DR2 viser anmelderrost dokumentar om forfatteren Ejersbo

26. april kl. 20.45 på DR2: ’Ejersbo’ er en intens og rørende rejse til toppen af Kilimanjaro – og ind i Jakob Ejersbos liv.

Den afdøde forfatter Jakob Ejersbos to bedste venner kæmper sig op mod toppen af Kilimanjaro for at sige endeligt farvel og i al hemmelighed opfylde Ejersbos ønske om at få spredt sin aske netop dér. (Foto: © Annett Bruhn/Christian Bonke, Type 2)

I dokumentarfilmen ’Ejersbo’ følger vi den afdøde forfatter Jakob Ejersbos to bedste venner i deres både fysiske og mentale kamp for at nå toppen af Kilimanjaro. Målet er at sige endeligt farvel til Ejersbo og i al hemmelighed opfylde hans ønske om at få spredt sin aske netop dér – på toppen af Afrika, et kontinent, der på mange måder var med til at forme både manden og forfatteren Ejersbo.

Jakob Ejersbo skrev sig ind i den danske litteraturhistorie, da han i 2003 fik De Gyldne Laurbær for sin første roman ’Nordkraft’. Komiteen bag De Gyldne Laurbær begrundede valget af Ejersbo således: ”Dit talent er så stort og uimodsigeligt, at der ikke er nogen grund til at vente på flere romaner før prisen kommer.” Fem år senere var Ejersbo død. Og først efter hans død blev hans litterære livsværk ’Afrika-trilogien’ udgivet.

Historien om Ejersbo fortalt af hans nærmeste

I filmen følger vi Ejersbos to bedste venner Morten Alsinger og Christian Kirk Muff på deres rejse op af Kilimanjaro. I løbet af rejsen får vi gennem deres samtaler et indblik i, deres forhold til vennen og forfatteren Ejersbo. Deres fortælling suppleres af interviews med blandt andre forlæggeren Johannes Riis, der fortæller om det umiskendelige rå talent. Ejersbos søster og forældre fortæller fra hver deres synspunkt om opvæksten i både Afrika og Danmark, og vi får også lejlighed til at måde barndomsvennen Ali Mushi og Ditte Steensballe, der havde et kort, men intenst kærlighedsforhold til forfatteren.

’Ejersbo’ havde premiere på DOXBIO i efteråret 2015 og portrættet af en af Danmarks vildeste litterære stjerneskud i nyere tid, blev rost til skyerne af anmelderen.

’Ejersbo’ kan ses i Dokumania på DR2 tirsdag d. 26. april kl.20.45.