Hver måned får vi en DR-profil til at give tre anbefalinger til programmer, som har fanget dem. I juli deler Signe Vadgaard tre favoritter.
Signe Vadgaard er tv- og radiovært, og lige nu er hun aktuel med radioprogrammet 'Verdens bedste sommer på P4’. Her kører Signe Vadgaard rundt i sommerlandet og besøger campingpladser med forskellige kendte medværter, og sammen erindrer de og skaber nye sommerminder.
Fra 1. august kan Signe Vadgaard også høres i radioen i programmet ’Happy Hour’ på P4, hvor hun hver fredag sammen med lytterne fejrer, at weekenden står for døren med en masse dejlig musik.
Signe Vadgaard er vendt tilbage til DR, efter hun i en årrække har dækket alverdens store sportsbegivenheder som tv-vært – lige fra EM i herrefodbold i 2021 til Womens World Cup i 2023 og Vinter-OL i Sydkorea i 2018. Signe Vadgaard startede også i DR med at dyrke sporten i radioen på ’Liga på P3’ i 2012. Hun har ligeledes været radiovært på 'Smag på P3’ og ’Go’Morgen P3’ sammen med Sara Bro og Anders Stegger.
Her giver hun dig tre anbefalinger til programmer fra DR.
Peter Prepper i DR LYD
- Jeg har nok selv været lidt skeptisk i forhold til at indse, at vi lever i en verden, hvor det er godt at have flåede tomater, batterier, vand og trangia-sæt i skabet. For hvad nu hvis katastrofen indtræffer? Om det så er krig, pandemi eller naturkatastrofe.
Jeg bliver klædt på til det hele og lidt til af super-prepperen Peter Falktoft i podcasten ’Peter Prepper’, hvor Peter på sin egen herlige facon med hjælp fra kompetente kilder giver os et indblik i, hvad der er vigtigt at vide og eje, før ulykken sker.
Bluey på DRTV
- Jeg har to små børn. Vi kan ikke leve uden Minisjang. Der er så meget sprøjt til børn på nettet og på andre kanaler, men jeg føler mig helt tryg ved at sætte ’Bamses Billedbog’, Børste eller Simon på.
Det allerstørste shout-out vil jeg give til den australske serie ’Bluey’, som er fuldstændig uundværlig, hvis du er forælder til små børn. ’Bluey’ er rørende, sjov, lærerig og også ægte noget for de voksne, som finder et andet lag i serien, som de små børn selvfølgelig ikke forstår. Jeg sidder tit med en klump i halsen, når vi ser ’Bluey’, hvor emner som infertilitet, at skulle flytte sin familie til en ny by på grund af job, depression og andre tunge emner, bliver behandlet med et kæmpe overskud.
Bullerfnis på Gensyn
- Jeg fik et kæmpe nostalgi-trip, da jeg opdagede, at det første afsnit af ’Bullerfnis’ ligger på DR Gensyn. Hella Joof og Peter Frödin er beyond fantastiske. Jeg kan ikke få nok af ’Smilende Susie’, ’Løb Samson, Løb’, ’Hjerter af Honning’ og ’Flower Power Tøj’.