DR Ultras lettere kaotiske bagekonkurrence, hvor børn bager i mørke, fortsætter med at rykke internationalt.
For nylig var programmet nomineret til en guldrose i Berlin, i disse dage prøver DR Salg at få programmet afsat til udlandet ved MIPCOM-tv-messen i Cannes, og mandag kom der endnu mere internationalt stjernestøv over programmet, da The International Academy of Television Arts & Sciences præsenterede de nominerede til International Emmy Kids Awards, som bliver uddelt til april – ligeledes i Cannes i Sydfrankrig.
’Ultras Sorte Kageshow’ er nomineret i kategorien ’Bedste underholdning for børn’ (Best Non-Scripted Entertainment), og de øvrige konkurrenter i kategorien er udsendelserne ’Cinemaniacs’ fra Storbritannien, ’Look Kool’ fra Canada og ’Tem Crianca na Cozinha’ (på engelsk: ’Guess Who’s Cooking’) fra Brasilien.
I alt skal der uddeles syv Emmy’er ved uddelingen i Cannes til næste år, og der er nominerede fra 13 lande i hele verden, nemlig Argentina, Australien, Brasilien, Canada, Chile, Frankrig, Tyskland, Japan, Singapore, Sydkorea, Holland og Storbritannien – udover Danmark.
Det grimme og uperfekte
Redaktør for DR Ultra, Jonas Kryger Hansen, glæder sig over Emmy-nomineringen:
”Programmet fokuserer på værdien i det grimme og uperfekte man kan opnå i køkkenet, hvis bare man tør at give sig hen og eksperimentere, og det har danske børn belønnet med at vælge at involvere sig i programmet. Som koncept var det også noget af et TV-eksperiment at slukke for lyset under optagelserne, og vi er rigtig stolte af at udlandet har fået øjnene op for formatet - nu vil vi bare gerne have den Emmy,” siger han.
’Ultras Sorte Kageshow’ indledte en ny sæson i september, og næste afsnit kan ses onsdag klokken 21.00 på DR Ultra, lige efter ’Den Store Bagedyst’ på DR1.