Nye podcasts og radio fra DR LYD til sommerferien

Når du går på ferie, gør DR LYD det ikke. Til sommerferien venter underholdende, nervepirrende og tankevækkende podcasts samt liveradio, der holder dig opdateret og forsøder sommeren.

Mens 'Sara & Monopolet' holder sommerferie på P4 om lørdagen, kan man henover sommeren i stedet lytte til seks nye episoder i DR LYD, der følger op på tidligere dilemmaer fra 'Sara & Monopolet'. (Foto: © Anders Beier)

Sommerferien er lige om hjørnet for mange. I DR LYD har vi sørget for underholdningen, og der vil både være mange nye podcasts at lytte til samt radioprogrammer, der giver dig livesport og ægte sommerstemning. Vi leverer her et overblik over podcasts fra DR i juni, juli og august. Efterfølgende kommer et overblik over nye radioprogrammer.

Nye podcasts til ferien

Sommeren ’21

Det danske fodboldlandshold er i juni 2021 klar til at skyde EM i gang. Forventningens glæde er enorm hos både spillere og fans. EM på hjemmebane for første gang nogensinde. Men folkefesten bliver efter 42 minutter vekslet til et kollektivt traume, og det her er historien om, hvordan 26 mand rejste sig midt i tragedien, samlede nationen i spontane gadefester og fik os til at tro på mirakler.

Medvirkende: Christian Eriksen, Kasper Schmeichel, Thomas Delaney, Simon Kjær, Joakim Mæhle, Kasper Hjulmand, Andreas Kraul og Morten Bruun.

Vært: Josefine Høgh.

Premiere: Mandag den 3. juni. Antal episoder: 4

De lovløse - sæson 6

I København i starten 1700-tallet forsøger to fattige kvinder at bryde ud af samfundets stramme normer. På samme tidspunkt udkæmper Tordenskjold det storslåede søslag med Svensken, og på hans flåde arbejder en skibskok ved navn Andres. Han er helt normal. Et menneske som alle andre mennesker, som han selv siger. Og så alligevel - slet ikke. For Andres bærer rundt på en hemmelighed der kan koste ham livet. Og det hele kompliceres endnu mere, da de to fattige kvinders skæbne viser sig at ligge i hænderne på Andres.

Premiere: Tirsdag den 25. juni. Antal episoder: 4

Marias arv

Marias mor løb ud foran et tog, da Maria var 25 år. Selvmordet efterlod Maria i chok og med en angst for fremtiden. Maria undersøger i denne serie, hvordan en familietragedie og et traume rammer de pårørende i generationer. Hun er opsat på at gøre sig fri af den tavshed, skam, skyld og angst, der er fulgt med. For sine børns skyld. Tilrettelæggelse: Maria Lorentsen og Mette Willumsen

Premiere: Tirsdag den 25. juni. Antal episoder: 4

Lottomysteriet - Genfortalt

Hvem forlader en lottokupon med 9,3 millioner på en kioskdisk og går fra den uden at få svar på, om der var gevinst? DR Dokumentar genfortæller historien om den mystiske mand og de mange millioner, der mangler sin ejer.

Premiere: Tirsdag den 25. juni. Antal episoder: 8

Hvem er Taylor Swift

Hun er verdens mest streamede artist med over 1 milliard månedlige lyttere. Men hvordan er Taylor Swift, gået fra at være skolegårdens outsider til at være den mest populære popartist i verden? Hvordan er denne 'all american good girl', som skriver relaterbare kærlighedssange om ekskærester og om at finde vej i livet, blevet så magtfuld, at hun potentielt kan afgøre det amerikanske valg og ændre verdenshistorien?  Det er dét Andrew Moyo undersøger i podcasten 'Hvem er Taylor Swift'.  Og det hele starter i Nashville, Tennesee, hvor en 11-årig pige vader alene rundt og banker på døren hos det ene pladeselskab efter det andet.

