Hiphop er blevet mainstream i Danmark. Danske rapstjerner ligger nummer et på hitlisterne, men sådan har det ikke altid været. Nutidens store rapstjerner står nemlig på skuldrene af det vildeste persongalleri, der ofrede blod, sved og tårer i hiphoppens navn – længe før de blev født.
Hvad var det for nogle unge drenge, der blev frontløbere for dansk rap i Danmark? Hvad skete der, siden de ikke kunne lade være med at tilslutte sig den nye bevægelse?
Det undersøger en helt ny P3-podcast, der i løbet af fem afsnit giver lytterne dansk raps skabelsesberetning. ’Vækkelsen’ hedder første sæson i podcasten, der i løbet af tre sæsoner tager lytterne helt op til nutidens danske hiphop. Første afsnit ligger klar mandag den 23. april.
Historien af fortalt indefra af alle koryfæerne
P3-vært Pelle Peter Jensen taler med alle koryfæerne og ved hjælp af deres anekdoter, Pelles egen store kærlighed til rap og masser af musikeksempler, fremkalder P3 historien bag dansks raps tumultariske vej mod stjernerne:
”Det har været helt fantastisk at høre historierne fra dengang. Der er så meget guld. Alt fra hvordan specifikke slang-udtryk og aliaser blev opfundet, men også de store dramatiske opgør og de livsdefinerende beslutninger og bedrifter i en gruppe unge drenges liv. Fra hjemmelavede mixtapes på et drengeværelse i Tårnby til kampen om at blive den første rapgruppe, der får en pladekontrakt i Danmark. Det er helt vildt magisk, og det bedste er næsten, at det hele jo er sket i virkeligheden," siger Pelle Peter Jensen.
Rockers by Choice og MC Einar
Historien starter i 1982, hvor lytterne møder 18-årige Per Pedersen fra Tårnby Torv, der importerer hiphoppen til Danmark fra New York. Det viser sig at være en ung fyr, der senere skal rappe sig ind i danskernes hjerter under navnet Dee Pee i gruppen Rockers by Choice.
I takt med at interessen for breakdance forsvinder, bliver lillebror Lars, nok bedre kendt som Chief 1, mere og mere optaget af lyden og musikken i den nye ungdomskultur. Hvad der senere skal vise sig at blive en af Danmarks største musikproducere er nu født, og podcasten følger ham og hans storebror Dee Pees vej til dannelsen af rapgruppen Rockers by Choice.
Sideløbende med at brødrene Dee Pee og Chief 1 erobrer og udforsker hiphoppen, kæmper den 19-årige Nikolaj Peyk med at finde sin plads i hiphop-hierarkiet inde på ungdomsklubben Thomas P. Hejle. Ramt af vækkelsen og optændt af missionen om at være den første og den bedste, går han fra breakdance og grafitti til dannelsen af rapgruppen MC Einar.
Spørgsmålet er, hvem, der skriver historie og bliver den første rapgruppe til at udgive en plade i Danmark - på dansk? Kapløbet er i gang.
- •
P3-podcast: ’Den nye stil - historien om dansk rap’ - fra mandag den 23. april på dr.dk/radio