Værterne er de samme, men stilen er ny i 'Aftenshowet'

I den relancerede udgave af ’Aftenshowet’ bliver der taget et opgør med de klassiske interviews og sat fokus på samtale og diskussion.

Værterne Mikkel Fønsskov, Lise Rønne, Mark Stokholm og Ulla Essendrop er de samme, men 'Aftenshowet' er blevet relanceret. (Foto: Agnete Schlichtkrull © Type 1)

”Mig må I sgu godt pifte efter!”

Det skriver Line Baun Danielsen på sin blog som reaktion på en ny lov i Frankrig, der gør piften og andre tilnærmelser med seksuelle undertoner til kvinder i det offentlige rum, strafbart. Og det har man også opdaget på ’Aftenshowet’s redaktion.

Vi er til redaktionsmøde en onsdag morgen i ’Aftenshowet’s nye og midlertidige lokaler på Nørrebro i København. Produktionsselskaberne Bermuda Production og STV har sammen vundet den største udlægning af et dagligt aktualitetsprogram i DR’s historie, og indtil de to selskaber flytter i fælles lokaler, foregår det journalistiske arbejde i en bygning placeret i en baggård på Kapelvej.

I et stort køkken-alrum sidder redaktionsmedlemmerne omkring et aflangt gult bord. Bag den rullende tavle fyldt med ideer til indslag bobler en elkedel og afbryder kort diskussionerne ved bordet. Planlægningen af aftenens udsendelse er begyndt dagen i forvejen. I dag skal planerne føres ud i livet, enderne skal mødes, gæsterne skal endeligt bekræftes, og små teasere skal produceres.

Det er her, Line Baun Danielsen kommer ind i billedet. Hendes blogindlæg er, ifølge redaktionen, et glimrende udgangspunkt for en diskussion i ’Aftenholdet’, som er et af de nye tiltag. Hun er inviteret i studiet samme aften, men holdet mangler en bekræftelse fra hende. En SMS tikker ind hos den journalist, der har kontakten til Line Baun Danielsen, og der bliver stille, mens resten af redaktionen kigger forventningsfuldt på hende. Desværre ingen bekræftelse denne gang.

Sofadebatten ind i studiet

Tidligere har det været kutyme at have gæster i studiet til et interview om et aktuelt emne, for derefter at afløse vedkommende med en ny gæst til en snak om et nyt emne. Det vil det nye koncept gøre op med ved hjælp af ’Aftenholdet’.

Her vil der i stedet blive samlet nogle gæster, som er med i hele eller store dele af udsendelsen, og som, udover at tale om, hvad lige præcis de er aktuelle med, også snakker med om de øvrige historier, der berøres i programmet.

Redaktionschef Michael Ravn-Olsen leder morgenens redaktionsmøde. (Foto: © Bjarne Bergius Hermansen)

”Det skal spejle de diskussioner, der foregår i hjemmet, så vi forsøger at gå væk fra interviewet og hen imod samtalen. Vi synes, det skaber meget mere dynamik, mere debat, mere liv og mere genkendelighed. Vi har også mærket, at vores gæster synes, det er rart at få indspark fra dem, der sidder ved siden af,” siger redaktionschef i Bermuda, Michael Ravn-Olsen og nævner et eksempel fra debutprogrammet sidste mandag, hvor Frank Hvam og Casper Christensen var en del af ’Aftenholdet’.

”Det var interessant at snakke med Frank og Casper om organdonation, fordi det er noget, vi alle sammen taler om. Det handler i høj grad om at reflektere over et emne, som danskerne kan forholde sig til. Målet er at nuancere debatten ved hjælp af folk, vi i forvejen kender og hvis historier, vi i forvejen gerne vil høre.”

Udover organdonation og naturligvis den nye sæson af ’Klovn’, skulle Casper og Frank blandt andre ting også forholde sig til Kronprins Frederiks fremtoning under en koncert med Nephew på Smukfest.

Mere inddragelse af seere

Denne onsdag er to ud af tre gæster på plads i ’Aftenholdet’, da klokken runder ni, og dagens værter, Lise Rønne og Ulla Essendrop, tilslutter sig redaktionen. I mellemtiden har Line Baun Danielsen endeligt bekræftet, og stemningen er god og afslappet. Pladsen er trang omkring bordet, da Michael Ravn-Olsen lægger ud med efterkritik af programmet fra dagen før.

