Puk Elgård er vært på ’Demenskoret’: ’Jeg fik et chok, da jeg fandt ud af, hvad demens egentlig er’

Tirsdag var der premiere på dokumentarserien ’Demenskoret’, der følger en række mennesker med demens og deres vej til at kunne holde en stor koncert. Vært Puk Elgård fortæller her, hvad der har overrasket hende i arbejdet med programmet, og hvad hun håber, det kan give seerne.

Puk Elgård er vært på den nye dokumentarserie 'Demenskoret'. Foto: Nordisk Film TV.
  • Af Lars Møller Hansen

  • Interview: Anette Kvist Krøigaard Sorner

Over seks afsnit følger ’Demenskoret’ 17 danskere med demens, og hvordan de trods deres sygdom alligevel lykkes med at bliver klar til at holde en stor koncert i DR Koncerthuset.

Seriens vært Puk Elgård og korleder Claus Christensen kommer helt tæt på kormedlemmerne og deres pårørende.

Puk Elgård fortæller:

- Jeg blev præsenteret for ideen om at lave et program, hvor man skulle skabe livsglæde. Det kan man jo ikke sige nej til. Jeg vidste, det var mennesker med demensdiagnose, og jeg tænkte: Det skal nok gå, det bliver en god opgave, jeg vil gerne være med til at forbedre livskvaliteten for folk, der er syge. Jeg har aldrig været bange for at tjekke ind i andre menneskers liv – heller ikke dér, hvor det er svært.

Og det blev svært undervejs i arbejdet med ’Demenskoret’. Ikke mindst fordi det gik op for den populære vært, hvad demens er for en sygdom.

- Jeg må jo indrømme, at jeg måske havde en helt forkert romantiserende forestilling om, hvad det vil sige at have demens. Jeg troede på det her tidspunkt, at det mest var venlige ældre mennesker i sutsko, der blev væk ude på vejen og blev fundet, og som blandede nutid og fortid sammen, men ellers havde det okay. Jeg troede, sygdommen var langt mere fredelig, end den er. Og så fik jeg et chok, da jeg fandt ud af, hvor smertefuldt det egentlig er at være demensramt, siger Puk Elgård og fortsætter:

- Så jeg skal love for, det gik op for mig, hvor indgribende en demenssygdom er, både for den, der er ramt og for de pårørende. Det var jeg slet ikke forberedt på. Jeg havde ellers prøvet at forberede mig. Vi havde holdt masser af møder med Alzheimerforeningen, læger og andre, der har forstand på det. Men da jeg så virkeligheden, fik jeg et chok over, hvor voldsom sygdommen kan være.

Foto: Nordisk Film TV.

'Det går aldrig. Det er en fejl'

Derfor var det også en stor udfordring, da optagelserne med de demensramte skulle i gang, beretter Puk Elgård:

- Den første dag var der mange, der alligevel ikke ville være der. De ville gerne hjem. ’Jeg vil ikke synge’, lød det fra nogen, selvom de havde talt det godt igennem med deres pårørende. Men da det var virkelighed, og der var kameraer og nye omgivelser, var der mange af kormedlemmerne, der blev urolige, kede af det og sådan ’hvem er du’, og ’hvad skal vi her?’ Der var forvirring. Da tænkte jeg: Det går aldrig. Det er en fejl, vi skal ikke lave det her. Kan vi passe på værdigheden og folks ve og vel? Men da de så satte sig, og pianisten spillede Elvis og andre sange, og man så den ro, det gav, og de smil, der bredte sig, så fik jeg en kæmpe klump i halsen og tænkte: Okay, det her kan noget alligevel.

Mange særlige øjeblikke undervejs

Som optagelserne skred frem, og koret tog form, oplevede Puk Elgård, hvad musik, sang og fællesskab kan:

- Jeg kunne se ind i øjnene på vores kormedlemmer, at de kæmpede for at trænge ud gennem de hjernetåger, sygdommen kan give. Men når de sang, følte de sig frie og som sig selv. Mærkede sig selv. Og de pårørende sad og kiggede og kiggede og fik øje på karaktertræk og sider af deres kære, som måske havde været forsvundet længe. Det var hjerteskærende, men også meget livsbekræftende, når kormedlemmerne bare slap bekymringerne og sang, siger hun og fortsætter:

- Der var mange særlige øjeblikke i det her, for alle vores kormedlemmer havde et særligt øjeblik – endda flere af dem. Noget af det, der gjorde allermest indtryk på mig, var, da en af de kvindelige korsangeres mand på et tidspunkt trak mig til side og sagde: ’I dag er forandringen virkelig gået op for mig. Min kone har gennem mange år sagt ’jeg vil bare gerne dø, jeg vil ikke leve mere’. I morges vågnede hun og kiggede på mig og sagde ’Jeg vil ikke dø’. Og det er det, koret har gjort’. Det var stærkt, syntes jeg. Det har gjort forskellen på, om hun har lyst til at leve eller ej. Så kan man jo ikke gøre mere.

En øjenåbner om demens

Puk Elgård håber, at ’Demenskoret’ kan inspirere til at synge sammen og skabe et lille pusterum i en svær hverdag både for de demensramte og deres pårørende.

- Jeg tror ikke, man skal bilde sig selv ind, at man bare sætter sig ned med et sanghæfte, og så hører man fuglekvidder, og så synger man derudad, og så er alting godt. Demens er hårdt for alle. Men sang og fællesskab skaber pauser. Der var selvfølgelig også nerver på. Vores kormedlemmer skulle ende med at synge for et publikum, og der var generalprøver, de sang soloer, og der var mange frustrationer, hvis ordene glippede. Men det at synge – at der er givet en melodi, nogle ord, en rytme vi skulle følge sammen – det gjorde det nemmere at læne sig ind i et fællesskab. Der er noget genkendelighed i musikken. Jeg har set med egne øjne, hvad sang og musik kan gøre.

Og så kan ’Demenskoret’ forhåbentlig også være en øjenåbner for seerne – præcis som det at lave programmet har været for værten selv.

- Jeg håber, at ’Demenskoret’ giver oplysning om, hvad det vil sige at være omkring mennesker med demens, og hvad vil det sige at få demens. Og så håber jeg bare – og det er det, vi skal – at vi kan afmystificere det lidt. Vores kormedlemmer og vores pårørende taler meget åbent om det her, og de har stor tillid til os og fortæller, hvordan tingene er. Deres utrolige mod og åbenhed, håber jeg, bliver givet videre til alle dem, der kigger med, så vi kan lade være med at være så bange for at tale om demens, siger Puk Elgård.

  • Første program med 'Demenskoret' kan ses på DRTV fra tirsdag den 27. august klokken 6.00 og samme aften klokken 20.30 på DR1. DR1 viser også serien de kommende tirsdage.

Demenskoret