Liv Thomsen har været i Grundtvigs fodspor i et halvt år – og haft ham i tankerne om natten

Grundtvig er en mastodont i dansk kulturhistorie, og han var yderst produktiv på mange fronter. For Liv Thomsen har det været en af karrierens større udfordringer at producere programserien ’I Grundtvigs fodspor’, som har premiere i pinsen.

Liv Thomsen foran Udby Præstegaard, hvor N.F.S. Grundtvigs far var sognepræst. (Foto: © Klaus Nedergaard)

Det seneste halve år er vært og tilrettelægger Liv Thomsen jævnligt vågnet og har tænkt på Grundtvig. Selv om det umiddelbart kan lyde specielt, at en mand, der har været død i over 150 år, skulle sætte så mange natlige tanker i gang, har det sine årsager i hendes tilfælde. For Liv Thomsen og redaktionen har netop haft deadline på DR-programserien ’I Grundtvigs fodspor’, som er i tre afsnit og fortæller historien om Grundtvig og hans tid.

- Jeg føler nærmest, at jeg har levet inde i Grundtvig i et halvt år. Hver nat er jeg vågnet med overvejelser, om noget skulle med eller ikke med i serien. Og selv efter programmet var færdigklippet, vågnede jeg op med et sæt, fordi jeg opdagede, at vi ikke havde nævnt, at Grundtvigs sønner deltog i tre-årskrigen (1848-1850). Det fik vi løst, smiler Liv Thomsen.

Grundtvig-programmerne kan ses på DR2 og DRTV fra den 19. maj. Og hvor kompleks en mand, Nikolai Frederik Severin Grundtvig var, bliver allerede afsløret på Wikipedia, hvor han har ikke færre end 11 jobtitler - nemlig forfatter, teolog, (salme)digter, skolemand, præst, filosof, historiker, titulærbiskop, filolog, debattør og politiker.

Stødt på Grundtvig jævnligt

Liv Thomsen lægger da heller ikke skjul på, at det har været en af karrierens større udfordringer at være ’I Grundtvigs fodspor’.

- Når man som mig har lavet meget TV om 1800-tallet, er jeg selvfølgelig jævnligt stødt på Grundtvig. Jeg havde allround-viden om ham, da vi gik i gang, men alligevel har det været en af de svære opgaver, fordi det er noget helt andet, når du skal producere en hel serie om ham og har plads til at folde Grundtvig og hans liv ud, siger Liv Thomsen.

En af de særlige udfordringer har været, at Liv Thomsen og redaktionen blev bedt om at dele programserien op i tre afsnit med hver deres tema: folkekirke, folkeoplysning og folkestyre.

- Samtidig ønskede jeg at gå kronologisk til værks og fortælle om Grundtvig fra fødsel til død. Udfordringen var at bevare et helikopterperspektiv og så dykke ned i temaerne, når det gav mening, siger hun og fortsætter:

- Grundtvig var en vanvittigt produktiv mand. Han siges at have skrevet i gennemsnit 3,3 sider hver eneste dag i de 74 år, han var aktivt skrivende, og derfor har jeg selvfølgelig ikke kunnet læse alt. Jeg har hevet de centrale biografier frem og prøvet at finde de rette eksperter at læne mig op ad, forklarer Liv Thomsen.

Grundtvig-eksperter og Grundtvig-elskere er der mange af – i selskaber, akademier, centre og forskellige fora, og en vigtig opgave har været at få det, hun kalder ’faglige bagstoppere’, som blandt andet har kunnet fange faktuelle fejl, redaktionen måtte begå. En anden af de store udfordringer med historieprogrammer har som altid været at levendegøre fortiden – og i dette tilfælde 1800-tallet. For det er et århundrede med få fotos og ingen levende billeder fra arkiverne, som redaktionen har kunnet gøre brug af.

- Af samme grund har vi gennem årene lavet en del dramatiseringer og rekonstruktioner, og efterhånden har venner og bekendte ganske mange gange fået en opfordring til at være statister, når vi har skullet producere dem, smiler Liv Thomsen.

Havde aldrig lavet TV

Hun har 28 års erfaring med at formidle historie og kultur på TV, og undervejs er det blevet til henved 30 produktioner – både om kendte og mindre kendte i danmarkshistorien. Blandt Liv Thomsens DR-serier er for eksempel ’De ville dø for sagen’, ’På sporet af dronningerne’, ’1800-tallet på vrangen’, ’Ludere, lommetyve og lirekassemænd’, ’Liv i renæssancen’, ’Et sted, to verdener’ og mange flere. Mange af dem er at finde på DRTV.

De seneste 12 år har Liv Thomsen haft sit eget produktionsselskab, Historieselskabet. Det er herigennem, hun blandt andet producerer de historiske serier til DR, laver podcasts, producerer museumsfilm og web-serier - og meget andet. På sociale medier deler Liv Thomsen løbende redaktionens arbejde, og så har hun oprettet facebookgruppen ‘Historieselskabets venner’, der består af over 11.000 medlemmer, som alle har en stor interesse for danmarkshistorien.

