DR sender hele tre nye tv-dramaserier til efterår og vinter. Fra august og resten af vinterhalvåret får seerne nemlig fornøjelsen af både anden sæson af ’Mord uden grænser’ og ’Herrens Veje’ samt tredje sæson af ’Bedrag’.
”Man kan glæde sig til en masse ny, god dansk dramatik, når vi på DR1 søndag aften i hele vinterhalvåret sender dansk tv-drama. Ambitionen med vores dramaserier er, at de skal være mangfoldige og modige fortællinger, som skaber oplevelser og samtaler på tværs af hele Danmark. I år har vi et meget bredt udsnit af tv-drama, og med de tre kommende tv-serier tror jeg på, der er noget for alle,” siger Emma Kronqvist, det er tv-chef i DR.
De kommende tre dramaserier er planlagt til at blive sendt søndag aften klokken 20.00 på DR1, men de vil også være tilgængelige på DRTV, hvor mange seere allerede streamer DR’s tv-drama.
Krimi ved den sønderjyske grænse
Den første dramaserie, som sendes efter sommerferien, er anden sæson af den europæiske krimi ’Mord uden grænser’.
Her er et massedrab blevet begået på et bed and breakfast i ’Marskgården’ i Sønderjylland, som er et tilflugtssted for flygtninge – og alt tyder på et terrorangreb.
Tv-serien har Marie Bach Hansen i hovedrollen, som tidligere har spillet med i DR’s dramaserie ’Arvingerne’. Udover Marie Bach Hansen er blandt andre Troels Lyby, Waage Sandø, Josephine Park, Anders Juul, Esben Dalgaard og Kristian Halken med på rollelisten. ’Mord uden grænser’ er en DR-co-produktion, som produceres af Nordisk Film i et større europæisk samarbejde med andre broadcastere. Tv-serien kommer i otte afsnit, som er planlagt til at blive sendt fra søndag den 19. august 2018 klokken 20.00 på DR1 og DRTV.
Prisbelønnet dramaserie vender tilbage
Den prisbelønnede tv-serie ’Herrens Veje’ vender tilbage med præstefamilien Krogh, som er blevet forandret af den voldsomme begivenhed, der afsluttede sæson ét. Næste sæson bliver en dramatisk rejse mod lyset. Hvordan kommer man videre i livet, når man mister en elsket? For familien Krogh bliver kærligheden afgørende.
De dybt personlige og dramatiske konflikter for seriens karakterer bliver universelle, når ’Herrens Veje’ fortsat diskuterer de store spørgsmål om tro og eksistens i vores tilværelse. De bærende roller spilles af Lars Mikkelsen, Ann Eleonora Jørgensen, Simon Sears, Fanny Louise Bernth og Camilla Lau. Serien er i 10 afsnit og er planlagt til at have premiere søndag den 14. oktober 2018 klokken 20.00 på DR1 og DRTV.
Krimiserie vækker opsigt i udlandet
Den tredje sæson af ’Bedrag’ er for nylig gået i optagelse, men trods det var dramaserien allerede tidligere på måneden udtaget til at deltage i ’Coming Next From Denmark’ på den internationale festival ’Series Mania’, hvor udvalgte tv-serier præsenteres for internationale købere og branchefolk. Festivalen er førende inden for sit felt og samler hvert år et stort publikum fra hele verden.
Det er atter karaktererne Nicky og Alf, i form af skuespillerne Esben Smed og Thomas Hwan, som seerne kan glæde sig til at følge. De får selskab af en ny, kvindelig hovedkarakter, spillet af Maria Rich.
Tredje sæson af ’Bedrag’ er planlagt til at blive sendt på DR1 og DRTV i starten af det nye år. Udover de tre danske dramaserier kan seerne også glæde sig til en række nye, nordiske tv-serier på DR.
Som et resultat af dramasamarbejdet ’Nordic12’ stiller de fem nordiske public service-stationer i alt 12nyproducerede dramaserier til rådighed om året for de nordiske brugere.
Inden sommerferien vil de første tv-serier ligge på DRTV, ligesom flere af serierne også vil blive vist på flow-tv i løbet af de kommende måneder.