Bløde sofaer med hyggetæpper, glødepærer med et varmt skær og sort-hvid-billeder af Liva Weel og Poul Reichhardt. Vi står i et tv-studie, der mest af alt ligner en hyggelig dagligstue.
- Velkommen til. Hvor er det dejligt, I har lyst til at synge med os, siger tv-vært Puk Elgård roligt og lavmælt mod kameraet og vender sig mod korlederen ved sin side:
- Har du fundet nogle gode sange til os, Claus? spørger hun med et varmt smil.
- Jeg har fundet nogle rigtigt gode sange, og det er ikke noget, vi skal synge alene. Jeg har taget en masse mennesker med, svarer Claus Christensen, der er korleder på dagens optagelser.
Han vender sig mod det forventningsfulde kor fra Gentofte Gospel Choir.
Puk Elgård og Claus Christensen taler begge direkte til kameraet med et empatisk og forstående blik, og det er der en helt særlig grund til. Vi befinder os nemlig på optagelserne til ’Syng med Puk & Claus. Glemmer du – så synger vi sammen’, der er et syng med-program målrettet personer, der er ramt af demens, og som kan ses på DRTV.
Vi giver plads og tid
Søren Bjørn fra DR Kultur og Fakta er redaktør på programmet, og ifølge ham har programmet et specielt format, der skal skabe nærhed og få personer med demens til at føle sig inddraget i udsendelsen:
- Vi starter hvert program med et velkommen, der er mere direkte målrettet seeren, end man normalt ville gøre det i andre tv-programmer. Når Puk spørger: ’Har I også lyst til at synge med i dag? Hvor er det dejligt’, taler hun direkte ind i kameraet på en helt anden måde, end man gør i andre tv-programmer, og det er et bevidst valg. Vi vil gerne inddrage personerne, der synger med, direkte.
Ifølge Søren Bjørn er det vigtigt, at seeren med demens skal føle sig hjemme og føle, at de er en del af fællesskabet i koret. Derfor er der tænkt på alt fra studiets hyggelige dagligstue-indretning til programmets rolige tempo:
- Vi holder om dem og giver dem plads og tid til at synge med i et roligt tempo. Og her er der ingen eksperter, der kloger sig på, hvad demens er. Det kan man finde i andre programmer.
I hvert program laver korleder Claus Christensen en opvarmning, inden der synges. For som han siger:
- Det er måske en lidt anderledes opvarmning, for vi skal også varme fællesskabet op. Vi starter med at tage hinanden i hænderne.
Claus Christensen guider det 20 personer store kor gennem vejrtrækningsøvelser og en ’bølge’, hvor alle deltager med bevægelser og lyd.
Et tilbud om at synge med
Syng med-programmerne kommer i kølvandet på DR’s programserie ’Demenskoret’, der følger 17 personer med demens, der starter med at synge i kor og ender med at være i stand til at synge en hel koncert i DR Koncerthuset.
Ifølge Søren Bjørn er serien et tilbud om at synge med, hvis man skulle få lyst til det efter at have set ’Demenskoret’:
- ’Demenskoret’ viser, hvordan personer med demens har det, når de får lov at være med i et kor. Men det her program er mere 1:1 for personen med demens. Det her er en direkte mulighed for at synge sammen med ens kære, hvis man er pårørende til en person, der er ramt af demens. Samtidig er det også en kæmpe opfordring til plejehjem i hele Danmark til at samle dem, der har lyst til at synge med.
Glemmer du, så husker jeg
Da Claus Christensen og koret har varmet sangstemmerne op, er det blevet tid til at synge. Puk Elgård rejser sig fra stolen i koret og vender sig mod kameraet:
- Nu skal vi synge ’Glemmer du, så husker jeg det ord for ord’ – og det gør ikke noget, hvis man glemmer teksten, siger hun varmt, og Claus Christensen nikker og siger samstemmende:
- Nej, det gør ikke noget, så længe vi synger sammen.
Han sætter gang i koret, der med glade stemmer og store armbevægelser synger den gamle sang, der blev sunget af Liva Weel. Puk Elgård og Claus Christensen bemærker, at sangen også næsten er programmets titelsang.
Der bliver sunget med stor indlevelse af et kor, der i hvert fald ikke har glemt teksten. Folk synger, griner og holder om hinanden, og man kan mærke et stærkt fællesskab i koret.
I hvert afsnit bliver der sunget tre sange, de fleste kan synge med på. Mange forbinder man ikke med korsange, men det er ikke tilfældige sange korlederen har udvalgt, fortæller Søren Bjørn:
- Korleder Claus Christensen har en forståelse af, at nogle af de folk, der bliver ramt af demens, også mister evnen til at tale. Dem, der har mistet sproget, kan måske ikke synge med på Kim Larsens ’Midt om natten’, men de kan nynne med på mellemstykket, siger han og nynner ’du du du du’.
Han tilføjer:
- I nogle af sangene er der også mulighed for, at man bare kan danse med skuldrene. Og det er måske nok, for så er man med i fællesskabet.
Rundt omkring i studiet kan man se sort-hvide billeder af de kunstnere, der har sunget og komponeret de sange, der bliver sunget.
Musik kan vække minder
DR sætter fokus på demens, da sygdommen er den fjerde hyppigste dødsårsag i Danmark, og der findes endnu ingen kur. Håbet for programmet er, at sangene måske kan hjælpe med at vække minder hos personer med demens, siger Søren Bjørn:
- Erfaringen viser, at nogle folk, der har svært ved at huske, lige pludselig kan begynde at huske bedre, når de synger eller hører musik. Det kan være, de har nogle minder, der er hæftet op på en sang. Måske var det den, der spillede, da man fik sin første cykel, eller da man mødte sin kone for første gang – de der minder, der ellers var forsvundet på grund af sygdommen.
Redaktøren fortæller, at det har været et vigtigt program for ham at lave, selvom det er et af de mindste programmer, han har været med til:
- Det er et vigtigt og rørende projekt, og det er indbegrebet af, når DR er allerbedst. Der ligger virkelig public service i det her projekt.
Da koret med fuld energi, krammere og holden i hånden har sunget sig igennem ’Glemmer du’, ’I mormors kolonihavehus’ og ’Rør ved mig’, er det blevet tid til at slutte af. Puk Elgård vender sig for sidste gang mod kameraet og siger med blød stemme:
- Ej, men altså, hvor var det hyggeligt. Jeg håber også, I hyggede jer derhjemme. Tak, fordi I sang med.