’Matador’ er tilbage i foråret 2018

DR sender seks afsnit af ’Matador’ i foråret 2018, og de seks sidste i efteråret 2018.

De velkendte figurer fra ’Matador’ er tilbage på skærmen i foråret 2018. (Foto: © Framegrab, Type 1)

Rigtig mange seere har henvendt sig til DR for at spørge om, hvornår de sidste 12 afsnit af den nyrestaurerede udgave af ’Matador’ sendes. De første syv afsnit blev sendt i foråret og yderligere fem blev sendt efter sommerferien.

Ifølge Pil Gundelach Brandstrup, der er kanalchef for DR1, kommer der seks afsnit mere i foråret 2018, og de seks sidste sendes i efteråret 2018. Hun kan endnu ikke sige præcist hvornår. Kun at det fortsat bliver lørdag aften klokken 20.00.

Om baggrunden for at den populære serie deles op forklarer hun, at det er en afvejning af, at mange seere også efterspørger varieret og nyproduceret indhold på sendefladen lørdag aften. Derudover er det dyrt at genudsende ’Matador’, så der er også en økonomisk begrundelse for at sprede serien lidt.

Det er i øvrigt ikke første gang, at serien har været fordelt over to forskellige år.

Nogle seere har også spurgt om, hvorfor DR ikke har gjort mere opmærksom på, at ’Matador’ holder pause. Pil Gundelach Brandstrup forklarer, at der har været rigtig mange tv-spots om, at ’Historien om Danmark’ rykkede ind på DR1 fra lørdag 23. september klokken 20.00. Derfor har vurderingen været, at det ikke også var nødvendigt at forklare, at ’Matador’ holder pause.