Premiere: Tirsdag den 25. juni 2024. Antal episoder: 5

  • 'Hvem er Taylor Swift' zoomer ind på verdensstjernens vilde historie. (Foto: © Dr, (c) DR)
  • 'Under radaren - et farligt match' dykker ned i en kvindelig DR-værts historie om en Tinder-date, der ifølge hende ender med at udvikle sig til et mareridt: et seksuelt overgreb. En historie, som hun aldrig har fortalt offentligt om. Før nu. (Foto: © Rasmus Luckmann / Nathalie Moulton Skaarup)
  • Josefine Høgh er vært på podcasten Sommeren '21. (© DR)
1 / 3

Forbrydelsens anatomi - sæson 3: Barneliget på Fejø

Hvad får et menneske til at slå ihjel?

I serien 'Forbrydelsens Anatomi' undersøger Sara Røjkjær Knudsen sammen med historikere og andre fagfolk omstændighederne bag nogle af Danmarks mest berygtede mord gennem tiden. I episode 1 finder den lokale kirkegraver en forårsmorgen i maj 1881 liget af et spædbarn. Alt tyder på, at en kvinde har skjult sin graviditet, født alene og dræbt barnet. Efterforskningen går i gang, og hurtigt kommer en ung kvinde ved navn Ane i søgelyset.

Premiere: Tirsdag den 25. juni.

Stå af ræset

Elna har travlt. Hun løber og løber for at nå tre børn, et arbejde, et bijob, et hus, et ægteskab. En dag ser hun en video af barfodede børn, der spiser gulerødder, de lige har hevet op af jorden. Det får Elna til at længes efter balance og bæredygtighed i sit liv. I programserien følger vi 45-årige Elna Bruun, der undersøger alt fra selvforsyning til minimalisme og købestop i jagten på en hverdag med ro og balance.

Premiere: Tirsdag den 25. juni. Antal episoder: 5

Ramt af kærlighed

Forfatter og journalist Maise Njors kærlighedsliv er ikke noget at prale af. Men måske kan kærligheden til den eneste ene erstattes af kærlighed til venner, børn, forældre, kæledyr og kunst? I en ny serie dykker Maise ned i kærlighedens væsen og de mange former, den kan antage gennem livet. Heldigvis er kærlighed lige som tilbehør til pommes frites: Der er virkelig mange varianter.

Premiere: Tirsdag den 25. juni. Antal episoder: 5

Under Radaren sæson 2 – Et farligt match

Mange af os har prøvet at gå på date med et menneske, vi overhovedet ikke kendte på forhånd, men som vi swipede ’ja’ til på en datingapp. Men hvad nu hvis den person, man har matchet med, viser sig at have en skjult skyggeside? P3’s nye podcast ”Under Radaren – Et farligt match” undersøger et ifølge eksperter stigende fænomen om krænkere, der finder deres ofre online – fx på en datingapp. Et fænomen, der er langt større i omfang, end man måske skulle tro. 

I podcasten dykker redaktionen ned i en kvindelig DR-værts historie om en Tinder-date, der ifølge hende ender med at udvikle sig til et mareridt: et seksuelt overgreb. En historie, som hun aldrig har fortalt offentligt om. Før nu.

Premiere: Tirsdag den 25. juni. Antal episoder: 3

Sara & Monopolet

Mens 'Sara & Monopolet' holder sommerferie på P4 om lørdagen, kan man hen over sommeren i stedet lytte til seks nye episoder i DR LYD, der følger op på tidligere dilemmaer fra 'Sara & Monopolet'.

Premiere: Lørdage klokken 5.00 i uge 27-32. Antal episoder: 6

Brev til 2050

‘Brev til 2050’ er en serie til fremtiden. Et brev fra os til dem, der lever i år 2050. Til den tid har klimaforandringerne givet vildere og voldsommere vejr. Nogle steder flere orkaner og oversvømmelser - andre steder mere tørke. Så måske vil de i 2050 og kigge tilbage på os i 2020’erne og spørge: Undskyld, hvad tænkte I på dengang i 2020’erne?

Det giver ‘Brev til 2050’ svar på. Her skriver blandt andre en minister, en forfatter, en klimaaktivist og en professor brev til fremtiden.

Premiere: mandag den 8. juli. Antal episoder: 6. Programmet sendes også på P1 mandag og torsdag klokken 17.30 i ugerne 28 til 30.

