To priser på mindre end en uge.
Det er den flotte statistik for journalisterne fra TV Glad, der i samarbejde med Strong Productions og DR havde ’En særlig samtale’ på DR1 og DRTV den 25. og 27. december sidste år. Først interviewede de sangeren Thomas Helmig og kort tid efter statsminister Mette Frederiksen.
Udsendelserne ’En særlig samtale’ gav ordet til en gruppe danske journalister med funktionsnedsættelser. Og med spørgsmål, der gik tæt på, men var uden agenda og uden filter, kom der nye sider frem af de to kendte danskere, efterhånden som de sænkede paraderne.
- Prismodtagerne står som et særdeles stærkt eksempel på, hvordan medier kan bruges som et vigtigt kulturformidlingsværktøj for social inklusion og empowerment, lød det blandt andet i motiveringen, da ’En særlig samtale’ forleden modtog hovedprisen ved uddelingen af Artbeat Prisen på teatret Aveny-T på Frederiksberg.
Prisen blev etableret i 2013, og den hædrer det forgangne års bedste kulturformidling. Artbeatprisen bliver uddelt af Have Kommunikation i samarbejde med Spar Nord Fonden.
Også ’Buketten’ fra KLF
Kun få dage senere valgte mediebrugerorganisationen KLF, Kirke & Medier ligeledes at hædre ’En særlig samtale’ og de spørgelystne journalister fra TV Glad. KLF har i en årrække med jævne mellemrum givet ’Buketten’ til en medieperson/mediepersoner, som man mener, har gjort en særlig god indsats. Og det var netop tilfældet med holdet bag ’En særlig samtale’, mener KLF.
- Med programmerne ’En særlig samtale’ formår TV Glad at skabe et unikt rum sammen med deres gæst, siger generalsekretær Mikael Arendt Laursen fra KLF, Kirke & Medier, der fortsætter:
- Journalisterne formår at etablere en så god kontakt til gæsterne, at samtalen er både åben og ærlig uden skjulte dagsordner. Journalisternes spørgsmål rummer dybde, empati, nysgerrighed og humor på en måde, som vi ikke har set før i lignende interviewprogrammer. Balancen er flot, og vi oplever, at gæsterne føler sig både udfordrede og godt behandlet.
Nye afsnit på vej
Lasse Bjørch, der var DR’s redaktør på ’En særlig samtale’, glæder sig over de to priser til udsendelserne og TV Glad.
- Det nærvær og den inderlighed, som blev fremkaldt i interviewene af TV Glads dygtige reportere, oversteg alle vores forventninger, og vi har også oplevet det ved, at vi har fået mange positive tilkendegivelser for programmerne efterfølgende, siger Lasse Bjørch.
Af samme grund har han godt nyt: TV Glad og DR har flere ’særlige samtaler’ på vej.
- Uden at vi endnu har datoerne og navnene klar, kan jeg godt sige, at der er nye afsnit på vej i 2024, siger Lasse Bjørch.