Kan du tænke det, kan du også filme det: Kom med i virtual production-studiet i Aarhus

Virtual production er en ny måde at kunne fortælle historier på, som tidligere ville være svære at formidle. Teknologien giver stor kreativ frihed, uanset om man er tekniker eller tilrettelægger, og om man laver nyheder eller børnefiktion. I videoen her tager Thor Kongsgaard Guldager dig med indenfor.

Normalt når man arbejder i såkaldte green screen-studier, kan værter ikke se, hvor de er placeret i forhold til den grafiske baggrund under optagelsen. Med virtual production kan man vende kameraet og vise værterne præcis, hvor de står.

Man kan lave ændringer i baggrunden og se det med samme, hvilket før var en meget omstændelig proces. Nu er du så tæt på det færdige produkt, som du overhovedet kan komme.

Virtual production kan for eksempel bruges til forklaringsgrafikker, hvor værten bliver placeret midt i en relevant setting, som er fagsprog for et relevant miljø. Teknologien kan også bruges i fiktion, hvor man kan skabe hele fantasiverdener og virtuelle locations. Hvis du kan tænke det, kan du filme det.

Derfor kan alt fra visuelle producere, grafikere og fotografer til redaktører og alle i idéudviklingen og indholdsproduktionen have gavn af at kende mulighederne. Her kan du møde Thor Kongsgaard Guldager, virtual production-artist, der viser rundt i virtual production-studiet i DR Aarhus.