Liv Thomsen er uddannet i litteraturvidenskab og moderne kulturformidling fra Københavns Universitet, og hun var ansat i DR fra 1996 til 2012 – de første fem år sammen med en anden legendarisk DR-historiefortæller, Piet van Deurs, hvis ’champagnelegat’ hun engang fik. Siden valgte hun at blive selvstændig - men altså fortsat med DR som en stor aftager af arbejdet.

- Jeg havde ikke lavet et minuts TV, da jeg fik arbejde i TV-Byen tilbage i 1996. DR2 skulle i luften, og her ville man gerne have nye kræfter til at lave programmer. Jeg arbejdede først med DR2’s kulturmagasiner, og det var gennem dét arbejde, jeg opdagede DR’s store arkiv, og hvor meget det havde at byde på, beretter Liv Thomsen.

Digitalisering kan mærkes

Det har specielt seerne kunnet opleve lige siden. Og faktisk har den fagre nye verden, hvor flere kulturinstitutioner får digitaliseret deres materialer, givet Liv Thomsen nye muligheder de senere år. Muligheder, som hun ikke havde, da hun producerede sine første programmer.

- Det er en kolossal fest og har givet mig et boost i dét, jeg laver og kan lave. Grundtvigs værker er for eksempel ved at blive digitaliseret, så jeg har kunnet søge i prædikener, skrifter og salmer digitalt, hvor jeg førhen skulle have slået op i en masse bøger. Det har gjort det meget nemmere at orientere sig i dét, der nok er Danmarks største forfatterskab, forklarer Liv Thomsen.

På samme måde er DR’s store arkiv ved at blive digitaliseret, Statens Museum for Kunsts værker i dag er tilgængelige online i basen SMK Open, og for eksempel Det Kongelige Bibliotek, Rigsarkivet, Det Danske Filminstitut og Nationalmuseet digitaliserer løbende kulturarven. - Det har givet endnu flere muligheder for at præsentere historien spændende og mere detaljeret, siger Liv Thomsen, der samtidig vurderer, at brugen af kunstig intelligens (AI) utvivlsomt vil få stor betydning fremover – også for skabelsen af historieprogrammer.

Noget af det, der er kommet bag på mig, er, at Grundtvig var så kompleks, siger Liv Thomsen. Foto: Klaus Nedergaard. (Foto: © Klaus Nedergaard)

Jeg er mere tilrettelægger end vært

Som i så mange tidligere programserier er Liv Thomsen både tilrettelægger, producent og vært i programserien ’I Grundtvigs fodspor’. I de tre udsendelser om Grundtvig er hun værten, der introducerer seerne til de lokationer, hvor væsentlige begivenheder i Grundtvigs liv foregik.

- Netop fordi der er så mange vinkler, gode historier og viden om Grundtvig, som skal fortælles på relativt kort tid – tre gange 30 minutter, og fordi der ikke er mange billeder af manden og hans samtid, kan det være en fordel, at jeg taler til seerne på et centralt sted og dermed bedre kan skære igennem og finde ind til bouillonterningen af Grundtvig, forklarer Liv Thomsen og fortsætter:

Jeg synes, det er sjovt at komme rundt i landet, men mest af alt elsker jeg dog at sidde hjemme på kontoret og skrive og klippe fortællingen frem. Jeg er meget optaget af at få mine speaks så gode som muligt.

Liv Thomsen modtog faktisk DR’s sprogpris i 2021 med den begrundelse, at hun er ’en nutidig formidler, som med stor indlevelse og et varieret og billedskabende sprog taler direkte til seerne’.

Holdet, hun typisk laver sine programmer sammen med, er et mix af garvede kolleger fra DR-tiden og ’unge digitalt indfødte’, som Liv Thomsen kalder dem. Fælles for både ‘de gamle’ og de unge er en stor grad af fleksibilitet, opfindsomhed og evne til at mestre mange facetter af tv-produktion.

- Uanset hvad kommer deadline altid bag på mig. Det har ikke ændret sig med årene, smiler Liv Thomsen, der tidligere på ugen har været ude i noget natteroderi, da ’I Grundtvigs fodspor’-serien skulle endeligt afleveres til DR.

En meget kompleks mand

Men har Liv Thomsen så opdaget nye sider af Grundtvig ved at fordybe sig i ham i et halvt år? Helt klart, svarer hun.

- Noget af det, der er kommet bag på mig, er, at han var så kompleks. Selv om Grundtvig nærmest er inkarnationen af kristendom, flirter han også undervejs med den nordiske mytologi. Og selv om han er medlem af den grundlovgivende forsamling og rigsdagen i mange år, var Grundtvig faktisk utryg ved de demokratiske bevægelser i starten, har Liv Thomsen erfaret i sit arbejde.

At Grundtvig også var den lidt støjende type, glad for kvinder, ven med hoffet, og har 35 veje opkaldt efter sig rundt omkring i Danmark, er blot få af de mange andre detaljer om Grundtvig, som kommer frem i Liv Thomsens nye programserie.

  • ’I Grundtvigs fodspor’ kan ses på DRTV fra søndag den 19. maj klokken 6.00, ligesom der vises et afsnit hver af de tre kommende søndage – den 19. og 26. maj samt 2. juni - klokken 21.00 på DR2.