Det startede som et semesterprojekt, udviklede sig til studiejob, og nu, næsten fire år senere, er Marcus Grosen Poulsen og Jacob Kjærulff Furberg færdiguddannet fra IT-Universitetet i København og fastansat som udviklere i DR.
Marcus og Jacob er sammen med en gruppe medstuderende udviklerne bag lytterobotten MusikID, som er fodret med al musik fra DR’s arkiver. Den kan lige nu genkende 1,4 millioner stykker musik ved hjælp af et såkaldt audio-fingeraftryk, og på den måde kan den lynhurtigt identificere den musik, der bliver brugt i podcasts og radioprogrammer.
En del af det arbejde var allerede automatiseret, når en medarbejder planlagde sit program i DR’s systemer. Men i nogle tilfælde, for eksempel i programmer produceret ude af huset og programmer, hvor musikken udvælges live, skulle et menneske efterfølgende notere hvert stykke musik. Det var bøvlet og langsommeligt, men vigtigt arbejde. Det skal nemlig sikre, at rettighedsmidler bliver udbetalt til de rigtige kunstnere, og at lytterne kan finde playlister efter at have hørt musikken.
Har haft projektet på ønskelisten
Leder i DR Musiktjenester, Thomas Dose, har længe haft projektet på sin ønskeliste. Han deltog derfor i en matchmakingdag på ITU, hvor en række virksomheder bejlede til de studerende med forskellige projekter. Heldigvis var der stor interesse for MusikID, og syv studerende, blandt andre Marcus og Jacob, brugte et semester på at sætte det i søen.
MusikID løser et meget konkret problem, men der er også en del afledte effekter. DR har for eksempel en ambition om mere ligestilling i radioen. Med MusikID bliver det nemt hurtigt at indsamle data, der viser, hvor mange kvindelige og mandlige kunstnere, komponister og producere, der bliver spillet.