Som noget helt nyt indtager ’Dokumania Live’ hele landet og inviterer sommeren over til fantastiske dokumentarfilm fra virkelighedens verden. Hver måned fra maj til september er det muligt at se gratis dokumentarfilm under åben himmel i blandt andet Odense, Viborg og Aarhus.
’Dokumania Live’ viser film med bid i, og trækker svære emner ned på̊ jorden, for at give nye perspektiver og lægge op til dialog og debat, når der inden filmene inviteres til talks og oplæg.
Virkelighedens mareridt
’Dokumania Live’ åbner sommerens udendørs filmvisninger med premieren på ’Mellemøstens skjulte slaver’ af DRs mellemøstkorrespondent Puk Damsgård.
Det er en film, der dokumenterer, hvordan tjenestepiger overalt i Mellemøsten lever under forhold, der ligner moderne slaveri. De er spærret inde hos private familier, og mange udsættes for vold, sexchikane og horrible arbejdsforhold. Via et netværk af agentbureauer lokkes millioner af kvinder fra fattige lande til at søge arbejde i Mellemøsten. De rejser i håb om at skabe en bedre fremtid for deres børn, men drømmene ender brat, da virkeligheden viser sig at være et sandt mareridt.
Om dokumentaren fortæller journalist Puk Damsgård selv:
”Vi har lavet en film, der afdækker en skjult verden, hvor millioner af kvinder ender under slavelignende forhold – forhold så groteske, at kvinderne foretager livsfarlige flugtforsøg i håb om at slippe væk”.
Et slag for kvinderettigheder i Mellemøsten
Filmen går helt tæt på den tidligere tjenestepige Mary Joys kamp for retfærdighed i et land, hvis arbejdslov ikke regulerer husarbejde, og hvor det særlige Kefala-system forhindrer kvinderne i at rejse eller skifte arbejdsgiver. Det er historien om, hvordan kvinder forlader deres familier i Asien og Afrika i håbet om et liv uden fattigdom – for i stedet at ende indespærret i arabiske hjem, hvor de arbejder døgnet rundt, bliver udsat for vold og sexchikane - og i nogle tilfælde tortur.
Dokumentarredaktør på DR, Mette Hoffmann Meyer uddyber:
”’Mellemøstens Skjulte Slaver’ er historien om, hvordan fattigdom hver dag leder kvinder ad en vej, der omfatter menneskehandel og slaveri, og som betyder at millioner af kvinder fastholdes i umenneskelige og udsigtsløse forhold. Det er en stærk og chokerende dokumentarfilm om et emne, der er evigt aktuelt.”
Filmvisningerne er en del af DR-temaet om kvinder i anledningen af, at den internationale konference ’Women Deliver’ besøger København.
”Mellemøstens skjulte slaver” får tv-premiere 2. pinsedag mandag 16. maj klokken 21.45 på DR1 og genudsendes tirsdag 17.maj klokken 23 på DR2.
Invitation til filmvisning og debat
Du kan se filmen under åben himmel landet over, når ’Dokumania Live’ inviterer til gratis filmvisninger og debatarrangementer i København, Odense, Aarhus og Viborg. Alle arrangementerne er gratis, og tilmelding er ikke nødvendig.
Se her hvor og hvornår filmen bliver vist:
’Mellemøstens skjulte slaver’ visninger og debatarrangementer: Filmen starter klokken 21.30 – se hvornår de lokale arrangementerne går i gang på dr.dk/dokumanialive (åbner i starten af maj)
Sjælland Torsdag 12. maj Videomøllen Hjørnet af Sankt Hans Gade og Ravnsborggade, 2200 København N
Søndag 15. maj Carpark Movie Nights Under Bispeengbuen, 2000 Frederiksberg
Fyn Torsdag 12. maj Dokken Odense Havn, Byens Ø på Nordatlantisk Promenade, 5000 Odense
Jylland Torsdag 12. maj Kulturjægerne Riddergade 8, 8800 Viborg.
Søndag 15. maj DokuramAa Bispetorvet 8000 Aarhus C