Over en million seere deltog i Grand Prix-festen

Forleden blev DR Koncerthuset for en stund belagt med guldkonfetti og leverede rammerne til en mindeværdig folkefest. Over en million seere så med, da SABA sang sig helt til tops.

Sara Bro og Stéphanie Surrugue var årets værter. (Foto: © Lasse Lagoni)

’Good evening Denmark, bonsoir Danemark - godaften og velkommen til årets største musikfest.’

Sådan lød det, da de to garvede værter Sara Bro og Stéphanie Surrugue bød seerne velkommen indenfor til 'Dansk Melodi Grand Prix 2024', direkte fra DR Koncerthuset.

Flere end en million seere har været vidner til, at de i alt otte artister leverede deres sange i et show, som bød på alt lige fra stille, rørende ballader til kraftfulde vokalpræstationer. Og et bidrag fremført af gæstekunstneren eee gee gav seerne mulighed for at gå ned ad den nostalgiske sti med en nyfortolkning af 'Angelique', som Dario Campeottos fremførte i 1961 ved Eurovision Song Contest.

Indtil videre er der over en million seere, der har set med og deltaget i den landsdækkende folkefest. Nærmere bestemt har 1.032.000 ind til videre set med - på tværs af streaming og flow-tv. Derudover lyttede mere end 350.000 med i løbet af aftenen på P4.

- Det glæder mig, at 'Dansk Melodi Grand Prix 2024' igen i år har samlet så mange mennesker foran tv’et på tværs af landet i musikkens og fællesskabets tegn. Melodi Grand Prix-artisterne, eee gee og værterne Sara Bro og Stéphanie Surrugue leverede et show, som jeg virkelig er stolt af og som vidner om det høje musikalske niveau, som findes herhjemme, siger den programansvarlige for Dansk Melodi Grand Prix og Eurovision i DR, Erik Struve Hansen, som fortsætter:

- Jeg ser meget frem til at opleve SABA gå på scenen i Malmø den 9. maj, og jeg håber, at hun kan høre et gigantisk heppekor fra Danmark tværs over Øresund.

SABA vandt og bliver nu det danske bidrag ved Eurovision i Malmø. (Foto: © Lasse Lagoni)

DR bakker op hele vejen

På grund af konflikten i Mellemøsten har Dansk Melodi Grand Prix 2024 stået i et særligt lys, hvor presset på artisterne og konkurrencen har været enormt. Et pres, som DR har fundet helt urimeligt at udsætte artisterne for ved en sangkonkurrence, som er skabt ud fra kærlighed til musik og fællesskab.

SABA har efter nøje overvejelser besluttet, at hun er DR’s repræsentant ved Eurovision den 9. maj 2024.