På et hotel ved Washington Square bor Trine Heilmann sammen med en kollega fra P3 Nyheder, på hvad der umiddelbart er en hyggelig uddannelsestur til New York. Tidspunktet er september 2001, og dagene går med at besøge forskellige medier i den pulserende storby.
- Jeg havde aldrig været i New York før, og det var megafedt. Om morgenen den 11. september gjorde vi os klar til at besøge Bloomberg News. Det var en smuk dag, og byen summede af liv, siger Trine Heilmann.
Terrorangrebet
Hun og kollegaen bor på samme værelse, og mens kollegaen er på vej i bad, kan de pludselig høre et fly, som lyder til at være meget tæt på.
-Jeg kan huske, at jeg siger til Tina: ’Det lyder som om, nogen prøver at lande’. Vi har tændt for radioen, som bare står og kører, og mens Tina er ude i badet, siger de i radioen, at der er et fly, der er fløjet ind i World Trade Center. Det får mig til at styrte ud på badeværelset, trække forhænget til side og råbe ’Tina, Tina, de er fløjet ind i World Trade Center’. Vi var kollegaer og havde egentligt været ret blufærdige, men den situation var så vild, at jeg smed det hele ud ad vinduet og endte med at stå inde bag hendes badeforhæng.
Trine Heilmann og kollegaen fornemmer ikke med det samme, at der er tale om en kæmpemæssig historie, men da det andet fly rammer World Trade Center, går det op for de unge journalister, at det her er alvor.
- Vi går hurtigt på gaden for at købe et telefonkort for at kunne ringe hjem. Jeg havde ikke nogen mobiltelefon, og Tinas telefon virkede ikke på det amerikanske net, så vi købte et telefonkort og stod nede foran hotellet, hvorfra vi kunne se de brændende tårne. Der ringede vi hjem til DR og meldte os til tjeneste som reportere, siger hun.
’America under attack’
Herfra går det stærkt, og Trine Heilmann bliver hurtigt sat på begivenheden som reporter for Radioavisen. Det varer ikke længe fra, at angrebet sker, til hun for første gang bliver stillet igennem for at fortælle mere om situationen i New York.
- Det er svært, når man står midt i noget, og du er fuldstændig følelsesmæssigt uforberedt. Hvis man rejser til et kriseområde, som man ved kan være slemt, så er man ligesom i et andet gear. Her skete det hele rundt om ørene på os, og vi nåede slet ikke at forholde os følelsesmæssigt til begivenhederne, før vi skulle i radioen, siger hun.
På hotelværelset har de unge journalister en åben telefonlinje, som de både bruger til at rapportere i radioen og til at snakke med redaktører og chefer i Danmark. Imens kører nyheder fra CNN på fjernsynet, mens de skiftes til at gå på gaden og observere.
- På det her tidspunkt aner ingen, hvad der er sket. Lige pludselig står der ’America Under Attack’ på fjernsynsskærmen, og det, synes jeg, er ret voldsomt. Jeg har hørt et klip fra Radioavisen sidenhen, hvor man kan høre, at jeg egentligt bare ret simpelt prøver at fortælle, hvad jeg ved. På det tidspunkt er alt kaos, telefonlinjerne går ned og vi er ikke i kontakt med myndighederne eller lignende.
Et særligt interview
Terrorangrebet i New York står 20 år efter som en skelsættende begivenhed, der har sat et tydeligt aftryk på historien.
- Da jeg var i det, tænkte jeg ikke, ’Uha, så rapporterer jeg lige fra en verdenshistorisk begivenhed.’ Jeg gjorde bare mit allerbedste for at rapportere så sagligt som muligt ud fra det, jeg vidste og kunne se.
Der var særligt ét interview, som gjorde et stort indtryk på Trine Heilmann.
- Da der er gået nogle timer, tårnene er styrtet sammen, og vi går på gaden og snakker med folk, kan jeg huske, at vi møder en midaldrende kvinde, som er fuldstændig hvid af støv fra top til tå. Hun har stået i lobbyen i det ene tårn og set folk falde ned og dø foran sig, og hun er helt tom i blikket. Det var enormt hårdt at snakke med hende, siger Trine Heilmann og fortsætter:
- Gruen i det hele og følelsen af, hvor vildt det egentligt er, rammer mig først følelsesmæssigt op ad eftermiddagen og ud på aftenen. Dér kommer det ind under huden på mig, fordi folk græder og begynder at sætte billeder op om aftenen af deres savnede, tænder lys og mødes. Selv personalet på hotellet græder, så man er ligesom en del af det hele.
’Det sidder stadig i mig’
Efter terrorangrebet sender DR hurtigt reportere afsted for at afløse Trine Heilmann og kollegaen i New York. De unge journalister sender radio i dagene efter angrebet, indtil en mulighed for at komme hjem byder sig.
- Vi hører på et tidspunkt et rygte om, at vi kan komme ud med et fly, og da tager vi i lufthavnen. Der er et fly, som allerede er checket ind, hvor folk sidder og venter på at boarde. Mens vi prøver at finde ud af, om vores fly overhovedet går, kommer personale og passagerer lige pludselig spurtende gennem securityen og ud gennem afgangshallen, og der tager vi også vores ting og løber efter. Det er ren panik, og selvom der ikke er sket noget, går folk helt amok, fordi nogen har fået en eller anden mistanke. Derefter tager vi tilbage til hotellet, og så går der yderlige et par dage, før vi kommer hjem. Folk er simpelthen pissebange, siger hun.
20 år efter står turen til New York stadig stærkt i Trine Heilmanns hukommelse, og hun bliver fortsat mindet om begivenheden den dag i dag.
- Det er jo megavoldsomt at opleve, hvordan det gik fra at være en helt almindelig morgen i den her levende storby, til at alt lukkede totalt ned. Og så har jeg faktisk fundet ud af, at hvis jeg er i min have en dag som dengang - sensommer, blå himmel og høj sol - så reagerer jeg nogle gange fysisk på lyden af et fly. Jeg kigger efter det og skal ligesom finde ud af, hvor det er henne. Så det sidder stadig i mig et eller andet sted både følelsesmæssigt og fysisk.
Trine Heilmann er i dag redaktør i DR Nyheder, og når hun tænker tilbage på den dag i september 2001, er der én ting, som hun ville ønske, at hun havde gjort anderledes.
- Vores første indskydelse var at ringe til DR og melde os under fanen, men faktisk glemte jeg at ringe hjem til min kæreste, fordi jeg bare begyndte at arbejde. Vi var selv i World Trade Center nogle dage før terrorangrebet, men det hele gik så stærkt, og jeg fokuserede så meget på mit arbejde, at jeg ikke skænkede det en tanke, at de kunne være bekymrede for os hjemme i Danmark. Det er ret vildt at tænke på, siger hun.