Gift ved første blik - podcast

For alle dem der ikke kan få nok af 'Gift ved første blik' på tv, vender 'Gift ved første blik-podcasten' tilbage igen med værterne Jens Malthe Næsby og Trine Hjorth Bønnerup. I år i en udvidet udgave, hvor podcasten udover et afsnit til hvert tv-program også får en jubilæumsoptakt og ”hvad-er-der-sket-siden”- episoder til sidst med opdateringer og sladder.

I jubilæumsepisoderne, som indleder den nye sæson i august, møder vi kendte danskere, som fortæller om, hvad 'Gift ved første blik' har haft for betydning for deres liv. Værterne genbesøger de gamle sæsoner og lytter til tårkrummende og sjove klip. Efter at tv-serien er slut samler podcasten op på, hvad der egentlig skete og hører om nogle af de ting, som ikke kom med i serien.

Premiere: I uge 31 i DR LYD. 3 optaktsafsnit, 9 afsnit i forbindelse med tv-programmerne, 3 opsamlingsafsnit.

Operaguiden

En guidet tour igennem syv forrygende operaer fra tv-serien 'Operarejsen'. Podcastserien har premiere samme dag som tv-serien 'Operarejsen'. Podcastserien dykker ned i den fantastiske musik, de komplicerede plots og de magtkampe, der har påvirket komponisten og værket. Værterne er fortsat Benedikte Granvig, Thorkil Jacobsen og Magnus Larsson.

Premiere: Alle syv programmer er tilgængelige i DR LYD fra den 18. august. 'Operaguiden' sendes også hver søndag på P2 klokken 17.03.

En stor sportssommer på P4

Sommeren 2024 er i den grad farvet af verdens største sportsbegivenheder: EM, Tour de France og OL. Danskerne kan roligt begive sig afsted på ferie med DR LYD i ørerne, for her er de store sportsevents dækket.

P4 er med helt til finalen i EM spilles søndag den 14. juli.

På P4 kan lytterne også følge med i, hvordan det går i Jonas Vingegaards jagt på den tredje tour-sejr i træk. P4 sender det legendariske radioprogram Touren på P4 - i år med værterne Sara Skovhave og Morten Hausborg, mens Emil Schønning kommenterer løbet i Frankrig. P4 dækker de sidste timer af alle etaper i Tour de France, når løbet køres fra lørdag den 29. juni til søndag den 21. juli, hvor det hele skal afgøres ved en enkeltstart fra Monaco til Nice.

I slutningen af sommerferien får kanalen OL-feber, hvor værter fra forskellige programmer går sammen på kryds og tværs og dækker verdens største sportsbegivenhed fra 9 til 22 alle dage fra fredag den 26. juli til søndag den 11. august. Der kommer følgende OL-programmer på P4:

Live fra Paris: 9-12

Alle har ret til et fedt OL, og Louise Deruginsky og Thomas Loft guider derfor lytterne gennem de store og små OL-øjeblikke og inviterer både lyttere og atleterne med op på P4’s tagterrasse i byernes by.

Hall of Fame på P4: 12-14

I Hall of Fame med Lotte Friis og Mikkel Bagger træder lytteren ind i det fineste OL-selskab. Her møder man hver dag nogle af Danmarks største OL-atleter, får hemmelighederne fra atleternes liv i den Olympiske By, og værterne indlemmer et nyt medlem i programmets egen Hall of Fame.

Olympiske legekammerater på P4: 14-18

Maja Rosager, Nanna Nørregaard og David Mandel er de olympiske legekammerater, der tager lytterne med gennem eftermiddagens OL-discipliner. De lover godt humør, store øjeblikke og sekunder man aldrig glemmer.

(Foto: © (C) DR)

Sommer rundt i hele landet

Flere radioprogrammer tager rundt i det danske land og opstøver dansk sommerhygge, sommerminder og sommerfester.

