Ulven kom og sejrede ved seriefest i Aarhus

DR’s dramaserie ’Ulven kommer’ modtog både prisen som ’Bedste serie’ og prisen for ’Bedste manuskript’ ved 'This Series Awards'. DR fik også prisen for 'Bedste miniserie'.

Hovedforfatteren bag 'Ulven kommer' Maja Jul Larsen havde barnet med til prisfest. Udover prisen som 'Bedste serie', modtog hun også prisen for 'Bedste manuskript' ved This Series Awards i Aarhus. (Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix) (Foto: © Bo Amstrup, Bo Amstrup / Ritzau Scanpix)

Ulven kom, så og sejrede, da ’This Series Awards’ fredag aften blev holdt for første gang nogen sinde i Filmbyen i Aarhus.

DR’s dramaserie ’Ulven kommer’ modtog både prisen som ’Bedste serie’ og prisen for ’Bedste manuskript’ ved prisfesten, som er etableret som en hyldest til den danske seriebranche, som det hedder. I alt 10 priser blev uddelt i løbet af aftenen.

’Ulven kommer’ var dramaserien, hvor Holly på 14 år i en stil beskyldte sin stedfar for grov vold. Kort efter var hun akutanbragt og hendes lillebror i pleje, mens forældrene blankt benægtede anklagerne. Men havde hendes stedfar slået hende – eller løj hun? Det var omdrejningspunkt for seriens otte afsnit.

- Instruktionen og skuespillerpræstationerne var helt fantastiske, lød det blandt andet fra juryen, der blandt andre fremhævede Flora Ofelia Hofmann Lindahl, der som den yngste nogen sinde – 15 år – i februar i år også fik en Robert for en rollen som Holly.

Hovedforfatteren på ’Ulven kommer’ var Maja Jul Larsen, der fik ros for den komplekse historie og modtog prisen for ’Bedste manuskript’.

Også bedste miniserie

Også to andre DR-præstationer sikrede sig priser ved seriefesten. DR3-serien ’Fredløs’ med Besir Zeciri i hovedrollen som kokken Mo løb med prisen for ’Bedste Miniserie’. I serien følger man, hvordan Mo efter en fortid med kriminalitet har fået styr på sit liv. Det hele knækker dog, da han uskyldigt havner bag tremmer.

Instruktøren, Laurits Flensted-Jensen, og forfatterne Babak Vakili og Malte Jagd Miehe-Renard, har skabt en serie med tyngde og indhold om en mand i konflikt, lød det blandt andet fra juryen.

For Babak Vakili var situationen i aftes helt usædvanlig, da han – på samme tid på Axelborg i København – også modtog to priser som ’Årets pioner’ og ’Årets nicheprogram’ ved Prix Audio for P3-podcasten ’Generationen’.

Arian Kashef fik Talentprisen - blandt andet for rollen i DR's 'Når støvet har lagt sig'. (Foto: © Allan Hansen)

Talentprisen ved This Series Awards gik til 25-årige Arian Kashef, der det seneste år har haft to centrale roller i DR-regi i serierne ’Når støvet har lagt sig’ og ’Om natten lyver jeg aldrig’.

Lige nu er hans også aktuel i Netflix-serien ’Kastanjemanden’, der for øvrigt både fik prisen for bedste instruktion, bedste krimiserie og Publikumsprisen ved uddelingen fredag aften.

'Fredløs' og 'Når støvet har lagt sig' kan fortsat ses på DRTV.