Han understreger, værterne skal blive bedre til at gøre det klart for seerne, hvorfor gæsterne er i studiet, og Lise Rønne fortæller til de andres overraskelse, at hun ikke fik nogen besked om, hvor lang tid, hun havde tilbage, da programmet dagen før skulle rundes af. Derudover er alle enige om, at der skal bruges flere sms’er fra seerne, når nu de opfordres til at skrive ind.

Lise Rønne har stadig ikke helt styr på kaffemaskinen i de nye redaktionslokaler. (Foto: © Bjarne Bergius Hermansen)

Netop inddragelsen og dialogen med seerne er et andet af de springende punkter i den nye produktion.

”Når man gerne vil kommunikere med sine seere, er man nødt til at være på de sociale medier, hvor de er. Vi vil gerne høre fra folk i hele landet og ikke kun lave voxpop i de københavnske gader. Vi har erstattet det med, at folk sender videoer til os, hvor de lufter deres holdninger om forskellige emner,” siger Michael Ravn-Olsen.

På trods af små misforståelser og enkelte tekniske fejl, synes Michael Ravn-Olsen, at den nye produktion har fået en flot start.

”Jeg er meget tilfreds med vores premiere, men som forventet med alle ændringerne, er vi allerede blevet klogere på flere ting, som vi gerne vil rette på. Men det kan vi rette hurtigt. Det er fordelen ved et dagligt program,” siger han.

En bred vifte af gæster

Få timer senere nærmer endnu et program sig. Klokken er blevet 17, og værter og produktionsfolk er taget ind til studiet ved Rådhuspladsen i København. Ulla Essendrop og Lise Rønne går hjemmevante ind i den nye studieopsætning og laver prøver og optager korte teasere for programmet, mens de første gæster til aftenens program begynder at ankomme i baglokalet.

Når gæsterne undervejs skal ind og sidde ved det ovale bord, er det her, de skal igennem. (Foto: © Bjarne Bergius Hermansen)

En times tid inden showstart ankommer den første af de tre gæster, der skal være en del af ’Aftenholdet’ – den tidligere X-Factor-deltager, Sigmund Trondheim. Han skal dele taletiden med skuespiller Trine Dyrholm og Alternativets politiske leder Uffe Elbæk, som udgør resten af ’Aftenholdet’ denne onsdag.

Baglokalet bliver gradvist fyldt med mange forskellige gæster, som indtager rummets siddepladser og venter på, at det bliver deres tur i sminken. For at ramme så mange mennesker som muligt med programmet, kræver det en bred vifte af forskellige gæster, hvilket kan være udfordrende.

”Det er en svær disciplin at lave et program, der rammer alle, fordi nogle vil have mere af det tunge stof, mens andre vil have mere af det lette. Så det handler jo om at kunne bevæge sig i det krydsfelt elegant, hvilket vi øver os meget i,” siger Michael Ravn-Olsen.

Dagens værter får afstemt de sidste ting kort inden showstart. (Foto: © Bjarne Bergius Hermansen)

10 minutter før programstart bliver ’Aftenholdet’ placeret i stolene omkring det nye, ovale bord. Aftenens hold bekræfter tydeligt det nye ønske om mere mangfoldighed og holdningsinput fra forskellige kanter. De er først og fremmest inviteret ind, fordi de er aktuelle lige nu.

Sigmund Trondheim er inviteret ind for at fortælle om sit nye job, Trine Dyrholm fordi hun medvirker i en film, der er blevet utroligt godt modtaget i USA, og Uffe Elbæk fordi han, efter han har udråbt sig selv som statsministerkandidat, er kommet med et nyt bud på, hvordan en dansk regering skal udformes.

Men om lidt skal de alle sammen også deltage og tage stilling, når Line Baun Danielsen kommer på besøg og lægger op til debat: Hvor går grænsen for at flirte i offentligheden, og har Frankrig taget det rigtige skridt ved at gøre det strafbart at pifte efter folk på gaden?

Kort efter lyder det fra speakeren:

"Og nu, live fra Rådhuspladsen i København. Velkommen til "Aftenshowet!"

Du kan se, hvordan resultatet blev her.