Det er ikke altid, der er held med den første ansøgning til en stilling i DR. Det erfarede Nicoline Viola Hoeg, da hun i slutningen af 2022 søgte jobbet som nyhedsoplæser på DR Syd.
Men efter virksomhedspraktik ved Museum Sønderjylland og et kommunikationsjob blev redaktionen i Aabenraa alligevel hendes nye arbejdsplads den 1. august 2023 - altså for præcis et år siden i dag.
- DR Syd søgte en radiovært, og jeg sendte en ansøgning afsted. Jeg var lige ved ikke at søge jobbet, for jeg tænkte: Det får jeg ikke. Men jeg har altid gerne villet live-delen af journalistik, og det kriblede i fingrene for at lave journalistik igen, så jeg sendte en ansøgning, hvor jeg blandt andet skrev: ’Jeg vil bare gerne hjem til Sønderjylland’. Jeg kunne ikke forestille mig noget federe: At komme tæt på min familie i Haderslev, at lave live-radio og at fortælle vedkommende journalistik, så folk forstår det, og hvor man kan bruge sig selv, fortæller Nicoline Viola Hoeg.
Det er svært at lære at blive vært
Hun kom til casting og fik jobbet, så i dag ringer vækkeuret klokken 3.45, når 28-årige Nicoline Viola Hoeg er vært på ’P4 Morgen’, der sendes fra klokken 6.00 til 10.00.
- Jeg har været meget positivt overrasket over at komme ind i DR som hus. Vi i DR Syd hænger sammen med det store hus i DR Byen og de andre distrikter. Mine kolleger laver indhold til TV Avisen og Radioavisen, og det er ikke ’nå, så sidder vi i Aabenraa og passer os selv’-agtigt. Det er fedt. Før jeg begyndte, kendte jeg en, der arbejder her, som sagde: Det bedste, jeg har at sige om stedet, er kollegerne. Og det er rigtigt. Her er lidt forskellige aldersgrupper og typer, og det er fedt, for det giver forskellige perspektiver. I de andre stillinger, jeg har haft, har jeg siddet meget selv. Her er der ikke noget, der kun er dit, siger Nicoline Viola Hoeg.
Hun glæder sig over de muligheder, som arbejdet som radiovært i DR Syd giver.
- Det har været fedt at komme tilbage til Sønderjylland og lave fortællinger fra den landsdel, jeg kommer fra. Jeg har tænkt mig som en globetrotter, der aldrig skulle hjem, men det betyder meget for mig at være et sted, hvor vi tager de syd- og sønderjyske fortællinger seriøst. Når det gælder rollen som vært, har jeg skullet lære meget på kort tid. Det er svært at lære at blive vært, men nu er jeg ved at forstå, hvad jeg laver, smiler hun og fortsætter:
- Det er en stor opgave at være vært i fire timers morgenradio. Måske føler du dig ikke særlig stærk i at lave live-interview, du skal finde ud af at læse op i det rette tempo … der er en milliard ting. Jeg har prøvet ikke at være for hård ved mig selv og tage én ting ad gangen og blive tryg ved det. Tidligere har jeg interviewet til skrift. At interviewe live er noget helt andet. Man skal give sig selv lov til, at den ikke sad i skabet. På et tidspunkt sidder alle fire timer dér. Jeg er lige begyndt at afvikle selv – det vil sige, at jeg styrer knapperne – og det er cherry on the top. I starten gik jeg i total panik, hvis jeg fik sat det forkerte musik på. Nu er jeg mere rolig ved det. The show must go on.
'Nu kan jeg jonglere lidt mere'
Hele læringsprocessen i det nye job har været en god personlig oplevelse, fortæller Nicoline Viola Hoeg:
- Jeg har tendens til at være hård ved mig selv. Det er der ikke tid til her. Om tre minutter er sangen færdig – så skal du sige noget mere. Og når man sender i fire timer, så er det næsten hele tiden, du skal sige noget. Min medvært Stefan (Jørgensen, red.) har været god til at hjælpe mig. Jeg kan altid finde på noget at sige – det er en ting, jeg naturligt kan – men jeg skal også lige holde styr på vinklen i interviewet, hvor højt lyden ligger i pulten, at Trafikken skriver til mig, at der skal være to sange klar til afspilning. Der er mange bolde i luften. I starten kunne jeg have én bold i luften, og den skulle jeg stirre meget på. Nu kan jeg jonglere lidt mere.
DR’s strategi hedder ’Sammen om det vigtige’, og Nicoline Viola Hoeg fortæller, at hun kan mærke vigtigheden i det, hun laver.
- Første gang, jeg lagde mærke til det, var under stormfloden i slutningen af oktober. Jeg havde været her et par måneder, og jeg var morgenvært den morgen, hvor det var hårdt hernede. Det var første gang, jeg oplevede, at det, vi laver, betyder noget for nogen. Folk skrev ind, og det var tydeligt, at de lyttede til os, når vi fortalte, hvilke veje, der var lukkede, hvad vandstanden var forskellige steder og meget mere. Jeg kunne se vigtigheden i vores formidling. Det var fedt at rykke sammen som hus, og det var virkeligt vedkommende, siger Nicoline Viola Hoeg og fortsætter:
- Sådanne oplevelser har jeg løbende haft flere af siden. Den sidste dag, man kunne brevstemme ved EU-valget, fortalte min veninde på biblioteket i Aabenraa, at mange af dem, der kom forbi, havde hørt om det i radioen. Så bliver jeg stolt over, at man er med til det.
En ære at blive en del af folks rutine
I det hele taget sætter Nicoline Viola Hoeg stor pris på det første år som radiovært i DR Syd.
- Noget af det, der er sjovt ved min stilling, er, at jeg er sidste afsender på det, vi laver. Jeg har dygtige kolleger, der laver indslag, og jeg skal få folk til at lytte til det. Det er lidt en ære at blive en del af folks rutine, som radio er – i bilen, i hjemmet eller på arbejdspladsen. Det er stort at få lov til at indgå i folks hverdag.
Hvad synes du, er det vigtigste public service, DR bidrager med?
- DR er så stort et hus, og der er altid noget, som er på folks læber. Det kan være et fedt TV-show eller et nyt radioprogram. Jeg synes også, distrikterne spiller en vigtig rolle, og der er ikke noget hierarki mellem dem. Her hos os er vi cirka 30 mennesker, der tager det her område seriøst – som var det et fagområde. Vi har mange, der brænder for det, og mange, der gider at lytte og læse med på dr.dk. Vi hænger sammen med det store hus. Det, vi laver, bliver ikke markeret som en nyhed fra Syd- og Sønderjylland, men fra indlandsredaktionen i DR. Det er fedt at være en del af, siger Nicoline Viola Hoeg.