Af Louise Glæsel Enevoldsen
Mandag byder DR for tredje år i træk velkommen til DR Lab og til 25 nye digitale produktionstalenter mellem 18-25 år. De unge kommer fra hele landet med vidt forskellige baggrunde.
Nogle er autodidakte inden for eksempel videoproduktion og klipning, og andre har flere års erfaring med animation, storytelling eller spiludvikling. Nogle helt tredje har måske egen forretning og lever af at udvikle apps.
I løbet af den uge, som DR Lab varer, bliver de unge delt op i fire grupper på tværs af talenter. Hver gruppe skal komme med deres bud på fire udfordringer, der i år vedrører DR Viden, DR Ultra, DR Nyheder og DR2+.
Udfordre vanetænkning på DR’s redaktioner
Formålet med DR Lab og med at byde 25 unge produktionstalenter inden for i DR, er blandt andet at udfordre vanetænkningen på DR’s redaktioner og hente unge fra miljøer, som DR måske ikke normalt rekrutterer fra.
- DR Lab arbejder aktivt med at begrænse forudindtagethed i DR’s egne procedurer - for ikke at mindske talentmassen og rekrutteringen i DR. Det har vi blandt andet fået sparring til fra ph.d. Tess Skadegård Thorsen fra Aalborg Universitet, som forsker i repræsentation, ulighed og diversitet i danske film og medier. Vi ser derfor frem til at møde en bred repræsentation af deltagere og deres forskellige talenter i dette års DR Lab, fortæller Sarah Cederberg, der er projektleder på DR Lab.
Deltagerne på DR Lab er med til at skabe relevant indhold til målgrupper, som de selv er en del af. Det er blandt andet med til at give DR nye perspektiver og løsninger af konkrete opgaver. Sidste år kom en af grupperne for eksempel med bud på et koncept til DR Nyheders YouTube-kanal. To fra den gruppe blev efterfølgende hyret ind for at udføre prototypen i virkeligheden.
Det er dog uhyre vigtigt for DR at understrege over for deltagerne, at de ikke skal udarbejde et helt færdigt projekt i løbet af blot en uge. Det er alene ideen og konceptet, som de skal præsentere, når DR Lab slutter fredag den 16. august, understreger Sarah Cederberg.