'Kontant'-journalister kan få årets Cavling-pris: ’Det har været svært at slippe historien’

Tre journalister fra ’Kontant’ er nomineret til Cavling-prisen, der overrækkes fredag, for historien om svindel hos Alles Lægehus.

Casper Lykkegaard Pedersen, Jacob Kragelund og Morten Søgaard på redaktionen i Aarhus (Foto: © Dr)

Cavling-komiteen havde egentlig erklæret, at de i mindre grad ville gå efter afslørende projekter, når de skulle finde de nominerede til årets Cavling-pris. Derfor kom det ekstra meget bag på journalisterne Casper Lykkegaard Pedersen, Morten Søgaard og Jacob Kragelund fra DR’s ’Kontant’-redaktion, der har dykket ned i sundhedskoncernen Alles Lægehus og afsløret systematisk svindel.

Casper Lykkegaard Pedersen, der fandt frem til historien, er ’enormt stolt’ over nomineringen:

- Det betyder sindssygt meget at være nomineret til en Cavling, men samtidig er jeg også meget overrasket. Det har aldrig været en drengedrøm for mig at modtage en Cavling, for jeg har aldrig tænkt, at jeg ville komme i en position, hvor det var muligt. Det er faktisk lidt svært at forstå, at vi står her nu, siger han.

I tre ’Kontant’-afsnit med titlen ’Læger på kanten’ afsløres det blandt andet, hvordan Alles Lægehus har udnyttet sundhedssystemet og taget betaling for ydelser, patienterne ikke har modtaget.

Casper Lykkegaard Pedersen synes, det har været interessant at arbejde med programmerne, som har været lidt af et hjertebarn for ham:

- Jeg synes, det er en vigtig historie, vi har fået fortalt. Den handler jo om, hvor meget tillid vi kan have til vores sundhedssystem.

Overhørt over morgenkaffen

Redaktionen har gennem et år dykket ned i historien, hvor de har besøgt lægehuse, talt med patienter og søgt aktindsigter i de opgørelser, der viser, hvad regionerne udbetaler til Alles Lægehus’ klinikker.

Men Casper Lykkegaard Pedersen har faktisk arbejdet endnu længere tid på historien. Han begyndte allerede på projektet i december 2020, da han arbejdede på DR Østjylland, fortæller han:

- En af mine gode kammerater, der arbejder i et lægehus, overhørte over morgenkaffen på sit arbejde, at en udenlandsk koncern var begyndt at opkøbe lægehuse i udkantsdanmark. Og det fangede min interesse, så jeg begyndte at undersøge det nærmere. Jeg startede med at tage fat i tidligere ansatte, men det tog lang tid, før de turde udtale sig. Flere frygtede repressalier fra Alles Lægehus, der har nogle ret udførlige kontrakter, der forbyder tidligere medarbejdere i at udtale sig om deres ansættelse.

Casper Lykkegaard Pedersen blev senere ansat på ’Kontant’ i 2023, hvor han og redaktionen besluttede sig for at gå videre med historien. Sagen viste sig dog at have et stort omfang, og derfor samarbejdede hele redaktionen om historien:

- Det har virkelig været en holdindsats at få den her historie ud over rampen, og alle har bidraget. Det er også en historie, der har fyldt meget på redaktionen, og hvor folk har vist stor forståelse for, at vi prioriterede projektet, siger Casper Lykkegaard Pedersen og fortsætter:

- Historien var aldrig kommet så godt ud over rampen, hvis ikke Morten Søgaard var sprunget til, og vi har været så heldige at have Jacob Kragelund som vært. Jacob Kragelund lavede blandt andet et legendarisk interview med stifter og bestyrelsesformand i Alles Lægehus Thomas Helt, hvor Jacob bevarede roen, selvom Thomas Helt prøvede at sno sig udenom på alle tænkelige måder i forbindelse med interviewet.

Nominering til et velkendt program

Jacob Kragelund, der er vært på ’Kontant’, synes, det er kæmpestort, at programmet er blevet nomineret, og han er glad på formatets vegne:

- Det er jo et program, der har eksisteret i flere end 20 år, og som har gennemgået en utrolig forandring. Siden jeg startede som vært i 2019, er ’Kontant’ gået fra at lave forbrugerhistorier af en halv times varighed til være et længere og endnu mere undersøgende journalistisk format, forklarer han og uddyber:

- Der skete en stor relancering af programmet, og i dag er det meget mere end et forbrugermagasin. Jeg synes, det er beviset på en mission, der er lykkedes: At vi har formået at forandre et program, som seerne elsker, og gøre det til et endnu bedre tv-program, hvor vi har tid til at komme mere i bund med historierne.

Skulderklap til DR Aarhus

Redaktionen bag ’Kontant’ holder til i DR Aarhus, og Casper Lykkegaard Pedersen fortæller, at kollegerne har været glade på deres vegne:

- Vi kan mærke, at folk er begejstrede, og der har været en glæde i huset. Jeg har mødt en masse glade mennesker på gangene, der har sagt en masse enormt søde ting.

Morten Søgaard, der var tilrettelægger på de første to programmer, har også lagt mærke til en stolthed i huset:

- Det er ikke hver dag, at programmer fra DR Aarhus bliver nomineret til en Cavling-pris, siger han og fortsætter:

- Det er meget fedt. Jeg går normalt ikke rigtig op i priser, men jeg må da indrømme, at det er dejligt med et skulderklap til det arbejde, der bliver lavet i DR Aarhus. Det er jo en anerkendelse af, at vi har lavet nogle gode historier, der har potentiale til at afsløre fundamentale sager i vores samfund og rykke på nogle ting i virkeligheden.

Opslugende arbejde

Casper Lykkegaard Pedersen har oplevet, at projektet med ’Læger på kanten’ til tider har været opslugende, men ’på den gode måde’:

- Det har været virkelig svært at slippe historien. Jeg har taget mig selv i at sidde og arbejde på det dag og nat, griner han og tilføjer:

- Men det har været det hele værd, når vi har kunnet mærke, hvor meget det har betydet for vores kilder. Flere af de tidligere medarbejdere og patienter, vi har talt med, har været lettede og tilfredse.

Fredag den 10. januar bliver Cavlingprisen uddelt på Arbejdermuseet i København.

Jacob Kragelund er optimistisk omkring fredagens prisuddeling:

- Det er selvfølgelig superfedt, hvis vi skulle gå hen at vinde prisen, men jeg synes også, vi er nået rigtig langt ved at blive nomineret i første omgang. Det er jo kæmpestort at være nomineret ud fra en pulje med flere end 50 andre journalistiske projekter. Hvis jeg skal satse på det, tror jeg godt, det kan lykkes os at få prisen med hjem.