på P4 Fyn, ligesom han for eksempel var med til at dække fodbold-pokalfinalen i maj mellem OB og FC Midtjylland.
Har en vis ærefrygt
- Mange journalistelever søger tit de samme praktikpladser på de store steder. Måske skal man bare gå til det med et åbent sind i stedet for, og i hvert fald er jeg glad for, at jeg søgte et mindre praktiksted og har fået en masse chancer på DR Fyn, siger Youssef Pries Ayoub.
Han når lige Tour de France-dækningen inden sin sommerferie, og inden han i slutningen af juli runder et års journalistpraktik af på DR Fyn.
- Det er da med en vis ærefrygt, at jeg rapporterer om Touren i denne uge, og jeg er spændt på at skulle arbejde med et nyt hold med folk fra DR i hele landet. Men den opbakning, jeg har fået - og at jeg får lov til at lave så meget, selv om jeg stadig er praktikant, har også gjort mig modig. Jeg glæder mig som en lille dreng til at dække Tour de France, siger Youssef Pries Ayoub.