- Det kan godt være, at vi i Danmark ikke har diamanter i jorden. Men vi har data i skyen.
Den afsluttende cliffhanger fra læge og ph.d. Amani Meaidi fra Hillerød blev både særligt bemærket og husket af publikum og af dommerne, da årets Ph.d. Cup løb af stablen i DR Koncerthuset, og fredag aften blev vist på DRTV og DR2.
For 10. år i træk samarbejdede Dagbladet Information, Lundbeckfonden og DR om at holde Ph.d. Cup, hvor unge forskere dyster om at formidle tre års forskning bedst på tre minutter - foran et publikum og rullende kameraer.
Hvad cliffhangeren betyder, vender vi tilbage til. Men det blev netop Amani Meaidi, der kunne trække sig tilbage efter Ph.d. Cup 2022 med sejren og præmien på 50.000 kroner.
Faktisk var det et dilemma, som Amani Meaidi stod i som læge, som fik hende til at forske og lave en ph.d.-afhandling. For skulle hun stoppe en kraftig menstruationsblødning hos en kvinde med det lægemiddel, der hedder transexamsyre?
- Det kunne godt nok få blodet til at størkne hurtigt, men kunne det også potentielt give patienten en livsfarlig blodprop i hjertet eller hjernen, fordi transexamsyre virker over hele kroppen? Jeg havde ikke ro i maven ved at give lægemidlet, fordi det ikke var undersøgt, hvor hyppige disse blodpropper var, forklarede Amani Meaidi i sit oplæg ved Ph.d. Cup.
Fik adgang til 20 års oplysninger
Ved netop at gøre omfattende brug af danske registerdata om næsten to millioner danskere – det, Amani Meaidi kaldte ’data i skyen’ – fik hun adgang til oplysninger om alle, der de sidste 20 år har fået transexamsyre, ligesom hun også fik adgang til at se, hvor mange der får en blodprop.
- Heldigvis viste mit studie, at blodpropper er en meget sjælden bivirkning til tranexamsyre blandt kvinder med kraftig menstruationsblødning. Man skal behandle 80.000 kvinder for at se en enkelt blodprop, der sandsynligvis skyldes behandlingen, forklarede Amani Meaidi, der er uddannet læge fra Københavns Universitet.
Med sin forskning viser Amani Meaidi samtidig, hvordan man kan bruge dansk registerdata til at se nærmere på bivirkninger for lægemidler, som allerede er på det danske marked.
Årets dommere, der skulle træffe den svære afgørelse i Ph.d. Cup 2022, var professor i astrofysik og astronomi Anja C. Andersen, uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen og biolog Vicky Knudsen fra P1-programmet ’Vildt naturligt’. Og de lagde ikke skjul på, at det havde været svært at vælge mellem de fem finalister, som præsenterede deres videnskabelige opdagelser om alt fra, hvad departementschefer laver, om e-sportselevers computerafhængighed, støj fra vindmøller, blodpropper og forskning i overflader for at man kan fremstille medicin hurtigere.
Imponerende kropssprog
I dommernes begrundelse for at gøre Amani Meaidi til vinder af formidlingskonkurrencen, lød det fra Anja C. Andersen, der kom med den på alles vegne.
- Du har et fantastisk drive og imponerende kropssprog, mimik og gestik. Samtidig inddrog du publikum, ligesom du talte med begejstring og indignation om et emne, som nok ellers kan lægge enhver middagssamtale død. Endelig var vi også vilde med din cliffhanger om, at Danmark ikke har diamanter i jorden, men data i skyen, lød det.
Igen i år var det læge, hjerneforsker og P1-vært Peter Lund Madsen, som præsenterede Ph.d. Cup, mens Frederik Dirks Gottlieb, der blandt andet er vært på DR-podcasts som ’Flyvende tallerken’ og ’Generation Mars’, interviewede årets deltagere og tidligere medvirkende fra Ph.d. Cups nu 10-årige historie.
Vigtigt at unge forskere giver viden videre
Stine Carsten Kendal, der er administrerende direktør på Information, som som nævnt arrangerer Ph.d. Cup i samarbejde med DR og Lundbeckfonden, kalder det afsindigt vigtigt, at også unge forskere giver deres viden videre i en verden med kæmpe udfordringer og et til tider hårdt debatklima.
- Det kræver mod at stille op, men vi i de journalistiske medier har brug for, at der er nogen, der ved noget, som også tør deltage. Derfor er vi taknemmelige for, at så mange ønsker at deltage i Ph.d. Cup og give deres viden videre, siger hun.
DR’s generaldirektør Maria Rørbye Rønn siger, at Ph.d. Cup nu i 10 år har været en anledning til hylde de unge forskere, og samtidig give dem mulighed for at nå en bredere offentlighed med deres nye og spændende forskning.
- Ved at sende kåringsshowet på DRTV og DR2 og omtale finalisterne og deres projekter på dr.dk, er jeg glad for, at DR har været med til at skabe en forbindelse mellem dem, der har brugt tre år på at fordybe sig i et emne, og dem, der har lyst til at vide mere om, hvad det går ud på.
Behov for skarp formidling er blevet større
Lene Skole, der er administrerende direktør i Lundbeckfonden, tilføjer, at forskning og viden er en grundpille i vores samfund, og at forskningen mere end nogensinde har fået en plads og et sprog i almindelige danskeres hverdag.
- Det er tydeligt at se, hvilken betydning det har, når forskere bringer deres viden i spil for at kvalificere den offentlige samtale – når viden kommer ud af laboratorierne, og ud af krogene, for at leve i samfundet. I 10 år har Ph.d Cuppen rullet ud over skærmene for danske seere og har været med til at sætte scenen for den gode forskningsformidling gennem fængslende fortællinger, der sætter tankerne i gang og rammer os. I den tid har verden forandret sig, men behovet for præcis og skarp formidling af viden er kun blevet større, siger Lene Skole og fortsætter:
- Ph.d Cuppen mobiliserer og styrker i den grad forskernes fortællinger og inspirerer andre til at forfølge en karriere som forsker. Derfor er vi i Lundbeckfonden glade for at støtte projektet og se et nyt hold forskere kaste sig ud i udfordringen for at dyste om at blive den bedste forskningsformidler. Det er en spændende proces at være vidne til, ligesom det her i jubilæumsåret også er værd at kaste et blik tilbage på de mange dygtige forskere, der gennem årene har taget udfordringen op for åben skærm og foldet deres opdagelser og ideer ud for øjnene af os. Tak for det!
- •
Årets Ph.d. Cup kan ses her på DRTV lige nu, ligesom formidlingskonkurrencen kan ses eller genses på DR2 søndag den 24. april klokken 23.35 eller torsdag den 28. april klokken 17.15.