Mandag aften havde svenske SVT premiere på DRs dramaserie ’Herrens Veje’, og Sverige er bestemt ikke det eneste sted, hvor skuespillere som Ann Eleonora Jørgensen og Lars Mikkelsen kommer på skærmen i den kommende tid. Ligesom med tidligere DR-serier som ’Borgen’, ’Forbrydelsen’ og ’Broen’ tegner det også til, at ’Herrens Veje’ har et internationalt tv-liv foran sig.
Det amerikanske brancheblad for underholdningsindustrien, Variety, kan fortælle, at ’Ride Upon The Storm’, som Adam Prices serie ’Herrens Veje’ er døbt på engelsk, for eksempel er blevet købt af public service-stationerne i New Zealand og Australien. Det sydafrikanske tv-netværk M-Net Africa har også sikret sig serien, og det samme har tv-stationer i Belgien, Polen, Holland, Luxembourg, Irland, Spanien, Slovakiet og Litauen.
Modsat en række af DRs øvrige programmer og serier er det Studiocanal, som er en af Europas største producenter, købere og distributører af film og tv, som står for salget af ’Herrens Veje’ internationalt. DR producerer 'Herrens Veje' i samarbejde med SAM Productions og i co-produktion med Arte France og SAM Le Francais.
Familiedramaer er universelle
Beatriz Campos, der er chef for Studiocanals internationale salg af tv-serier, vurderer over for Variety, at DR-dramaet har gode muligheder for at klare sig godt på det internationale tv-marked.
”Dette velproducerede, intense og prangende drama gør sig ekstremt godt i sendefladen på kvalitetskanaler. Familiedramaer er i sandhed universelle og med sit unikke miljø og narrativ er ’Herrens Veje’ meget identificerbar for seere i forskellige dele af verden,” lyder det fra Beatriz Campos.
’Herrens Veje’ bliver i disse dage vist for indkøbere ved MIPTV-messen i Cannes, hvor over 10.000 tv-producenter og -indkøbere mødes til MIPTV-messe. Her er håbet, at endnu flere lande vil sikre sig dramaserien.
DR er lige nu i gang med at producere sæson 2 af ’Herrens Veje’, som bliver sendt på DR1 til efteråret.