Når der fredag kommer et nyt afsnit af ’Carmen Curlers’ på DRTV, kommer der samtidig en ny episode af podcasten ’Carmen Curlers – En ekstra krølle’ i DR LYD. Her bliver det aktuelle tv-afsnit belyst fra nye og anderledes vinkler af vært Signe Muusmann, seriens skaber Mette Heeno, en Carmen-skuespiller og en kendt gæst.
I dag gælder det optagelserne af podcasten til afsnit fem, der udkommer fredag den 10. november. Og det er et helt særligt afsnit i sæson 2 af dramaserien, fortæller Mette Heeno, der er hovedforfatter og med i alle podcast-episoderne. Der er tale om et såkaldt stand alone-afsnit, som afviger fra hovedhistorien.
- Man tager en afstikker fra den dramaturgiske ramme og giver al fokus til én historie eller person. Det giver noget helt særligt at dykke ned og nuancere en karakter, fortæller Mette Heeno i radiostudiet.
I første sæson blev der dedikeret et afsnit til karakteren Frans, spillet af Nicolai Jørgensen, mens det her i anden sæson er Katrine, spillet af Fanny Leander Bornedal.
- Det er et banebrydende afsnit for Katrine, siger Mette Heeno.
Fanny Leander Bornedal skulle derfor have været skuespilleren fra serien i denne podcastepisode, men hun er desværre blevet syg her på optagedagen. Den tredje gæst, som i dag er sangerinden og skuespilleren Daimi, er til gengæld klar til at tage lytterne med tilbage til 1960’erne.
- Jeg havde gang i den i 60’erne, smiler Daimi under optagelserne.
Hun er født i 1944 og var dermed i starten af tyverne i 1965, hvor afsnittet udspiller sig – præcis som karakteren Katrine.
Trods en sygemelding går snakken lystigt i studiet, hvor 1960’erne bliver nørdet igennem – tiden og ånden, kvinders seksuelle frigørelse, abort og karrieremuligheder. Mette Heeno taler ud fra serien og Daimi ud fra virkeligheden, som hun oplevede den dengang.
Stort potentiale i at nørde tv-serien
Da optagelserne er afsluttet, møder vi vært Signe Muusmann og tilrettelægger Nanna Nørregaard til en snak om, hvad det kan, når man laver en podcast som et ekstra tilbud til en tv-serie.
- Der er supermeget potentiale i at lave sådan en podcast, hvor vi kan nørde serien. Vi har malket produktionen for alt, hvad vi kunne få af sjove facts. Der bliver for eksempel brugt 6.000 kroner på urtecigaretter pr. afsnit. Folk elsker den slags bagom-info. Så er Mette Heeno en fed person. Hun har været i gang med ’Carmen Curlers’ i 12 år, og når tredje sæson er afsluttet, har hun ikke lavet andet i seks år. Hun ved alt. Det er magisk at få skuespillerne med. Det giver god energi – de har givet meget af sig selv. Det er både Christian Tafdrup og Poul (hans karakter, red.), det er både skuespilleren og mennesket. Vi kommer tættere på. De kan mærke, vi tager det seriøst og går ind i tingene. Det er ikke bare tre hurtige ugebladsspørgsmål. Og så er det sjovt at få en fra virkelighedens verden med. Det kan være en Birgit Aaby, der som kvindelig leder kan relatere til karakterer i serien. Eller en Daimi, som har levet dengang, fortæller Signe Muusmann.
- Birgit Aaby var med sammen med Maria Rossing, men hun var ikke starstruck over hende, men hendes karakter Birthe. Vi har haft Gun-Britt (Zeller, red.), der blev udlært frisør i 1967, og som kunne spejle sig i Arne Bybjerg, der stod bag Carmen Curlers. Så podcasten byder både på spændende gæster, en særlig adgang til skuespillerne og mere viden om serien og tiden. Mette Heeno skriver på tredje sæson nu, men DR Drama har hevet hende ud af hendes skrivehule til os – det er superfedt, supplerer Nanna Nørgaard.
Podcasten kan give en fællesskabsfølelse
Både Signe Muusmann og Nanna Nørregaard mener, at podcasten kan lægge yderligere lag på tv-serien for lytterne.
- Vi vil gerne underholde, oplyse historisk – om for eksempel sexisme og arbejdsmiljø – og give ekstra viden, så lytterne har noget til frokostpausen, de kan blære sig med. DR’s dramaserier kan samle os, og det skal man udnytte til at give sådan et tilbud, som folk kan vælge til. Her kan man dyrke et univers, og det er perfekt til podcast. Personligt synes jeg, at 1960’erne er superfascinerende. Samfundet, tøj, hår, stil – jeg elsker den tid og er optaget af det univers. Som Mette (Heeno, red.) siger, handler ’Carmen Curlers’ om en mandlig iværksætter, men det er rigtig meget en kvindehistorie, siger Signe Muusmann.
- Podcasten kan give en fællesskabsfølelse. Hvis man elsker ’Carmen Curlers’ kan man gå hen til os og dyrke den følelse. Hvis man ser afsnittet fredag (på DRTV, red.) eller søndag (på DR1, red.), kan man høre podcasten og tippe ind med noget til kollegerne om mandagen, siger Nanna Nørregaard.
- Der er også folk, som hører podcasten, før de ser afsnittet, for at have den viden med, tilføjer Signe Muusmann.
Både tilrettelægger og vært håber på flere af denne slags podcast fremover, og de fremhæver samarbejdet med DR Drama:
- Vi har oplevet så god energi fra Drama, der er blevet nedbrudt nogle mure, og det er virkelig fedt, siger Nanna Nørregaard, og Signe Muusmann fortsætter:
- Det har været et kanonsamarbejde med Drama. Det her projekt er et kongeeksempel på at arbejde på tværs. Det har været fantastisk, siger hun.