Støjen i cockpittet er altomsluttende, da Stéphanie Surrugue i efteråret 2021 befinder sig højt over Detroits skyline i et olivengrønt Mitchell-bombefly. Hendes hjerte banker hurtigt og hendes tanker kredser om de unge mænd, der i 1940'erne bombede Mussolinis Italien fra selvsamme maskine.
Flyveturen i det pensionerede bombefly var egentlig tilrettelæggerens plan B, da hun af forsikringsgrunde ikke kunne få lov at køre i den danske udvandrer – og senere General Motors-direktør - William S. Knudsens specialbyggede luksusbil.
Efterårsturen til Detroit var Stéphanie Surrugues første reportagerejse på programserien, og tilrettelægger Anne Mette Lorentzens omstillingsparathed gjorde indtryk på hende.
- Da tænkte jeg, at hvis det her er sådan en klassisk arbejdsdag på ’Danskere i Verden’, så bliver det genialt.
Det næste knap halvandet år bruger Stéphanie Surrugue på at rejse over seks kontinenter for at fortælle om danske udvandrere, der har sat store aftryk, men ikke nødvendigvis er kendt i den brede offentlighed.
Mange ville nok mene, at seks verdensdele på den mængde tid ville være i den høje ende. Stéphanie Surrugue, der i 2021 flyttede fra Paris til København - med missionen om at være mere sammen med familie og venner, er delvist enig.
- Jeg har tilbragt hvert andet døgn i 2022 på arbejde i udlandet for DR. Det synes jeg alligevel... selv for mig er det meget. Jeg arbejder stadig på mit søvnunderskud og den der fine lejlighed, jeg købte i Danmark, for nu skulle jeg sandelig slå rødder. Dér har jeg først fået hængt de sidste billeder op nu!
Fra blazer til safarivest
Stéphanie Surrugue er til daglig ansat på udlandsredaktionen i DR Nyheder, men har i forbindelse med ’Danskere i Verden’ været udlånt til DR Livsstil og Fakta i Aarhus.
- Det har ikke været en rapportering fra det franske eller amerikanske valg - eller fra en naturkatastrofe. Det er et nysgerrigt program, som ligger i et eller andet felt mellem opdagelsesrejse, historie, kultur og dannelse. Der har jeg lige måttet tage den der 'mentale blazerjakke' lidt af og være lidt mere mig selv.
At skulle udskifte blazerjakken med safarivest har været sjovt og lærerigt. Tilgangen til stoffet har været anderledes end når hun som korrespondent kommer ud i udfordrende situationer, men en del af forskellen ligger også i klipperummet.
- Hvis jeg i et nyhedsindslag for eksempel skulle ned i en halvt sammenstyrtet guldmine, havde vi jo omhyggeligt sørget for, at alle klaustrofobiske anfald, jeg måtte have fået, var klippet ud. Fordi det er sagen uvedkommende.
- Når vi har lavet 'Danskere i Verden', er det ikke sagen uvedkommende. Vi prøver nemlig at forstå, hvordan det har været for en dansk udvandrer som Claus Grønn fra Als. Hvordan det i slutningen af 1800-tallet har været at forsvinde ned i jorden, ned i mørket, under Australiens overflade, for at lede efter guldet og en ny fremtid.
At skulle sammenfatte seks kontinenter, de mange møder med medvirkende og skildringer af historiske kilder over kun seks programmer har også været et massivt arbejdsprojekt på redaktionen i DR Aarhus. Programserien, der blev godkendt i foråret 2019, har siden måttet vige for lidt af hvert.
- I begyndelsen var der meget research og rigtigt mange kilder, der skulle på plads. Under coronapandemien måtte arbejdet ligge stille, og så var der en del, der væltede. Nogle cases kunne ikke længere bruges. Nogle historier var bundet op omkring en aktualitet, som ikke længere var gældende. En mulig medvirkende døde og i det hele taget skulle al research åbnes op igen og tjekkes efter.
Velkomstritualer og visne blomsterkranse
Stéphanie Surrugue har fået mange oplevelser med på turen rundt i verden, og hun fortæller, at tilrettelæggerne heller ikke har holdt sig tilbage med 'at lukke hende ud på lidt dybere vand, end hun plejer at bevæge sig på'.
Det kommer især til udtryk i New Zealand, hvor hun blandt efterkommerne af den udvandrede danske sømand, Hans Falk, der også blev kendt som Philip Tapsell, skal deltage i en særlig maoriceremoni.
- Jeg vidste godt, at jeg ville være nødt til at synge i sådan et velkomstritual og der havde jeg luret produktionen nok til at vide, at der var en vis risiko for, at de også ville filme det. Så det er ikke 'staged'. Det er simpelthen noget, jeg skal gøre af kulturelle hensyn.
- Vi havde ikke fået lov til at gennemføre optagelserne og interviewene, hvis ikke jeg havde sunget. Det hørte med til pakken og jeg beklager på forhånd, for jeg synger simpelthen ikke særlig godt!
Stéphanie Surrugue havde dog forhørt sig hos en god musisk ven hjemmefra og synes også, at det giver et meget klart billede af, at traditioner og skikke hører med, når man er på besøg.
