Hver søndag klokken 20.00 dukker Maria Rossing op på DR1 i anden sæson af DR-serien 'Carmen Curlers'. Hun har en af i en af de bærende roller i serien som den gæve og handlekraftige landbrugskone Birthe Windfeld, der ender med at have en kæmpe aktie i Carmen Curlers' succes.
Maria Rossing er uddannet fra Statens Teaterskole i 2002 og har siden da været ansat på Det Kongelige Teater. Her har hun spillet med i et hav af teaterstykker og har haft en række centrale roller - her kan blandt andet nævnes 'En skærsommernatsdrøm' fra 2004, 'Macbeth' fra 2012, 'Ødipus og Antigone' fra 2016 samt 'Den kroniske uskyld' fra 2018.
På TV har Maria Rossing spillet hovedrollen i Hella Joofs tv-serie 'Bedre skilt end aldrig' samt hendes spillefilm 'All Inclusive'. Hun medvirker eksempelvis også i filmatiseringen af 'Flaskepost fra P', filmen 'Skyggen i mit øje' samt DR-serierne 'Livvagterne' og 'Bedrag'.
'Carmen Curlers ll' havde premiere på DRTV den 13. oktober, og de næste uger kan man glæde sig til et ugentligt afsnit af serien, der kan streames på DRTV fra om fredagen og vises søndag aften klokken 20.00 på DR1.
Maria Rossing giver derfor tre anbefalinger i oktober måned.
- Dokumentarserien om kriminelle udviklingshæmmede i fængsel på den sikrede institution Kofoedsminde er virkelig spændende. Det er et indblik i en lille verden, man intet kender til. Det virker som om, der er en utrolig stor menneskelighed og respekt og solidaritet med de indsatte på det sted, som jo er en voldsom arbejdsplads. Jeg føler meget for de her mennesker, og jeg synes det er en vigtig pointe i programmet at belyse, at vi mennesker bliver sat i verden på meget forskellige præmisser - og at det ikke er givet, at det er nemt at navigere i og aflæse verden.
Derfor vil jeg også gerne slå et slag for Genstart-afsnittet 'Sindssygt farlig', der handler om Kofoedsminde. Det er et virkelig godt afsnit!
Både sæson 1 og sæson 2 af 'De særligt farlige' kan ses her på DRTV.
- Jeg elsker reality! Det seneste jeg har set, er 'Gift ved første blik', og det vil jeg rigtig gerne anbefale, hvis man ikke har fået set det endnu. Jeg synes simpelthen, at det er privilegeret, at folk stiller sig til rådighed og er så ærlige på åben skærm. 'Gift ved første blik' er ikke staget reality, som man kender det fra USA, men er ærligt og sårbart. Man genkender sig selv i de situationer, som er med i serien, og i parrernes forskellige karaktertræk. Det giver mig en masse aha-oplevelser, som starter en refleksion over mit eget liv, og hvordan jeg selv agerer.
- Jeg kan jo ikke være med i en fiktionsserie og så ikke anbefale noget vanvittigt god fiktion. 'Hændelser ved vand' er en rigtig flot krimi og relationsdrama. Den er ekstremt velspillet og velinstrueret. Den mindede mig om min barndom i Vestjylland i 70'erne - der er noget med stemningen, kostumerne og håret. Efter min mening er det krimi på fineste vis, fordi krimien er underspillet og ligger som en latent trussel uden at blive udpenslet eller meget overdramatiseret. Derududover er Sverige bare det mest fotogene sted på hele kloden. Alle mine barndomssomre var i Sverige i en lille hytte.