Steen Nørskov er DR’s nye korrespondent i Tyskland

Tyskland er i en brydningstid, og det er et vanvittigt spændende tidspunkt at blive DR’s korrespondent i landet på, siger Steen Nørskov. Med base i Berlin ser han frem til at skulle fortælle om Tyskland på nye måder, så dem, der ellers vil sige ‘det interesserer mig ikke’, ikke kan lade være med at følge med.

Steen Nørskov tager over som DR’s korrespondent i Tyskland efter, at den tidligere korrespondent Michael Reiter vendte hjem til Danmark og DR i slutningen af 2023. (Foto: © Bjarne Bergius Hermansen)

DR har nu igen en fast korrespondent hos vores store naboland mod syd. Steen Nørskov tager over som DR’s korrespondent i Tyskland efter, at den tidligere korrespondent Michael Reiter vendte hjem til Danmark og DR i slutningen af 2023.

DR’s udlandsredaktør, Niels Kvale, er glad for, at det er lykkedes at få en journalistisk kapacitet som Steen Nørskov på plads, som DR’s udsendte med base i den tyske hovedstad:

- Tyskland - og dets rolle i Europa og verden - er en helt afgørende historie for os at dække. Derfor er jeg utroligt glad for, at vi får en begejstret og nysgerrig historiefortæller, der med indlevelse kan formidle historien om et stort land med en besværlig historie, hvor kursen fremad ikke står lysende klart. Hvad Tyskland gør - eller ikke gør - er af afgørende betydning for Danmark og EU, og derfor er den tyske brydningstid, vi oplever, helt central for at forstå vores og EU’s rolle i verden.

Niels Kvale ser frem til, at Steen Nørskov skal formidle tysk kultur, økonomi og politik til brugerne af DR:

- Steen har en værdifuld journalistisk erfaring fra hele verden, herunder et livslangt forhold til Tyskland, hvor han som ung journalistspire prøvede kræfter med at arbejde i Østberlin. Jeg ved, at han kommer til at oversætte det komplekse tyske samfund til konkrete historier, skæbner og analyser.

Nye måder at fortælle om Tyskland på

Selv glæder Steen Nørskov sig til at kaste sig ud i rollen som korrespondent:

- Jeg glæder mig til at finde nye måder at fortælle om Tyskland på, så også nogen af dem, der tænker ‘det interesserer mig ikke’, også synes, det er spændende. Der er meget vrede og frustration i Tyskland i disse år over, at mange ting ikke fungerer, som de gjorde engang. Men der er også stor beslutsomhed og vilje til at finde nye veje og genopfinde sig selv som nation. Jeg glæder sig virkelig til at se og mærke de store forandringer, tyskerne oplever i disse år, og fortælle om, hvorfor de mener og gør, som de gør.

Ifølge Steen Nørskov kunne der ikke være et mere spændende tidspunkt at blive korrespondent i Tyskland på:

- USA’s nyligt afdøde tidligere udenrigsminister Henry Kissinger var født i Tyskland og sagde engang, at ‘Tyskland er for stort til Europa og for lille til Verden’. Nu skal tyskerne så prøve at få deres land til at passe i størrelsen til et Europa og en verden, som forandrer sig med en voldsom hastighed og på mange områder på en måde, Tyskland slet ikke er parat til at håndtere endnu. Det er et vanvittigt spændende tidspunkt at blive korrespondent i Tyskland på.

Stort fokus på Europa generelt

Ansættelsen er et led i DR’s store fokus på Europa generelt, og aktuelt skal Steen Nørskov blandt andet have fokus på valget til Europa-Parlamentet, der venter lige om hjørnet, og kort efter også en spændende EM-slutrunde i fodbold, som afvikles i Tyskland.

Steen Nørskov er uddannet journalist og har arbejdet for DR siden 1998. Han har blandt andet været sikkerhedspolitisk medarbejder og DR’s korrespondent i Mellemøsten fra 2007 til 2011. Han har været vært på P1-programmerne 'Orientering' og 'Arabiske Stemmer' og på TV-programmerne 'DR2 Dagen' og 'Deadline'. På DR2 har han bidraget til dækningen af de to seneste forbundsdagsvalg i Tyskland, blandt andet som vært på programmet ‘Tyskland – Den Store Nabo’ i 2017.