Jesper Langberg får stor pris for Kristen Skjern og alle de andre roller

Stort legat på 100.000 kroner til den nu pensionerede skuespiller, som er tilbage på DR1 i ’Matador’ i foråret.

Jesper Langberg havde én af sine sidste store tv-roller i dramaserien ’Sommer’ i 2008 og 2009, hvor han spillede Christian Sommer, der havde begyndende demens (Foto: © Thomas Marott)

Skuespilleren Jesper Langberg, der valgte at gå på pension for snart fem år siden, har nu fået en stor pris – sådan lidt på efterbevilling – for sine mange roller på TV, film og danske teaterscener gennem årene.

I DR-regi er Jesper Langberg nok allermest kendt for sin rolle i Lise Nørgaards uopslidelige dramaserie ’Matador’, hvor han var Kristen Skjern, men han havde også en hovedrolle som Christian Sommer i DR-dramaserien ’Sommer’ i 2008 og 2009. Her fik Jesper Langberg stor ros for at spille læge med begyndende demens.

Tidligere har Jesper Langberg også haft roller i for eksempel ’Parløb’ i 1992, ’Huset på Christianshavn’ (1970-1977), julekalenderen ’Vinterbyøster’ i 1973 og ’Københavnerliv’ i 1968.

Derudover har Jesper Langberg været med i en lang række af film – lige fra ’Flådens friske fyre’ og ’Pigen og millionæren’ i 1960’erne over Olsen-Banden-film til ’Det forsømte forår’ og ’Kongekabalen’.

Stoppede med ’Kærestebreve’

Legatet, som Jesper Langberg nu har fået, er på ikke mindre end 100.000 kroner og stammer fra Thorvald Larsen og hustru Ingeborg Skovs Fond. De to stiftere var oprindeligt skuespillere, men Thorvald Larsen, der døde som 99-årig i 1992, blev snart teaterleder i Odense og senere på Folketeatret i København.

Det var for øvrigt også her, at nu 77-årige Jesper Langberg trak sig tilbage fra scenen i 2013 – lige efter sin 50 års jubilæumsforestilling. Hans sidste forestilling var i ’Kærestebreve’, hvor han for øvrigt for første gang spillede sammen med Malene Schwartz på scenen.

Jesper Langberg kan ses igen på DR1, når de næste afsnit af nyrestaurerede ’Matador’ er tilbage på skærmen i foråret.