’Vi prioriterer opgaver, der udfordrer og flytter vores team’

Dr.dk/omdr har besøgt DR Viden i Aalborg, der udvikler nye, digitale fortælleformater og interaktive undervisningsmaterialer.

Lasse From og Carsten Nymann arbejder helst med opgaver, der udfordrer og flytter DR Viden-redaktionen. (Foto: © Lars Møller Hansen)

Lytter Facebook og andre tech-giganter med på vores samtaler via mobiltelefonens mikrofon og bruger aflytningen til at målrette reklamer? Facebook benægter det, men hvad sker der så? Hvordan ved Facebook, at du er den helt rigtige at vise bestemte reklamer til

Svaret på spørgsmålene gav DR Viden på dr.dk midt i januar i en to-minutters animeret explainer-video. Et format, som redaktionen kommer til at arbejde mere med i løbet af 2020, hvor der skal laves 30 af den type videoer.

- Vores ambition er at forklare ting, man ikke kan filme, men som vi kan animere, og så koble formatet med aktuelle emner og historier. Vi opstiller nogle retningslinjer for, hvordan vi vil bruge formatet, og så prøver vi os frem. Journalisterne har ikke prøvet formatet før, og grafikerne har ikke arbejdet med den type videoer før. Måden at arbejde på lærer vi sammen, fortæller Lasse From, der er udviklingsredaktør i DR Viden.

Carsten Nymann, der er chef for DR Viden, supplerer:

- Vi ved ikke endnu, hvad indholdet af alle videoerne er, så vi skal udvikle et format, der kan fungere uanset indholdet. Det handler om at finde et flow, som vi kan gentage 30 gange i løbet af året.

Skal skubbe grænser

De animerede explainervideoer er ét eksempel på, hvordan DR Viden udvikler nye, digitale formater. En af afdelingens opgaver er at stå for den digitale og visuelle udvikling i DR Kultur, Børn og Unge.

- Vi skal hele tiden skubbe nogle grænser i forhold til at finde nye fortælleformer. Vores presbold hedder den originale form, men vi stiller os ikke tilfredse med, at det er en fed form. Det handler også om vinkling, målgruppefokus mm. Det skal være optimeret på både form og indhold. Vi prioriterer opgaver, der udfordrer og flytter vores team. Der skal ligge et udviklingselement i at løse en opgave. Det skal være noget, vi kan bruge senere, og som gør os dygtigere, forklarer Carsten Nymann.

De nye formater bliver til i et tæt samarbejde mellem redaktører, journalister, udviklere og grafikere i DR Viden og redaktører og journalister i andre afdelinger under DR Kultur, Børn og Unge, fortæller Lasse From.

Se explainer-videoen 'Lytter de med' her

- Det er den gode idé, der trumfer det hele. Den gode idé er svær at sætte på formel, men det er sjældent, vi har idéer, som ikke bliver til noget. Sådan var det ikke for to år siden, men vi er blevet bedre til at vurdere, hvornår noget kan virke og ikke virke. Ideerne opstår oftest her i afdelingen, men der er for eksempel også de store satsninger som 2020-temaet ’Vores Natur’, ’Frederik IX’, ’Grænseland’ med mere, hvor vi skal lave et originalt ’take’ på satsningen. Det er ikke en dr.dk-udgave af programmet, vi skal lave – det er et selvstændigt dr.dk-produkt, siger Lasse From og peger for eksempel på 3D-grafikken af kong Frederik IX og hans tatoveringer som en del af den digitale satsning på serien om dronning Margrethes far.

Skal vinde brugerne hver eneste gang

Og kravene til de digitale nyhedsformater stiger i takt med, hvad brugerne ellers møder på digitale platforme.

- Der skal mere til at imponere digitalt i dag, fordi der sker så meget i medielandskabet. DR er ikke kun i konkurrence med andre medier, men også spil, animationer og lignende. Samtidig er der ikke nogen, som læser eller ser noget af pligt. Derfor bliver man nødt til at formidle på en appellerende måde, siger Carsten Nymann.

Lasse From supplerer:

- Vi som afsendere skal vinde brugerne hver eneste gang. Hvis de er vant til at kunne spille et spil på fem minutter, der ser lækkert ud, så er vi også nødt til at være digitalt helt fremme på vores produktioner. Derfor er det helt naturligt, at vi følger med og er proaktive. Jeg henter blandt andet inspiration i computerspil, undervisningsmateriale eller et helt tredje sted mere end hos andre medier.

Ud over at være en redaktion, der står for udviklingen af digitale formater i Kultur, Børn og Unge, har DR Viden to indholdsspor: Videnskab og teknologi samt læring og dannelse – sidstnævnte er samlet i DR Skole.

Samarbejder med nordjyske naboer

Det er tre år siden, DR Viden rykkede fra DR Byen til DR Nordjylland i Aalborg. Her er Aalborg Universitet blandt naboerne, og det har også betydet et stærkere samarbejde mellem afdelingen og det omgivne samfund, siger Carsten Nymann.

- Der er flere lag i det. Helt lavpraktisk så har vi flere kilder med fra Aalborg Universitet, fordi vi kender forskerne og ved, hvad de sidder med, og hvad de har forstand på. Så er der et lag om erfaringsudveksling, hvor vi for eksempel har universitetspraktikanter i forløb hos os eller holder udviklingsworkshops med de studerende. Endelig er der et tredje ’eventlag’, hvor vi sammen med universitetet to gange har holdt ’Videnskabsmødet’, som er et folkemøde i Aalborg om videnskab.