- Det viser jo lidt om, at selv i 2023 står maorikulturen så stærkt i deres hverdag, at det ikke kunne falde dem ind bare at gå hen og give hånd og sige 'Yes, hello', fordi der kommer en dansker for at interviewe dem.
En anden skik, der på sin egen måde også udfordrede Stéphanie Surrugue, var den 'svimlende' mængde af blomsterkranse, hun modtog i løbet af de mange rejser.
- Vi har simpelthen fået blomsterkranse i velkomstgave fra Indien og Filippinerne til Vanuatu, og man føler sig som et skarn, når man bare lader dem hænge på hotelværelset. For efter et par dage så bliver de jo trætte, ikke? Og man vil jo ikke tage en vissen blomsterkrans med hjem til Danmark.
Ytringsfrihed, feminisme og frihedskamp
I hvert afsnit foldes tre historier ud. Én er om en nulevende person, som er i gang med at sætte sit aftryk på verden lige nu. En anden er en historisk person, som Stéphanie Surrugue rejser i sporene på ved enten at tale med efterkommere eller andre, hvis liv er blevet påvirket af vedkommendes udrejse fra Danmark. Det tredje og sidste spor er dramatiseringer af historiske personer og deres liv.
En dramatisering, Stéphanie Surrugue er særligt begejstret for, er historien om fem fattige danske søstre, der ender med at blive cabaret-stjerner i hele Europa.
- De gik under navnet ’The Barrison Sisters’, og hvis man kommer ind på Les Follies Bergères, som er en meget berømt parisisk cabaret, hænger der faktisk en stor kunstplakat med 'The Barrison Sisters' eller 'Les Sisters Barrison', som de så hed på fransk. De var skandaløse, røg cigaretter, var ugifte, kørte på herrecykler og fik børn med grever i øst og vest - og var meget, meget frække.
- Der var en Barrison-feber, hvor mændene var besatte af dem og købte både natpotter med Barrison-søstrenes ansigter og porcelænsfigurer med dem, hvor de sidder og løfter op i skørterne, imens de ryger.
At lige præcis denne historie ligger Stéphanie Surrugues hjerte nært, kommer både fra hendes kærlighed til Paris og kamp for feminisme.
- Det er jo en megafed historie at fortælle, hvis man interesserer sig for kvindehistorie. For på skuldrene af de her kvinder står der et væld af kvindelige skuespillere, som godt ved, at 'Barrison-søstrene' og dem, der kom efter, har været med til at bane vejen for en fri scenekunst og kvindernes adgang på scenerne. Også en fri satire og humor banede de vejen for, da politiet forsøgte at stoppe dem mange gange. Simpelthen fordi de var for frække.
At kunne blande historiens vingesus med aktualiteter, der ovenikøbet udspringer fra fem fattige danske søstre, mener Stéphanie Surrugue er en meget vigtig fortælling at give videre, da det i høj grad stadig er en diskussion i dag.
- Det her med hvor grænsen går for scenekunst eller for humor, det er jo stadigvæk en næsten ubærligt aktuel diskussion i dag. Så det er en fed historie, som både handler om ytringsfrihed og feminisme og frihedskamp, mener hun.
Bærer Danmark i hjertet
I sine mange møder med de udvandrede danskere har Stéphanie Surrugue i høj grad oplevet en spejling til egne oplevelser. Med en dansk mor og en fransk far – og mange år som udlandsdansker - har det været velkendt for Stéphanie Surrugue, når hun talte om, hvordan det har føltes at forlade alt, man kender derhjemme.
- Det her med at være udlænding i Danmark eller dansk udvandrer, hvor som helst på jordkloden, er mig jo ikke fremmed, fordi jeg har haft arbejdsforbindelser, venner og kolleger, som har levet sådan.
- Men, det interessante er, i hvor høj grad de bærer Danmark i hjertet. Jeg har ikke været hos nogen, som ikke har haft Dannebrog stående. Selv typer, som normalt ikke ville være supersentimentale eller rørstrømske, men så gemmer der sig alligevel et lille Dannebrog et eller andet sted på skrivebordet eller i reolen.
En anden indsigt, hun har fået, er, at de udvandrede danskere i stor grad har taget de samme ting med sig, når de er draget ud på eventyr. Det har også fordret nogle dybe samtaler, også efter kameraerne er blevet slukket.
- Når de sætter sig ned og tænker over, hvad de egentlig har taget med sig fra Danmark, så er det faktisk uagtet, om man er storvildtjæger i Afrika, chef for nogle af de største containerhavne i Latinamerika, eller landmand i Filippinerne. Det er næsten de samme ord, de bruger, når de taler om, hvad det egentlig er, de har taget med sig – nemlig: tillid, åbenhed og flad struktur i arbejdet.
- Det synes jeg alligevel er interessant, at man faktisk i 2023, altså i en ultraglobaliseret verden, men også en verden, hvor der er færre og færre fællesskaber og flere og flere individuelle slagmarker. Der kan man simpelthen stadig tale om, at vi faktisk har ting til fælles. Vigtige ting, mener Stéphanie Surrugue.
Udover de seks afsnit af ’Danskere i Verden’, som DR1 og DRTV viser fra søndag den 12. marts, er der samme dag også premiere på Stéphanie Surrugue og Anders Aggers nye podcast ’Verdensklassen’ i DR Lyd. Her taler de med og fortæller historier om danskere over hele verden.