Stemmer danskerne ja eller nej til at afskaffe forsvarsforbeholdet? Det bliver afgjort onsdag den 1. juni, hvor der også er valgaften på DR1, DRTV og P4.
Dagen efter byder på en stor valgmorgen. De faste ’P1 Morgen’-værter Julie Toft og Bjarne Steensbeck sender fra DR’s valgstudie, der i dagens anledning er placeret i Altingets gård – et stenkast fra Christiansborg. Fra klokken 6.00 til 10.00 sender de både på P1, DR1, DRTV og DR Lyd.
- Det er en dag, hvor det siger ’boom’. Dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik står måske et nyt sted, og hvis det er blevet et nej, vil der gå årevis inden en ny afstemning. Det er bare en af de der særlige dage, siger Bjarne Steensbeck.
- Det er i dén grad en dag, hvor der er noget at sende radio om, siger Julie Toft.
Hvad så, Danmark?
De to værter glæder sig til at byde lyttere og seere indenfor til interviews, analyser og perspektiv på aftenens resultat. - Vi skal videre end: ’Hvor glad er du?’, eller ’hvor skuffet er du?’. Udfordringen ved at planlægge sådan en morgen er, hvor langt kan vi komme. Folk kender resultatet og har hørt Mette Frederiksen kommentere det, siger Julie Toft - og Bjarne Steensbeck fortsætter:
- Afstemningsresultatet er dagens tophistorie. Vi får hovedpersonerne og deres refleksioner efter tre ugers valgkamp. Politikerne har i løbet af valgkampen holdt sig til deres manusser og skitser, men når resultatet er der, åbner de sig forhåbentlig på en anden måde. Det glæder vi til, om vi kan fange. Og så får vi svaret på: ’Hvad så, Danmark?’. Vi siger ofte, at noget er historisk, men det behøver vi ikke denne gang, siger han.
Som nævnt bliver ’P1 Morgen’ også sendt på tv denne morgen, og det ser de to radioværter frem til.
- Det er megafedt og en anerkendelse af ’P1 Morgen’ og den rolle, det har fået. ’P1 Morgen’ går frem, og at dele det på tv er en anerkendelse. Det er et program, der kan noget særligt. Det kan være skarpt – og er skarpt, men mere end bare lige i to minutter, fortæller Bjarne Steensbeck.
- ’P1 Morgen’ er lyden til din morgen, og det bliver sjovt at prøve at fastholde den stemning og grundtone, samtidig med at der er tv på, siger Julie Toft.
Tror, tv bliver glad for stemningen
De to værter uddyber, hvordan stemningen er i ’P1 Morgen’:
- Radio kan det særlige, at gæsterne er på en lidt anden måde. De kan komme i en krøllet skjorte. Der kan være noget loose i det, og det er en kæmpe fordel, for det kan sætte sig i deres hoveder. Radio er på den måde noget helt unikt, siger Bjarne Steensbeck. - Kilderne kan komme stormende ind med cykelhjelmen på og tasken på skulderen og begynde at snakke, inden de får jakken af. Udfordringen bliver at holde den lidt loose og intime stemning fra radioen, siger Julie Toft. - Vi tror, tv bliver glad for den stemning, smiler Bjarne Steensbeck.