P3 Missionen: Kroppen kommer i fokus i tv-programmer

P3 Missionen i 2024 vil give unge et mere nuanceret syn på kroppen og deres eget spejlbillede. Det vil P3 blandt andet gøre gennem flere tv-programmer, en ny Youtube-kanal og en bustour over sommeren.

Adnan Al-Adhami i programmet 'Adnan og de smukke løgne'. Afsnittet handler om en mandepille, T8, der påstår at kunne øge mænds muskelmasse. (Foto: © Christian Trip)

Hvor P3 Missionen sidste år havde fokus på unges mentale trivsel, vil P3 Missionen i år få unge til at reflektere over kropsidealer og synet på egen krop samt undersøge, hvem det er der påvirker unges spejlbillede.

Det vil P3 blandt gøre gennem året gøre i en række programmer - både på radio og tv. Derudover starter P3 en helt ny Youtube-kanal med navnet ‘Zonen’. Her skal tre creators lave journalistisk indhold på Youtube om mental sundhed & livsstil, kost & sundhed samt sport & træning.

Læs mere om P3 Missionen 2024 her.

Tv-programmer, der taler ind i P3 Missionen 2024

I løbet af foråret udgiver P3 flere tv-programmer på DRTV, der er en del af P3 Missionen 2024, som skaber rammen for, at unge forholder sig til deres kropsopfattelse og kropsidealer. Her er der både fokus på de nye skønhedsidealer, hvor botox og plastikkirurgi normaliseres, samt skønhedsindustriens løgne og unge mænds kropsidealer.

Adnan og de smukke løgne

Adnan Al-Adhami er tilbage og undersøger nye løgne for P3. I satire-programmet om skønhedsindustrien er Adnan Al-Adhami gået all-in i jagten på et smukt ydre. Han får hjælp af virksomheder, som lover så vilde resultater, at man næsten skulle tro, det var løgn. Undervejs i programmerne får Adnan modspil af forskellige eksperter, der forgæves forsøger at få Adnan til at stille sig kritisk overfor virksomhedernes løfter.

Adnan kigger blandt andet nærmere på tandblegning, slankepiller, hårvingummier, cryosauna, testosteron-piller og kollagenpulver.

Programmet kommer i seks afsnit på DRTV og havde premiere den 5. april.

Adnan går ihærdigt til værks for at blive mere "smuk" i programmet 'Adnan og de smukke løgne'. (Foto: © Christian Trip)

Stik mig smuk

Serien tager udgangspunkt i en nyåbnet, skønhedsklinik og privathospital i København, og følger forskellige unge og ældre klienter, der hver især har en motivation til at ændre på deres udseende. Man ser deres rejse, hvor de kommer til klinikken, for at få foretaget forskellige skønhedskirurgiske indgreb og behandlinger - og ofte kommer tilbage.

Personalet på klinikken ser sig selv som en moderne drømmefabrik, der hjælper mennesker med at blive 'dem selv', men tvivlen ligger latent i både klienter og personale, og de fortæller om bekymringer om sundhed, økonomi og en fremtid, hvor alle vil ligne hinanden og se kunstige ud. Det kan dog være svært at sige stop, når det flyder med filler, botox og filtre på sociale medier, og den "ideelle" version af sig selv kun er et stik væk.

Serien kommer i seks afsnit og har premiere fredag den 26. april på DRTV.

Sada Vidoo og klienten Amalie efter behandling i programmet 'Stik mig smuk'. (Foto: © Koncern TV)

Sygt skarp

I tv-serien 'Sygt skarp' sætter vært Jacob Weil fokus på mænds kropsidealer, når han dykker ned i en underbelyst verden af tabu, skam og mistrivsel. I to programmer ser Jacob nærmere på nogle af de utrolige pinsler, ulovligheder og jernhårde konsekvenser unge mænd er villige til at pådrage sig selv, for at skabe den perfekte krop. Han oplever smertefulde skønheds- og tandoperationer, (over)træning, brug af steroider og kommer tæt på spiseforstyrrelserne ortoreksi og megareksi, som en langt større andel af mænd lever med sammenlignet med de klassiske spiseforstyrrelser som anoreksi og bulimi.

De to programmer har premiere fredag den 14. juni på DRTV.

En Youtube-kanal med fokus på kroppen

P3 lancerer også en ny kanal på YouTube, der har fokus på emnerne; mental sundhed & livsstil, kost & sundhed samt sport & træning. Tre creators leverer videoer til kanalen. Laila Karim fokuserer på kost og livsstil, mens Sebastian Ong går helhjertet ombord i sport, hvor Tine Maria kreerer indhold om mental sundhed.

Indholdet på kanalen skal hjælpe P3's målgruppe til at forstå myter og trends om sundhed, sport, kost og livsstil, som lige nu fylder en del på sociale medier. Kanalen går grundigt journalistisk til værks samtidig med, at værterne ofte vil afprøve tingene på egen krop. YouTube-kanalen bliver en saglig kilde til viden om kroppen i en verden, hvor kommercielle interesser og halve sandheder om kroppen er allestedsnærværende.

Kanalen kommer hver uge med nye videoer i en længde på 10-20 minutter. De bygger på research af et journalistisk team bag kanalen.

Den nye kanal på Youtube lanceres sammen med P3 Missionen 2024, men fortsætter videre efter missionen er afsluttet senere på året.

Værterne på 'Zonen'

Laila Karim kommer fra DR Talentholdet, mens Sebastian Ong laver content til Youtube i eget navn. Tine Maria er også en dansk youtuber og vært, og har tidligere arbejdet i DR, som vært på programmet 'Glow' på DR Ultra.

Første video kommer ud den 17. april, og har titlen ’Jeg gør mig selv yngre på 7 dage!?’ med Laila Karim.

P3 vil møde unge ude i landet til sommer

Over sommeren vil P3 igen tage ud i landet og sætte gang i en samtale med unge om de kropsidealer, de møder, og om de mindreværdsfølelser og selvkritik, som mange unge går rundt med.

P3 Missionens bus møder de unge uden for de rammer, der hedder skole, forældre og arbejde – i stedet parkerer bussen, hvor unge er taget hen, for at føle et frirum. P3 Missionens bus vil fungere som en afslappende lejr, hvor P3-værter tager imod de unge og åbner for ærlige samtaler om kropsidealer, kropsusikkerhed og selvkritik. Der vil ligeledes være skiftende talks med formålet at inspirere de unge. Foreløbigt vil bussen køre forbi Jelling Festival, Folkemødet på Bornholm, Alive Festival, Smukfest, Kulturmødet Mors, og der kommer løbende flere steder på turplanen.

Bussen kører fra 23. maj til 6. juli og igen fra 27. juli til 6. september.

På alle P3's platforme - sociale medier, radio, dr.dk, Youtube, tv og dr.dk - vil der løbende igennem året sættes fokus på P3 Missionen.