Jakob Stegelmann er atter konferencier, og musikken er igen soundtracks fra fantasy-film og -spil, når den står på såkaldt ’Fantasymphony’-koncert i koncertsalen Alsion i Sønderborg på fredag og i Musikhuset Esbjerg på lørdag.
Men ikke alt er ved det gamle. For mens det er DR Symfoniorkestret, der har udviklet konceptkoncerten og hidtil har stået for musikken, når koncerterne har været holdt i DR Koncerthuset, er det i denne uge Sønderjyllands Symfoniorkester, der leverer tonerne og er arrangør, mens Filharmonisk Kor synger.
Noget af det samme gentager sig senere på måneden – fredag den 27. september, hvor Aalborg Symfoniorkester har DR-koncertkonceptet ’Galaxymphony’ på programmet, hvor musikken er fra nogle af historiens største rumfilm - helt som det tidligere har lydt i DR Koncerthuset. Men DR Symfoniorkestret er altså skiftet ud med det nordjyske landsdelsorkester, der blandt andre har solisten Tuva Semmingsen med som solist, og hvor Jakob Stegelmann var vært i København, er Elias Eliot det nu.
Alle gange foregår det hele som et venligt tilbud fra DR til orkesterkolleger over hele Danmark. DR og de respektive landsdelsorkestre laver en co-produktion ud af det hele, og DR sender for eksempel en indholdsproducent, som har erfaringen med opsætningerne af konceptkoncerterne i DR Koncerthuset, til det syd- og sønderjyske og det nordjyske.
- Som udgangspunkt vil DR Symfoniorkestret gerne spille over hele landet og nå ud til endnu flere. Men i virkelighedens verden er det ikke enkelt at få så stort orkester på turné, ligesom vi heller ikke vil konkurrere med landsdelsorkestrene om deres publikum. I stedet har vi valgt at samarbejde om projekterne og stille koncepter til rådighed, så de får mulighed for at arbejde på samme måde, som vi har gjort, forklarer producent Nicolai Abrahamsen fra DR Koncerthuset.
Vil gerne have fat i nye grupper
Han har selv været med i udviklingen af koncept-koncerterne eller soundtrack-koncerterne i DR, som nogle kalder dem, siden 2016. Koncerterne indeholder typisk musik fra biograffilm, tv-serier og computerspil, og i mange tilfælde tiltrækker de et andet publikum til koncerterne, end for eksempel torsdagskoncerterne i DR gør.
Alene i 2023 har omkring 25.000 været til en soundtrack-koncert i DR, og rundt omkring i landet har landsdelsorkestrene på samme måde som DR kigget efter, hvad der kan gøres for at få fat i befolkningsgrupper, som måske ellers ikke ville opleve et symfoniorkester live.
Nicolai Abrahamsen forklarer, at DR’s indsats konkret består i at hjælpe med at skaffe rettigheder til musikken, forhandle kontrakter med de eksterne solister og værter, sparre om programmet, formidlingen og tekst-materialet samt at deltage i prøveforløb og her give indspark og gode ideer.
- DR har også stillet en arrangør til rådighed, som tilpasser noderne til det enkelte orkesters besætning. I det hele taget har der siddet mennesker og omskaleret ’Fantasymphony’- og ’Galaxymphony’-koncerterne, så de passer til de lokale forhold og den koncertsal, der er, forklarer DR-producenten.
Omvendt har de lokale orkestre i Sønderborg og Aalborg bedst viden om, hvor og hvordan de lige rammer deres publikum, og Sønderjyllands Symfoniorkester har på fredag for eksempel allieret sig med Sønderborgs brætspilscafé, Æ Bræt, der varmer op med brætspil og figurmaling for filmnørder og gamere, før musikken spiller klokken 19.00 i koncertsalen Alsion. I Esbjerg lørdag bliver koncerten holdt som en del af Esbjerg Fantasyfestival.
Har ændret sig de seneste 10 år
Sønderjyllands Symfoniorkesters musikchef Adam Stadnicki ser frem til weekendens ’Fantasymphony’ i Sønderborg og Esbjerg, og han er glad for, at Sønderjyllands Symfoniorkester og DR kan samarbejde om koncerterne.
