Mellemøsten kan for mange virke som et konfliktfyldt sted langt fra en almindelig dansk hverdag. Men Puk Damsgård har sat sig for at gøre danskerne klogere på det liv, der leves her – og i det arbejde er de menneskelige fortællinger afgørende for hende.
- Når jeg skal åbne folks øjne for, hvad der sker i Mellemøsten og verdens brændpunkter, så forsøger jeg at komme tæt på de mennesker, der lever i regionen og fortælle deres historie på tv og i radio. Hvad vil det sige at være ung, at leve i en konflikt, at være mor midt i en krig? På en eller anden måde forsøger jeg at skabe en forbindelse mellem det, der er deres liv, og det der er vores liv. Jeg kommer tæt på mennesker i Irak, Syrien, Egypten for at fortælle deres historier, deres håb og drømme, så det måske bliver nemmere at forholde sig til, hvordan livet ser ud i Mellemøsten, når man ser på det fra Danmark, fortæller Puk Damsgård.
Puk Damsgård har været mellemøstkorrespondent for DR siden 2011. Før Mellemøsten dækkede hun Pakistan og Afghanistan, og siden 2011 har hun skrevet fire bøger om regionen.
Har ofte konsekvenser for Europa og Danmark
Senest har den 42-årige journalist rapporteret fra Afghanistans hovedstad Kabul, da Taliban generobrede magten i landet. - Mellemøsten kan godt føles langt væk, men det, der sker i den region, har ofte konsekvenser også for Europa og for Danmark. Jeg tror på, at hvis vi kender en lille smule til, hvad det vil sige at være menneske i Mellemøsten, så kan vi også bedre forstå, hvad der sker politisk, socialt og kulturelt i denne del af verden, siger hun.
Puk Damsgård bor til dagligt i Egyptens hovedstad Kairo, og hun føler et stort ansvar for at gøre Mellemøsten relevant for danskerne.
- Jeg opfatter mig selv som øjenvidne i en del af verden, hvor mange danskere ikke selv har mulighed for at komme. Jeg forsøger at gøre Mellemøsten nærværende og vil gerne være med til at skabe et nuanceret billede af verden omkring os. Jeg tror, at vi bedre forstår verden, hvis vi også forstår, hvordan folk lever andre steder. Det er vigtigt at rapportere om verden omkring os, fordi vi eksisterer i verden - vi er ikke en isoleret enklave. Derfor er det vigtigt, at vi bliver ved med at rejse ud og møde folk i verden, siger Puk Damsgård.
Puk Damsgård har gennem tiden høstet flere store anerkendelser for sit arbejde i Mellemøsten. Senest fredag aften, hvor hun modtog Publicistprisen 2021, der uddeles af Publicistklubben. Prisen bliver givet for en markant indsats i den danske medieverden. Om årets modtager hedder det blandt andet:
’Puk Damsgård er drevet af en usædvanlig lyst til at fortælle de historier, der gør verden større og vores forstand rigere. Puk går aldrig efter den lette historie. Hendes journalistik skaber tit lys i mørket i en region, der er plaget af krig og konflikt’.
Fik Cavlingprisen i 2015
I 2015 modtog Puk Damsgård Danmarks mest prestigefyldte journalistpris, Cavlingprisen, for sine indsigtsfulde, modige og menneskelige reportager fra konfliktfyldte områder i Mellemøsten samt for bogen ’Ser du månen, Daniel’.
I 2020 overrakte dronning Margrethe hende Rungstedlundprisen, og fra fonden bag hæderen lød det blandt andet: ’Puk Damsgårds mod, hendes fortælleglæde og hendes nysgerrighed og appetit på andre kulturer er i høj grad Karen Blixen værdig’.
Puk Damsgård havde ikke selv mulighed for at deltage ved uddelingen af prisen, da hun befandt sig i Afghanistan. Men hun sendte en takkevideo.
Knud Brix fik også pris
Ved uddelingen af Publicistprisen 2021 modtog også en anden DR-medarbejder en af de i alt fire priser.
Podcastprisen fra Publicistklubben bliver givet til en podcast med en høj publicistisk kvalitet. Den pris blev givet til Knud Brix for hans arbejde med og værtsrolle på DR-podcasten 'Genstart', der havde premiere i marts 2020 - få dage før coronanedlukningen af Danmark.
Sammen med Knud Brix står flere DR-medarbejdere bag podcasten: Sofie Tholl er redaktør, Maja Mazor, Simon Stefanski og Emma Albæk er reportere, mens Søren Elbæk er lyddesigner. Derudover hjælper Marie Kildebæk også med lyddesign.
Holdet bag 'Genstart' fik i sin tid til opgave at lave en daglig nyhedspodcast. De havde en måned til at udvikle den.