Da ’Prinsesser fra blokken’ for otte år siden rullede hen over skærmen på det daværende DR3, mødte seerne en gruppe piger fra Københavns Vestegn. Det var et dyk ned i en ungdomskultur, hvor man blandt andet gik op i lange øjenvipper, solkure og vilde psytrance-fester.
Lige nu får vi et gensyn med pigerne i ’Prinsesser fra blokken – otte år senere’, men denne gang er det en mere barsk virkelighed, vi ser pigerne i. Vi møder blandt andet Simona, der kæmper med et stofmisbrug, og Isabell der har formået at få festerne under kontrol, og som har fået karriere og egen bolig.
For instruktør Eva Marie Rødbro har det været vigtigt at give et nuanceret billede af pigernes virkelighed:
- Jeg ville gerne fortælle pigernes historie på en måde, hvor man ikke kun får medlidenhed med dem, men hvor man også får en forståelse og en respekt for de her mennesker, der kommer med deres vidnesbyrd. Pigerne har nemlig også en enorm styrke og vildskab, siger hun og fortsætter:
- Jeg synes, det er vigtigt at fortælle om mennesker, der står et sted, hvor de ikke nødvendigvis har de bedste vilkår, men hvor de til gengæld har store erfaringer med, hvad det vil sige at leve med de vilkår. Jeg tror, vi som samfund er nødt til at interessere os for hinanden, og jeg synes, vi bør tale om klasse- og privilegieforskelle – hvad man kommer fra, og hvad det har af betydning for de muligheder, man har i livet.
Sidste gang var det ret voldsomt for alle
Selvom den første programserie i 2016 om prinsesserne fra Vestegnen blev et hit hos seerne, har Eva Marie Rødbro haft mange overvejelser om, hvorvidt hun havde lyst til at lave gensynet:
- Sidste gang var det ret voldsomt for alle. Ingen havde troet, at programmet ville få så meget opmærksomhed – heller ikke mig. Jeg gik fra at lave nogle kunstfilm, der havde et mindre publikum, så det var ret voldsomt. Derfor var det også en ret stor beslutning at skulle lave gensynet. Til gengæld havde jeg også en følelse af, at jeg var lidt forpligtet til at gå videre med det – især over for pigerne, siger hun og forklarer:
- Pigerne har hver især deres egen mission med programmet. Nogle vil gerne vise, hvor godt det er gået, og andre vil gerne vise, hvor svært det har været, og hvor store konsekvenser det har, hvis du for eksempel kommer ud i et misbrug. Andre vil vise, hvor svært det er at bryde et mønster, men at det godt kan lade sig gøre.
For Eva Marie Rødbro har et ønske om at nedbryde fordomme også fyldt:
- Nogle gange kan jeg godt overveje, om det overhovedet er godt for nogen at komme i fjernsynet, men når alt kommer til alt, hvad er så alternativet? Vi stopper jo ikke med at fortælle historier om hinanden. Jeg tror, man får en momentan respekt for et menneske, hver gang man oplever at spejle sig selv i nogle, man ikke havde regnet med, siger hun og uddyber:
- Pigerne taler om eksistentielle temaer som kærlighed og ensomhed på en megabegavet måde, som jeg tror, de fleste mennesker kan relatere til. Det handler jo i virkeligheden om at nedbryde fordomme. Selvom det lyder corny, så synes jeg, det går op i en højere enhed, når vi både kan blive gjort opmærksom på, hvor forskellige vi er og i samme fortælling kan opleve, at vi alle sammen er ens.
Sindssygt god kemi og point of no return
Prinsesserne fra Vestegnen gjorde et stort indtryk på Eva Marie Rødbro allerede første gang, hun mødte dem. Instruktøren mødte nogle af pigerne ved et tilfælde til en rave-fest, hvor hun var i gang med at lave en film i forbindelse med sit studie på Den Danske Filmskole.
Første gang hun mødte pigerne, var de dog for unge til, at Eva Marie Rødbro turde lave et projekt med dem, og hun vidste ikke, hvordan hun ville kunne passe på dem. Hun var dog ikke i tvivl om, at hun havde mødt 'someone special':
- Jeg mødte Simona og en anden pige til en fest, da de kun var 12 og 14 år gamle. Det var sådan en mavepuster af et møde, hvor der bare var en sindssygt god kemi, og hvor jeg samtidig tænkte: ’Hvad laver de her unge mennesker her – og hvor er de voksne henne? Hvorfor er I så vilde og så modige og grænseoverskridende?’ Det var sådan lidt et point of no return.
Pigerne gav hende deres telefonnumre, men Eva Marie Rødbro ringede ikke til dem, så da hun ad omveje mødte dem igen omkring to år senere, spurgte de ’hvorfor ringede du aldrig?’.
De besluttede sig for at mødes, og deres snak endte ud i en aftale om, at Eva Marie Rødbro og pigerne skulle lave et projekt. Det blev til instruktørens afgangsfilm på Den Danske Filmskole, som fik titlen ’Os der valgte mælkevejen’:
- Da jeg lavede min afgangsfilm, handlede det om, at vi ikke skulle vise hele pigernes liv – de ville have lov til at beholde alle deres hemmeligheder. Derfor fandt jeg sammen med dem på, hvilke scener vi kunne filme, og hvordan vi kunne være sammen med dem, uden de egentlig lukkede os ind i deres hverdag og privatliv. Det var præmissen for filmen og grundlaget for samarbejdet. Intet af det efterfølgende arbejde havde været muligt uden den film, og de aftaler jeg overholdt med den.
I ’Prinsesser fra blokken’ har Eva Marie Rødbro arbejdet ud fra de samme grundtanker, som har været en måde at beskytte pigerne på. I forhold til kunstfilmen ’Os der valgte mælkevejen’ var hun dog nødt til at fortælle mere eksplicit om pigernes liv i DR’s tv-program:
- Det er jo ikke en kunstfilm, så selvfølgelig kommer man tættere på dem her, men det er stadig et program, der er meget ’introducing’. Du møder en kultur, du møder nogle mennesker, men du kommer ikke ind i de banale op- og nedture. Du kommer ikke helt tæt på i sådan et realityagtigt format, hvor det kan blive udstillende.
Du kan få lov at hænge ud med pigerne fra Vestegnen og få et indblik i, hvordan det er gået dem her otte år efter den første programserie i gensynet ’Prinsesser fra blokken – otte år senere’ på DRTV.