Lillian Gjerulf Kretz får debut som valgvært søndag: 'Jeg glæder mig til et brag af en valgaften'

Lillian Gjerulf Kretz har været reporter på folketingsvalg og kommunalvalg, og hun har som korrespondent i USA været helt tæt på et præsidentvalg. Til EU-valget den 9. juni er hun for første gang vært i DR’s valgstudie. Her fortæller hun, hvordan hun går til opgaven.

- Det er vigtigt for mig, at alle er velkomne, siger Lillian Gjerulf Kretz om valgaftenen 9. juni på DR1 og DRTV. (Foto: © agnete schlichtkrull)

Den 9. juni skal danskerne i stemmeboksen, når der er valg til Europa-Parlamentet. DR er med hele dagen på tv, radio og dr.dk, og klokken 18.00 åbner Lillian Gjerulf Kretz og Stéphanie Surrugue valgstudiet på DR1 og DRTV.

Lillian Gjerulf Kretz er til daglig vært på TV Avisen efter flere år med base i Washington D.C., hvor hun blandt andet dækkede præsidentvalget i 2020 og stormløbet på Kongressen. Tidligere har hun herhjemme været reporter på valgaftener i forbindelse med folketingsvalg og kommunalvalg. Nu skal hun for første gang guide seerne igennem en aften, mens resultaterne tikker ind fra hele Europa.

- Jeg kan ikke komme i tanke om et EP-valg, der har haft større betydning, eller hvor der har været mere på spil. Så allerede dér kan man mærke pulsen. Jeg ser rollen som et privilegium og et stort ansvar. Valgkamp og valgaften er for mig indbegrebet af public service, hvor DR på tværs af redaktioner og programmer giver danskerne mulighed for at træffe et aktivt og oplyst valg, fortæller Lillian Gjerulf Kretz og fortsætter:

- Vi skal på valgaftenen samle trådene – og resultaterne. Hvilken fremtid vælger Danmark og Europa? Vi vil vægte saglighed, viden og indsigt højt og samtidig forsøge at formidle det, så det bliver forståeligt og spændende at følge for en så stor gruppe danskere som muligt. Det kommer vi til at gøre med et hold af dygtige kolleger. Det er demokratiets festaften, og det er i den grad vigtigt at fejre i en verden, hvor demokratier er under pres.

  • Dagen efter valget, mandag den 10. juni, er Ulla Essendrop og Klaus Bundgård Povlsen klar med valgmorgen på DR1 og DRTV fra klokken 6.00. (Foto: © Agnete Schilchtkrull)
  • Lillian Gjerulf Kretz og Stéphanie Surrugue åbner valgstudiet på DR1 og DRTV søndag klokken 18.00. (Foto: © agnete schlichtkrull)
1 / 2

Som et godt middagsselskab

Om rollen som valgvært siger Lillian Gjerulf Kretz:

- Det er vigtigt for mig, at alle er velkomne – og alle skal kunne følge med. Vi vil gerne byde seerne indenfor til et selskab, man har lyst til at være en del af. Ligesom til et godt middagsselskab, hvor samtalen er spændende, relevant, forståelig, præcis og gerne udfordrende – og hvor man kan blive overrasket undervejs. Jeg glæder mig til et brag af en valgaften.

Der er kun valg til Europa-Parlamentet hvert femte år, og valget kan for nogle måske opleves som lidt fjernere end et kommunal- eller folketingsvalg. Det stiller ekstra krav til værterne og de DR-korrespondenter og valgeksperter, som er med på valgaftenen.

- Vi lever i en helt anden verden, end vi gjorde ved sidste valg. Derfor er det vores opgave at forklare, hvorfor det her valg er afgørende. Jeg ser det som det vigtigste EP-valg i min levetid: Der er krig i Europa, og med den krig er samtalen om Europas og Danmarks fremtid og sikkerhed akut. Samtidig sker der et markant skifte i Vesten, hvor fokus på globalisering og fri bevægelse over grænser for varer, penge og mennesker står for fald. Hvor nationalisme og populisme bruser frem i mange lande. Der er ikke længere nogen, der tænker på EU som en samtale om krumme agurker. Valget bliver på mange måder en test på, hvem vælgerne ser som vejen frem i en usikker tid, og om de etablerede partier – som i vidt omfang støttede globaliseringen – har et svar til de millioner af vælgere, der har betalt omkostningerne og har mistet job, økonomisk formåen med mere.

Verden er forbundet på godt og ondt

Lillian Gjerulf Kretz vendte sidste år hjem efter seks år som korrespondent i USA, og nu venter en valgaften i Europas tegn. Netop begivenheder med internationalt udsyn er vigtig formidling, mener hun.

- Som korrespondent bliver du ofte bekræftet i, at vores verden er forbundet på godt og ondt. Tænk for eksempel bare på de her tre: Finanskrisen, klimakrisen, covid-pandemien. Hvad har de til fælles? De ramte hele verden – alles økonomi – og forandrede, hvordan vi lever og ser verden. Ruslands krig i Ukraine førte til en domino-effekt af dimensioner, energipriserne eksploderede og energiforsyning blev for alvor sikkerhedspolitik. Med andre ord: Behovet for at kunne forklare de store sammenhænge, som vi mærker konsekvenserne af, bliver kun større fremover, siger Lillian Gjerulf Kretz.