De næste måneder kan du selv møde ’Kunstnerkolonien’ i Kongens Lyngby

Fra onsdag og frem til den 1. april bliver værkerne fra fire sæsoner med ’Kunstnerkolonien’ på DR2 og DRTV vist på Sophienholm Kunsthal i Kongens Lyngby.

Kunstnerne fra "Kunstnerkolonien i Italien, som lige nu kan ses på DR2 og DRTV. (Foto: © Eddy Media)

På skærmen har alle lige nu mulighed for at tage en tur med til Amalfikysten i Italien i fjerde sæson af den populære program ’Kunstnerkolonien’. Sæsonens programserie, der kan ses på DRTV og DR2, har titlen ’Kunstnerkolonien i Italien’ og er optaget på den populære destination i støvlelandet, fordi Amalfikysten gennem årene har været destination for mange danske kunstnere.

Fra onsdag den 31. januar og frem til og med påsken – 1. april er sidste dag – har du selv mulighed for at møde ’Kunstnerkolonien’ i danske Kongens Lyngby. Her åbner en udstilling på Sophienborg Kunsthal, som både viser værker fra de tidligere sæsoner af ’Kunstnerkolonien’ på DR og har særligt fokus på dette års programmer og kunstnere.

Udstillingen er blevet til i et samarbejde mellem DR, Eddy Media, som har produceret programmerne for DR, og Sophienholm Kunsthal.

Det er ikke nyt, at der er en udstilling tilknyttet sæsonens udgave af ’Kunstnerkolonien’. Men det er første gang, at værker fra alle sæsoner kan ses samlet. De tidligere udstillinger har alle fundet sted, hvor udsendelserne er blevet optaget - i Skagen, i Fåborg og på Bornholm. Sophienholm Kunsthal er blandt andet valgt til årets udstilling, fordi Friederike Brun i den tidlige guldalder anlagde Sophienholm og stiftede salonkulturen dér – netop med inspiration fra Italien, hvor hun selv opholdt sig i guldalderen i både det danske og internationale kunstnermiljø.

Tre nye talenter og to kendte

I denne sæson møder seerne tre nye talenter. Det er Mette Riise, som arbejder med tidsbaserede medier og laver en performance til udstillingen, Sophia Luna Portra, som arbejder med alt fra sang til skulptur, og på Amalfikysten kaster sig over maleriet for første gang, samt Jo Hedegaard, der både arbejder med italienske marmortavler og rygmærker i udsendelserne. Også Erik A. Frandsen og Kirsten Justesens værker kan ses på udstillingen.

Udstillingen på Sophienborg Kunsthal har fået titlen ’Kunstnerkolonien i Italien & gensyn’, og gensynene er med værker af Maria Torp, Cathrine Raben Davidsen, Frederik Næblerød, Michael Kvium, Kasper Bonnén, Julie Nord, Kim Richard Adler Mejdahl, Sif Itona Westerberg, Eske Kath, Ida Kvetny, Adam Christensen, Bjørn Magnussen, Lilibeth Cuenca Rasmussen og Gun Gordillo fra de tidligere sæsoner af ’Kunstnerkolonien’.

DR’s redaktør på ’Kunstnerkolonien i Italien’, Jytte Bergmann Moll, glæder sig over, at seerne nu får mulighed for at nærstudere alle værker i den virkelige verden og i den fart, der passer dem.

- Jeg er begejstret over, at det er lykkedes at samle så mange af værkerne fra alle fire sæsoner af ’Kunstnerkolonien’. Det er lykkedes takket være en dedikeret indsats fra alle, der har været involveret i udstillingen i Sophienholm Kunsthal, siger hun.

Ideel kombination

Chefen for Sophienholm Kunsthal Barbara Læssøe Stephensen siger om udstillingen:

- Som tidligere vært på DR-kulturprogrammer ved jeg om nogen, hvor svært det er at lave vellykket kultur-tv – ikke mindst om billedkunst. Men det er virkelig lykkedes med dette format. I ’Kunstnerkolonien’ får seerne tid til at følge processerne, tankerne og al den umage, der ligger i den kunstneriske proces – en ting, vi på udstillingsstederne gerne vil formidle, men har svært ved at vise. Til gengæld er tv jo ikke et format, der tillader sig at dvæle ret længe ved værkerne. I virkeligheden er kombinationen af tv og udstilling den ideelle kombination i kunstformidling, mener hun.