Du behøver ikke have set mange minutters fjernsyn på det seneste for at opdage det. Der er færre nærgående mikrofoner under corona-krisen, og færre journalister står i klumper foran for eksempel politikere. Derimod er der flere såkaldte boomstænger på skærmen, hvor en journalist eller lydmand holder en mikrofon i behørig afstand af den, der skal sige noget.
Den lumske virus har i den grad haft indflydelse på, hvordan DR’s fotografer og journalister arbejder lige nu, når nyhedsindslag skal produceres, eller når der for eksempel skal laves optagelser til fredagens ’Fællessang – hver for sig’.
- Man kan sige, at vores bevidsthed om at holde afstand er blevet meget anderledes end før, og at arbejdsdagen indeholder mere håndsprit og består af mere rengøring og afspritning end tidligere, når optagelserne er overstået, forklarer Anette Roland Rønde. Hun er chef for nyhedsproduktionen i DR Nyheder, Aktualitet og Distrikter og dermed chef for de omkring 50 fotografer, der leverer de levende billeder til meget af det, du ser fra DR på nyhedsfronten.
Opfundet fra bunden
- Allerede da man begyndte at tale om, at coronaen nok også ville komme til Danmark, begyndte vi at arbejde på et sæt retningslinjer for, hvordan interviews og optagelser uden for DR’s adresser bør foregå. Det handler både om at sikre kilder, medarbejdere og hold, der arbejder sammen, så de ikke spreder smitte eller bliver smittede. Meget af det, vi gør nu, har vi ’opfundet fra bunden’. Det nærmeste, vi har været det tidligere, var regler for, hvordan vi filmer i dyrebesætninger, og hvilke forholdsregler, vi skulle tage der for at undgå at sprede smitte, forklarer Anette Roland Rønde.
’Begræns antallet af medvirkende i studier, hold afstand og sprit af efter besøg’. ’Hav medvirkende med på telefon, Skype eller lignende i radioudsendelser’ og brug boomstænger og ikke mikrofoner (såkaldte microports), der er sat fast på kilderne. Sådan lyder blot nogle af retningslinjerne, som DR nu har lavet. Her er der også lavet en manual til, hvad man gør, hvis man eksempelvis som DR-journalist skal interviewe personer i risikogruppen, personer i karantæne, medarbejdere på skoler, arbejdspladser, hospitaler, plejehjem og lignende.
- Hvis man for eksempel skal interviewe en lærer, som en del DR-medarbejdere har skullet de seneste dage, hvor skoler over hele landet er åbnet igen, ville det tidligere typisk være en lydmand, som satte en microport på læreren, fordi det giver den bedste lyd, når læreren er i en arbejdssituation. Her gør vi nu det, at vi lægger microporten og går væk fra den. Så tager kilden den selv på og af igen, når interviewet er ovre. DR-medarbejderen flytter den med handsker både før og efter, og spritter den også af både før og efter, forklarer Anette Roland Rønde.
Koger vindhætter
Selv Forbrugerstyrelsen har DR opsøgt undervejs i corona-forløbet for at få gode råd, om såkaldte vindhætter til mikrofoner kan koges, så der ikke hænger smitte fast i dem. Det kan de, og DR har også købt ekstra ind af dem, så DR ’ikke går ned på udstyr’.
Blandt de forholdsregler, der er kommet, er for eksempel, at der højst må være to personer i DR’s biler – en, der styrer og en på bagsædet, ligesom bilerne skal rengøres og sprittes af, når turen er overstået.
I ugens løb kom ’Deadline’ for eksempel tilbage på DR2, og for at sikre at der ikke er for mange gæster i studiet, er der blevet lavet en såkaldt ’stand-up-position’ i DR Byens Indre Gade, så en kan stå der i stedet for. Løsningen kan også bruges, så der ikke kommer for mange i studiet hos TV-Avisen.
DR og TV 2 deler opgaver mellem sig
Det er ikke alene internt i DR, der bliver taget højde for at undgå coronasmitten og minimere antallet af mennesker, der skal til for at lave optagelser. DR og TV 2 har også fordelt opgaver mellem sig i denne tid, så færrest muligt er forsamlet, når eksempelvis statsministeren eller myndighederne holder pressemøde, eller Dronning Margrethe taler til nationen.
- DR har aftalt med TV 2, at vi deles om pressemøder. DR står for eksempel for at dække pressemøderne i Spejlsalen i Statsministeriet, mens TV 2 laver optagelserne fra Finansministeriet eller fra Eigtveds Pakhus i København. Det er et stærkt samarbejde, hvor vi så får hinandens billeder, og hvor vi samtidig sikrer, at der ikke er så mange til stede, forklarer Anette Roland Rønde.
Til et pressemøde i Statsministeriet skal der for eksempel være en fotograf i salen, mens der er et automatisk kamera på tegnsprogstolken, der står i et andet lokale.
Efter at alle lige har skullet vænne sig til ’de nye tider’, synes chefen for nyhedsproduktionen, at det går godt - og tilmed har der været masser af live-reportager på det seneste, fordi DR også har dækket Dronningens runde fødselsdag intenst.
- Vi følger sundhedsmyndighedernes vejledninger hele vejen igennem, og jeg synes, vi er ved at være landet der, hvor vi har fundet ud af at arbejde i dét, der er en ’unormal hverdag’, siger Anette Roland Rønde.