- Det er en koncertform, som vi ikke ville have haft et publikum til for 10 år siden, men som ikke mindst DR Symfoniorkestret har haft succes med at udvikle. Samtidig har vi i Sønderjyllands Symfoniorkester et opdrag om, at vi også skal udvikle tilbud til nye publikumsgrupper, og det er her, vi kan nyde godt af andres erfaringer, forklarer Adam Stadnicki. Samtidig er der også en økonomisk side af sagen. For skal Sønderjyllands Symfoniorkester for eksempel vende sig mod London, som man gjorde, da man i januar i år havde filmmusik fra ’Marvel’-filmene, ’Batman’ og ’Star Wars’ på nodestativerne ved to koncerter i Sønderborg og Esbjerg, er en af udfordringerne, at det koster en masse penge at skaffe rettighederne.
Giver et løft
- I dette tilfælde med ’Fantasymphony’ har vi kunnet sparre med DR’s producent, der har lavet koncerten før. Samtidig har vi også fået gode råd til, hvor der kan skæres hjørner og kanter af. For eksempel har Sønderjyllands Symfoniorkester 12 førstevioliner og ikke 16 som DR Symfoniorkestret, ligesom vores lyssætning ikke er den samme som DR Koncerthuset. Derimod har vi kunnet bruge grafik og logo fra de oprindelige ’Fantasymphony’-koncerter direkte, forklarer Adam Stadnicki.
Han fortsætter:
- I yderregionerne glæder vi os især over, at DR har lyst til at samarbejde med os. Det giver et løft, og vi har savnet sådan et samarbejde på tværs af landet.
Selv om samarbejdet med DR Symfoniorkestret er en stor hjælp, har Sønderjyllands Symfoniorkester dog også stadig en udfordring, som samarbejdet med DR ikke løser. Nemlig hvordan man får publikum til også at komme anden gang og måske da løse billet til de ’mere traditionelle’ klassiske koncerter eller for eksempel til crossover-koncerterne med folkemusik og jazz eller bogkoncerterne, som Sønderjyllands Symfoniorkester også er på vej med.
- Hvis der er efterspørgsel efter koncept-koncerterne, er vi helt åbne for at lave flere af dem. I så fald ville vi nok satse på et årligt samarbejde, som det, vi nu har med DR om ’Fantasymphony’, siger Adam Stadnicki. Tidligere har Malmö Symfoniorkester fået assistance af DR Symfoniorkestret til at opføre ’Duellen’ med noget af Ennio Morricones musik fra ikoniske mafia- og westernfilm, ligesom Aalborg Symfoniorkester for et år siden holdt ’Hollywood Galla’ efter DR-opskrift, efter at DR ved en tidligere lejlighed bød på filmmusikalske lækkerier fra de største Hollywood-film.
DR’s direktør for Kultur, Børn og Unge Henrik Bo Nielsen glæder sig over samarbejdet mellem DR Symfoniorkestret og flere af landsdelsorkestrene.
- Det er en fælles opgave for alle landets symfoniorkestre at give nye befolkningsgrupper appetit på at opleve den symfoniske musik live. Derfor giver det rigtig god mening, at vi fra DR’s side hjælper landets orkestre i at prøve kræfter med nye koncertformater, der henvender sig til et bredere publikum. På den måde kan vi medvirke til, at koncertsale i hele landet forhåbentlig også i fremtiden har et stort og nysgerrigt publikum, som kommer for at mærke den særlige lyd og energi fra et stort, levende symfoniorkester, siger han.
Tysk forlag bringer koncert ud internationalt
Producent Nicolai Abrahamsen forklarer, at DR Symfoniorkestret også har en aftale med et tysk forlag i Berlin, som repræsenterer DR’s konceptkoncerter internationalt, og som prøver at se, om udenlandske orkestre også kunne være interesserede i at lave dem efter DR’s opskrift.
Alt imens har DR meldt ud, at der kommer en tredje og sidste runde med ’Galaxymphony’-koncerter til april 2025 med soundtracks fra film som ’Star Wars’, ’The Mandalorian’, ’Star Trek’, ’Dune’ og mange flere - ligesom nye koncepter er på vej, siger Nicolai Abrahamsen uden at kunne afsløre meget mere lige nu.
Se 'Fantasymphony' fra koncerten i Koncertsalen på DRTV: