P3 vil hjælpe med at forebygge mental mistrivsel

Flere og flere danske unge mistrives. Derfor sætter DR nu ’P3-missionen’ i gang, der i 2023 vil bidrage til at forebygge den mentale mistrivsel hos unge - både gennem P3’s egne platforme og i samarbejde med eksterne partnere.

Selv om livet indimellem kan føles hårdt, så er der ofte små lyspunkter, der kan løfte trivslen. Det er dem, vi skal have flere af. Netop dét sætter P3 op som en mission for 2023. ’P3-missionen: Hvad gør dig glad?’ starter i dag og fokuserer på mental trivsel hos de 15-24-årige. Et initiativ som forudsætter et tæt samarbejde med målgruppen, og som først og fremmest er på udkig efter løsningerne – fremfor at kortlægge årsagerne. Første initiativ under missionen er i 'Go’Morgen P3', som lytterne allerede kan møde fra i dag.

- I dag er det alment accepteret, at hvis du vil passe på din krop og din fysik, så skal du spise grønt og motionere. I P3-missionen ønsker vi tilsvarende at passe på unges mentale velbefindende, inden det er for sent. Frem for kun at fokusere på årsagerne til mistrivsel, som er mange, vil vi vende den om og tale med unge om, hvad et godt liv er for dem, siger Malene Birkebæk, der er chef for P3 i DR.

- Vi ønsker at sætte spot på det, der skal være mere af og på de forandringer, der er brug for, hvis unge skal få det bedre. Det kan vi kun gøre ved at inddrage de unge, og her har P3 en helt unik platform til at skabe den samtale, der skal til for, at vi kan forbedre deres trivsel. Vi kan ikke gøre det alene, og derfor ønsker ’P3-Missionen’ året igennem at samle kræfterne ved at samarbejde med et bredt udsnit af aktører på området og dermed styrke indsatsen for unges mentale helbred.

Fællesskab og forebyggelse

P3-Missonen er et landsdækkende initiativ, der blandt andet skal sætte fokus på at skabe flere positive fællesskaber for unge over hele landet og vil gøre mental sundhedsfremme til en naturlig del af unges hverdag. Initiativet vil hjælpe unge med at få et sprog til at tale om deres trivsel, styrke evnen til at forebygge mistrivsel eller finde en måde at være i det, når den rammer. Og så har P3-Missionen et kontinuerligt kritisk blik på samfundsstrukturer og rammer, der påvirker unges mentale trivsel negativt og følger op på dette løbende.

P3-Missionens fokus

P3-Missionen har fokus på den mentale mistrivsel blandt unge i deres hverdag – ikke på unge med svære diagnoser og psykiske lidelser.

- P3-Missionen sætter ind på, hvad der kan gøres, før unge banker på hos psykiatrien. Desuden anerkender vi, at der er behov for specifikke indsatser for de hårdest ramte, og at psykiatrien er stærkt udfordret. Med dette tiltag er der fokus på forebyggelse, og hvordan vi sammen kan finde veje til bedre trivsel, og vi er bevidste om, at vi ikke med et trylleslag og vores indhold kan forbedre trivslen for en hel generation. Men vi tror på, at der er et stort behov for en samtale om, hvornår man trives, og hvad man kan gøre, når livet ikke føles så let. Derfor vil vi gerne tage på os at få startet den samtale, siger Malene Birkebæk.

P3-Missionen er et initiativ på tværs af DR Lyd, dr.dk, P3’s sociale medier og senere på året DRTV, og i løbet af 2023 vil der løbende være P3-indhold og events, der sætter fokus på unges mentale trivsel.

I januar sætter værterne fra 'Go’ Morgen P3' - Liva Manghezi, Andreas Kousholt og Mikkel Rosendal - gang i missionen ved hver dag at tjekke ind hos hinanden og sætte et fælles nytårsforsæt om at gøre mere af det, der gør dem glade – i fællesskab med lytterne.

P3-missionen håber også at møde unge i hele det danske sommerland – en tid hvor frihed, musik og fællesskab er en stor del af mange unges liv.