Liva Manghezi, vært på ’Go’ Morgen P3’, byder velkommen til topmødet hos Game på Vesterbro i København.
- Det her er afslutningen på ’P3 Missionen’, som i hele 2023 har forsøgt at skabe gode rammer for, at flere unge kan få et bedre ungdomsliv. Med Missionen ville vi tale mindre om, hvad der er galt, og mere om hvad der er godt, og hvad man kan gøre mere af. Missionen er for den store del af os unge, der ikke har en diagnose, men oplever mistrivsel, og hvor hverdagen kunne være lidt bedre, indleder Liva Manghezi.
Herefter tager generaldirektør Maria Rørbye Rønn over:
- Dette topmøde emmer af, hvordan virkeligheden ser ud for unge. Unges mentale trivsel angår os alle. Mange har fokus på det, der ikke lykkes. ’P3 Missionen’ har vendt det om og spurgt: Hvad gør dig glad? Gennem hele Missionen har vi set projekter, store og små, der handler om at forbedre trivslen. Der har været fokus på arbejdslivet, fritidslivet og onlinelivet. ’P3 Missionen’ har givet de unge en stemme og plantet en masse frø. Det er et imponerende og stort stykke arbejde, der er blevet lavet, siger Maria Rørbye Rønn og fortsætter:
- Hvad så nu? Topmøder afrunder ofte tingene og sætter punktum. Men ikke det her. Det er nærmere et semikolon. Mange af de frø, der er plantet, skal spire. Nu skal der bygges videre på ’P3 Missionen’. Det skylder vi hinanden og de unge.
Talks og en stor tak
Herefter byder topmødet på tre såkaldte talks med P3-vært Adnan Al-Adhami som moderator. Den første hedder ’Unge på vej’, og panelet diskuterer, hvad samfundet omkring de unge kan gøre for at lette presset på dem. Den næste talk handler om ’Unge i fællesskaber’, og i panelet sidder blandt andre kulturminister Jakob Engel-Schmidt fra Moderaterne. Han indleder med at sende en stor tak til ’P3 Missionen’:
- Det er dejligt, at landets største ungdomsmedie giver inspiration. Når jeg følger Missionen, bliver jeg optimist og en lille smule glad. Vi får gode inputs, og det vil jeg gerne sige tak for. Lad os give Missionen en hånd, siger Jakob Engel-Schmidt.
Den sidste talk hedder ’Unge med indflydelse’ og tager fat på, hvad der skal til, for at flere unge bliver hørt og får reel indflydelse i samfundet.
- Det har været vigtigt for ’P3 Missionen’, at vi ikke taler om unges mentale trivsel, men med unge om deres trivsel, siger Liva Manghezi.
Først på eftermiddagen slutter topmødet – med en cliffhanger fra Adnan Al-Adhami:
- Der kommer en ’P3 Mission’ igen næste år, men temaet er hemmeligt endnu.
Se billeder fra topmødet i galleriet øverst i artiklen og læs mere om indsatserne i ’P3 Missionen: Hvad gør dig glad?’ på dr.dk/p3missionen.