Verdens bedste sommer på P4

I alle hverdage fra den 1. juli og fire uger frem, kører radioværten Signe Vadgaard rundt i sommerlandet og sender hver uge fra en ny, smuk campingplads, sammen med skiftende kendte medværter. I fællesskab med lytterne skaber hun de sommerminder, som vi husker for altid, samtidig med, at Signe Vadgaard sammen med gæster ser tilbage på nogle af de sommererindringer, som har betydet noget helt særligt for dem. Programmet besøger campingpladser i Jylland, på Fyn og Sjælland, og gæsteværterne er blandt andre Jesper Nøddesbo, Sara Bro, Esben Dalgaard og Emil Kondrup.

Premiere: 1. juli 2024 klokken 10.00. Sendes alle hverdage klokken 10 – 12 på P4 indtil den 24. juli.

Radiovært Signe Vadgaard sender 'Verdens bedste sommer på P4´. (Foto: © Agnete Schlichtkrull)

Jydekrogen

Hele sommeren sender P3 værterne Nicolas Kaiser og Lasse Knudsen rundt i Danmark i en campingvogn, for at holde sommer med P3-lytterne. Der er dog et lille problem. De har en campingvogn, men de har ikke nogen bil til at trække den. Derfor har de brug for hjælp! De har brug for lytternes jydekrog, så de kan opleve Danmark fra de bedste sider om sommeren. Så har du en jydekrog, og mener du, at Nicolas og Lasse skal besøge lige præcis din by, så skal du lytte med på P3 fra klokken 15 til 18.

Premiere: Sender hver dag (også weekend) i uge 27, 28 og 29 mellem klokken 15 og 18.

Poolparty på P3

Hen over sommeren holder P3 Danmarks største poolparty. Skiftende værter starter sammen med lytterne sommerfester rundt i landet, og de vil have hele Danmark med. Lyt med når de allierer sig med P3's lyttere og en række gæsteeksperter, der skal hjælpe med at gøre sommeren 2024 uforglemmelig. Der vil løbende være forskellige værtspar på programmet.

Kasper Reippurt og Nynne Givskov starter sommerprogrammet ud i uge 28 og 29. Herfter overtager Andrew Moyo og Mohammed Hussein i uge 30 og mandag til onsdag i uge 31. Mohammed Hussein og Marie Hobitz tager slutningen af uge 31.

Premiere: Sender hver dag i uge 28, 29, 30 og 31 fra klokken 12 til 15.

Sport og særlig musik kommer i nye programmer

DR LYD har også budt velkommen til nye faste formater. Sporten er blandt andet kommet tilbage til P3, og så går P2 i dybden med de store følelser i musikken.

Den store sportsquiz på P3

Hver lørdag svælger P3 i alt det bedste og sjoveste fra sportens verden, når der quizzes og konkurreres med og mod verdens bedste lyttere.

Programmet hylder de største danske atleter og alle de små og hemmelige sportshelte, som kongeriget er fyldt af. Den Store Sportsquiz er som ethvert godt omklædningsrum: Grovkornet nok til, at du bare må stoppe op og lytte med, og så hyggeligt, at du har lyst til at blive hængende. Mikkel Nygaard er vært.

Programmet havde premiere den 15. juni, og sendes hver lørdag kl. 14.00 på P3.

Alban, Alex & Evigheden

Hver uge mødes skuespiller og danser Alban Lendorff med komponist og pianist Alexander McKenzie i to timer for at spille musik for hinanden og glemme verdens og hverdagens kaos. Studiet er deres boble, hvor kun kunsten og evigheden gælder. De fortæller om, hvordan det er at spille eller at danse til et særligt stykke, hvordan de bliver kastet tilbage i tiden og mindes den første kærlighedssorg, når de hører en specifik solo, og hvordan de samler på musik til hver sin tudeliste. Men de deler også viden om, hvordan musikken, de elsker, er skabt. Det er intimt, ærligt og bringer mange følelser i spil.

Programmet havde premiere den 1. juni, og sendes hver lørdag klokken 15 – 17 på P2.

  • Alban, Alex & Evigheden sender på P2. (Foto: © DR Design)
  • Mikkel Nygaard er vært på den nye sportsquiz på P3. (Foto: © Emma Ishøy)
1 / 2