DR-vært kåret som ’Årets forbillede’

Anna Lin, der på det seneste blandt andet har været vært for ’Døm vores forhold’ og ’Solo med Anna Lin’, modtog torsdag aften en Echopris ved prisfesten, der tidligere gik under navnet Zulu Awards.

Anna Lin modtog prisen som 'Årets forbillede' ved Echopris-festen på Østerbro i København torsdag. (Foto: © Lasse Lagoni, © Lasse Lagoni)

En DR-vært blev også hædret, da TV 2 Echo torsdag aften holdt Echoprisen-fest i Østerbrohuset i København, ’hvor alt det og alle dem, der har betydet noget særligt for os i mediebilledet i 2023’, blev hyldet, som TV 2 formulerede det.

Det var DR’s Anna Lin, der var på scenen for at modtage en af de otte priser, som blev uddelt – nemlig for at være ’Årets forbillede’.

27-årige Anna Lin hentede prisen for, som det hed, ’at være en generationsstemme, der sætter fokus på mental trivsel, kropspositivisme og at være tro mod den, man er’.

- Jeg har lyst til hver dag at stå op for mig selv og turde sige de ting, som er vigtige at få sagt, sagde Anna Lin blandt andet, da hun modtog prisen som 'Årets forbillede'.

Dømmer forhold og rejser solo

Anna Lin har senest været vært på P3-programserien ’Døm vores forhold’ på DRTV, ligesom hun også har lavet podcasten ’Solo med Anna Lin’ på DR LYD. Den tager sit afsæt i, at Anna Lin synes, hun rejser bedst, når hun rejser solo.

Tidligere har Anna Lin også været vært på DR-klassikeren ’Kender du typen?’ – og inden da været vært på DR’s nyhedsudsendelse til de 9-14-årige, ’Ultra Nyt’ samt på børnenes MGP i 2021 og 2022.

Echo Prisen gik tidligere under navnet Zulu Awards, og her har TV 2 siden 2008 hyldet årets vigtige og betydningsfulde præstationer inden for musik, lyd, sociale medier, fiktion og TV.

Det var skuespilleren Josephine Højbjerg og TV-værten og standupkomikeren Melvin Kakooza, der var værtspar ved Echoprisen, som skiftede til sit nuværende navn i 2023.

Alle har kunnet stemme

Det er ’folket’, der har afgjort, hvem der skulle have årets Echopriser. For i den seneste tid har alle kunnet stemme på deres personlige favoritter, som de mente skulle have hæderen.

I alt blev der uddelt otte priser ved uddelingen, hvor TV 2 valgte at offentliggøre vinderne torsdag, men sender showet på søndag på TV 2 Echo og TV 2 Play.