DRs klimaekspert og vejrvært Jesper Theilgaard har gjort ”en helt ekstraordinær indsats for god folkeoplysning om de svære og komplicerede klimaproblemer”. Det mener Danmarks Vindmølleforening, som lørdag eftermiddag valgte at give Vindmølleprisen 2016 til Jesper Theilgaard i forbindelse med deres årsmøde i Vingsted.
”Allerede for år tilbage, hvor det ikke var en del af vejrudsigten at se længere frem end de normale fem dage, dristede Jesper Theilgaard – som en af TV-mediets respekterede vejrprofeter – sig til at pege på risikoen for klimaforandringer. Igennem årene har han fortsat fortalt om den hastighed, hvormed klimaet ændrer sig og de store udfordringer, vi står overfor,” lød det i motiveringen fra Kristian Jakobsen, der er formand for Danmarks Vindmølleforening.
Han fremhævede også, at Jesper Theilgaard altid har gjort det i en sober og udramatisk tone i et medie, som er nået ud til mange mennesker, der måske ikke alle ellers ville blive bekendt med disse problemer. ”Samtidig har Jesper Theilgaard understreget, at klimaet ikke er løsrevet fra den hverdag, vi lever i, men kalder på handling,” sagde Kristian Jakobsen.
Kommer oven på festligt efterår
Prisen til Jesper Theilgaard kommer kort tid efter, at vejrværten havde meget at fejre i efteråret. Her kunne Jesper Theilgaard, der er uddannet flyvemeteorolog, både fejre sit 40 års jubilæum i statens tjeneste, 25 års jubilæum i DR og sin egen 60 års fødselsdag.
Om at få Vindmølleprisen 2016 siger han:
”Da mit job handler om formidling, er det en stærk inspiration at modtage en pris for måden at gøre det på. Den anerkendelse, som Vindmølleprisen er udtryk for, giver naturligvis lyst til at fortsætte det arbejde i mange år endnu. Når det samtidig er min formidling af klimaforandringerne, som jeg anser som et af verdens væsentligste problemer, gør det mig ekstra glad,” siger Jesper Theilgaard.
Udover at have været tilknyttet DRs vejrudsigter siden 1990, har Jesper Theilgaard også skrevet en lang række bøger om vejr, klima og meteorologi, og da FN i 2014 inviterede verdens ledere til klimatopmøde i New York, var der samtidig inviteret 10 TV-meteorologer fra forskellige egne af verden til at give en langtidsprognose frem mod 2050 for deres område. Her var det Jesper Theilgaard, der berettede om klimaets tilstand i Danmark og Nordeuropa generelt.
Det er ikke helt ubekendt for DR-vejrværten at få priser. I 1995 modtog Jesper Theilgaard Geografforbundets gyldne globus – sammen med DRs øvrige vejrhold dengang, Henrik Voldborg, Mikael Jarnvig og Torben Klausen. I 2006 fik han Gyldendals faglitterære pris, og i 2011 blev Jesper Theilgaard udpeget som ’Årets Blæksprutte’ af satirehæftet Blæksprutten – angiveligt for at have skaffet den dårligste sommer nogen sinde.
Danmarks Vindmølleforening er foreningen for vindkraftinteresserede i Danmark, og den har eksisteret siden 1978.